Legdominikaner

800 år under den hellige Dominikus' hvite banner

Archive for desember 2010

Det uskyldige barn Adam av Bagdad

leave a comment »

Adam av Bagdad (2007-2010)

Idag, den 28. desember markerer vi festen for De uskyldige barn i Betlehem, de som kong Herodes ga ordre om å drepe for å eliminere jødenes konge – en nidingsdåd som aldri vil bli glemt. Akkurat i år kan vi minnes nok et uskyldig barn, et barn som ble myrdet ved en annen nidingsdåd for knapt to måneder siden.

Søndag den 31. oktober 2010, mens mange barn i vesten forbereder seg til å kle seg ut som hekser og spøkelser for å tigge godteri til Halloween, er et par hundre syrisk-katolske kristne samlet til messe i Vår Frue av Frelsens kirke i Bagdad. En bande besatte illgjerningsmenn bryter seg inn i Guds hus idet pater Thair er iferd med å avslutte prekenen. I de neste fem timene rekker de å drepe 44 og skade flere dusin troende – 14 av disse skal siden dø av sine sår. Ingen er i tvil om hva som holder på å skje. Mange fortsetter å be sin rosenkrans – hva annet kan man gjøre? Nidingene har ikke noe hastverk med å drepe, for de har planlagt å runde det hele av med å utløse sine bombebelter og sprenge seg selv i fillebiter. De tar seg god tid. Skyter prestene først. Skyter barn som begynner å gråte. Innimellom skuddene spotter bandittene dem som ennå lever, bruker krusifikset som blink. De avbryter massakren et par ganger for å resitere sine sataniske vers.

Tilstede er lille Adam på tre år, som så mange ganger før er i kirken sammen med sine familie. Han er vitne til det hele. Hans far er blant de som allerede har fått sin kule. Adam går etter morderne, blant likene, i blodet på gulvet. «Nok!» sier han. «Nok! Nok!» Vitner – blant annet hans tante – forteller at han gikk etter dem slik i to timer, før de gikk lei og skjøt den lille gutten.

Den amerikanske bloggeren Lisa Graas skriver reflektert om dette (se også en svensk oversettelse hos Katolsk Observatör), og jeg vil sitere noen få avsnitt:

Ved treårsalderen begynner barn å lære seg av sine foreldre hvordan man går over gaten uten å bli påkjørt og være på vakt overfor fremmede. Det er i denne alderen at barn begynner å spørre «hvorfor».

Lille Adam visste klart, som vi kan se av hans handlinger, at det ikke fantes noe fornuftig svar på «hvorfor» hans foreldre [det viste seg siden at hans mor overlevde] og andre lå der døde. Det var klart for Adam at noe skrekkelig urettferdig var funnet sted. Adams fornuft var tilstrekkelig utviklet til å gjenkjenne en fryktelig urett når han så den. Hans mot fikk ham til å handle slik hans fornuft og samvittighet tilsa.

Om man er baptist, presbyterianer, metodist, katolikk eller noe imellom – kristendommen lærer sine medlemmer å være «som små barn». Det kan derfor sies at Adam er en ekte representantasjon av kristen fundamentalisme. Adam er det fullkomne forbilde for en sann kristen.

Adams mor og tante overlevde blodbadet. Adams bestemor har sett sin verden legges i grus, som hun i sorg beretter i et intervju.

Dette berører naturligvis alle mennesker av god vilje sterkt, men særlig føler vi det sterkt som tilhører den franske dominikanerprovins. For hit hører nemlig dominikanerbrødrene og legdominikanerne i Irak også; vi i provinsvikariatet Dacia (en gammel skrivefeil for «Dania» er det nok som er blitt hengende) og de i provinsvikariatet «Le monde Arabe». Før 2003 tror jeg vi var 500 legdominikanere i Mosul og Bagdad – hvor mange er igjen idag? Hvor mange om et år? Våre brødre studerer sammen, og norske og irakiske legdominikanere møtes i vårt provinskapittel. For tyve år siden ble messen i St. Dominikus feiret av pater Efrem fra Irak (lever han ennå, tro?) – jeg mener å huske at det var en barnedåp. Vi ble instruert til å si «amin» istedenfor «amen»; slik er det visst på arameisk. På besøk hos brødrene i Paris hadde en bror fra Irak kjøkkentjeneste en kveld på 1990-tallet; jeg minnes at han brukte mynte i tilberedningen av tzatziki.

Kristenforfølgelsene i Irak kom oss for alvor nær den 1. november 2006, da vi hadde vår daværende provinsial fr. Bruno Cadoré (som nå er vår ordensmagister) på besøk. Han fikk en samtale på mobilen under møtet med legdominikanerfraterniteten i Oslo, og kunne rystet fortelle oss at brødrenes kloster i Mosul var blitt utsatt for et bombeangrep. Bare tre år før hadde man tenkt å etablere et novisiat der, men krigen knuste alle slike planer – alt ble mye verre enn de fleste forestilte seg.

Mosul er faktisk knyttet til oss i Norge fra langt tilbake; salig pater Lutz virket nemlig som professor ved byens kaldéiske presteseminar fra 1900 til 1905, før han kom til Norge i 1923.

Måtte kristne som flykter fra forfølgelsene i Irak for å redde sine uskyldige barns liv, slik Josef flyktet til Egypt med Maria og Jesusbarnet for å unnslippe Herodes’ barnemordere, bli tatt vel imot og finne trygg havn når de kommer til oss i de nordiske land og søker beskyttelse.

Jesus, menneskeslektens milde Frelser, se i nåde til oss som ydmykt kneler her for ditt alter. Dine er vi; dine vil vi være. Men for å kunne være enda inderligere forenet med deg, vier vi oss i dag hver især av hele vår sjel til ditt høyhellige hjerte.

Mange mennesker har ennå aldri kjent deg; mange har foraktet dine bud og gått fra deg. Gode og milde Jesus, miskunn deg over dem og dra dem alle til ditt hellige hjerte.

Herre, vær konge ikke bare over de troende som aldri har gått fra deg, men også over de fortapte sønner, som har gått fra deg. La dem snart atter vende tilbake til faderhuset, så de ikke går til grunne av sult og elendighet.

Vær konge over dem som har faret vill i vranglære eller uenighet og før dem tilbake til sannhetens og troens trygge havn, så det snart kan bli én hjord og én hyrde. Vær konge over alle som lever i hedendommens og Islams mørke og før dem til ditt lys og til ditt rike.

Se også med din miskunns øyne til ditt folks barn, det folk som så lenge var ditt utvalgte folk. La det blod som engang ble kalt ned over dem, flomme ut over dem som frelsens og livets bad.

Herre, gi din Kirke velferd, frihet og trygge kår, alle folk fred og ordnede forhold. La et enstemmig rop tone fra alle kanter av verden: Lovet være det guddommelige hjerte, som har gitt oss frelsen. Priset og æret være det i all evighet. Amen.

(Av pave Pius IX. Foreskrevet vigselsbønn til Jesu hjerte på Kristi kongefest; fra Bønnebok for katolske kristne 1944, med språklige oppdateringer)

Written by Jordanus

28.12.2010 at 17:58

En hard negl: hoffdame Augusta Ramsing

leave a comment »

Som tidligere antydet, var det ikke vanlig at tertiærer var alminnelig kjent som sådan – like lite som vi nå til dags har oversikt over hvor ofte sidemannen i kirkebenken pleier å gå til skrifte. H. D. T. Kiærulff kjenner vi til fordi han redigerte en tertiær-håndbok; Augusta Marie Utke Ramsing (1875-1959) kjenner vi til fordi salig pater Pierre Grégoire OP (1908-1997; avløste pater Zoetmulder som ansvarlig for tertiærene i Danmark) fortalte det da en forsker forhørte seg om henne i forbindelse med en (forøvrig svært interessant) doktorgradsavhandling om hennes niese sr. Benedicte Ramsing CSJ (1912-1988) [1].

Augusta Ramsing (1875-1959)

Augusta Ramsing (1875-1959)

Hennes nekrolog i Katolsk Ugeblad 34/1959 gir et inntrykk av en dame som legemliggjorde pater Roland Potters ord om at «the true Dominican is to be spiritually as hard as nails» [2]:

En katolsk førerskikkelse

Augusta Utke Ramsing er død

Den 8. august døde fru Ramsing på St. Josefs Hospital i København, 84 år gammel. Dermed er den sidste af de tre ældre, katolske Ramsing-søstre gået bort. De var alle tre førerskikkelser i dansk katolsk kirkeliv i en årrække. De to St. Josefssøstre, Moder Emmanuel og søster Clara, fik deres store gerning indenfor kloster- og skolemurene, medens fru Augusta Ramsing blev en fremragende lægmandsapostel. Hendes livsgerning var, hvad paverne forstår ved Katolsk Aktion.

Augusta Utke Ramsing var datter af en oberst og havde generaler i sin store søskendeflok. De var elve børn i hjemmet. Hun havde selv ikke så lidt af militær lederevne i sig.

Da fru Ramsing konverterede, måtte hun gennemgå meget for sin religiøse overbevisning. Efter længere ophold i Frankrig var hendes første gerning at undervise i Josefssøstrenes skole på Toldbodvej, der senere blev flyttet til Østerbrogade. Hun var en dygtig og lovende lærerinde.

På den tid mistede prins Valdemar sin gemalinde, den afholdte prinsesse Marie. Biskop von Euch bad Augusta Ramsing om at overtage prinsesse Margretes katolske opdragelse. Tilbudet var ærefuldt og en anerkendelse af den unge lærerindes kultur, religiøse viden og liv. Helt let faldt ofret af skolegerningen hende ikke; men hun sagde dog ja til biskoppens bøn. Stillingen som eneste katolik i personalet ved hoffet krævede megen takt og fasthed af den nye hofdame trods al loyalitet fra kongefamiliens og hofetatens side.

Vi, der var børn på den tid, fik indtryk af et smukt forhold mellom den unge prinsesse og hendes moderlige opdragerinde. Prinsesse Margrete lignede nok en del sin mor i sin uforfærdede og muntre gåpåsomhed. Fru Ramsing fortalte mig en gang om hendes rædsel og harme, når prinsessen ved deres cykleture i Dyrehaven kørte ned ad Djævlebakken eller andre bakker i ubevogtede øjeblikke. – Menigheden i Ordrup blev opbygget af prinsessens og hendes hofdames aldrig svigtende kirkegang om søndagen i St. Andreas.

Sammen plejede de to damer sårede soldater i England under første verdenskrig.

Da prinsesse Margrete ikke længere behøvede sin opdragerinde, kastede fru Ramsing sig ind i katolsk aktion. Tilskyndet af fru Bagger i Norge stiftede hofdamen sammen med ligesindede damer Danmarks Katolske Kvinders Forbund (D.K.K.F.) Fru Ramsing blev leder og stadig genvalgt som formand af denne Den Internationale katolske Kvindeligas danske gren i en lille snes år. Her ydede hun sin største indsats. Forbundets mål er at forene alle landets katolske kvindeforeninger, kongregationer for unge piger og damer, pigespejdere o. lign. i en samlet katolsk kvindebevægelse.

Fru R. redigerede det velskrevne Medlemsblad, der kom et par gange om året i ca. 15 år. Bladet bragte orientering vedrørende katolsk kvindesag fra ind- og udland, store referater fra Verdensligaens kongresser og ellers artikler af gode, katolske penneførere i Skandinavien.

D.K.K.F. arrangerede foredrag, stævner, fester og studiekredse, undervisning til kateketgerning og undervisning i huslige fag. Man havde læsekreds og hospitalskreds.

Men især udfoldede fru R. og hendes D.K.K.F. en stor gerning i Trørød. Der oprettedes i Trørødhus Prinsesse Margretes Feriehjem for småpiger. At samle penge til dette hjem og lede det blev fru R.s og hendes opofrende hjælperes store præstation.

Til Trørød kom og kommer stadig småpiger, der ellers ikke ville få nogen ferie på landet. De har været op til 100 i to hold. For mange af dem betyder det en fornyelse af deres katolske liv og deres legemlige sundhed. Mange hundrede kvinder – i dag mødre, bedstemødre eller ordenssøstre – mindes med bevægelse »Plejemor« og hendes små »rødternede«. Fru Ramsing var meget bestemt, men også kærligt forstående. Hun opdrog de små som en mor. Der var altid unge piger til at hjælpe »Tante Auga« med feriebørnene. For alle var prinsesse Margretes besøg en festdag. Hun støttede feriehjemmet med både sit navn og sin dåd.

I Trørødhus holdtes som endnu retræter (stilledage) for unge og ældre kvinder.

D.K.K.F. udgav en Sangbog for danske katolikker og fortsætter at udgive den uundværlige Katolsk Lommekalender. Fru R. var sjælen i alt arbejdet, men hun havde også utrættelige hjælpere og medarbejdere.

Vor Herre Jesus Kristus har forudsagt sine disciple forfølgelse og lidelser. Trods sin uegennyttige, udholdende gerning måtte fru Ramsing også lide frygtelig ved ondsindede angrep. Komisk virker de mange, der ikke kunne tilgive hofdamen, at hun skønt ugift efter fransk skik gjorde krav på fruetitlen.

Fru Ramsing havde sin mening og var ubøjelig i den. Mange har sikkert som jeg selv uden held diskuteret med hende, om hvorvidt menighedsarbejdet skulle være så absolut eksklusivt i grene adskilt etter køn. – Desværre endte fru R.s store gerning i bitterhed. Hun kunne ikke lægge roret om, som man på det tidspunkt ønskede fra oven.

Som et udtryk for den kirkelige øvrigheds anerkendelse af hendes gerning modtog fru Ramsing [11.3.1935] den pavelige orden Pro Ecclesia et Pontifice. Få har bedre fortjent den end hun.

De sidste fem-seks år har Augusta Ramsing lidt et ubeskriveligt martyrium, lænket til sengen med smerter døgnet rundt fra en hoftelidelse.

Er det end en snes år siden, fru Ramsing nedlagde kommandostaven, står hun dog stadig som en af de virkelig store i vort nordiske, katolske arbejde.

Fru Ramsing oversatte og bearbejdede for Pauluskredsen Dom Chautards »Sjælen i apostolatet«. Den lille bog er skrevet ud fra det ideal, som også var hendes: først leve med Gud, bede, betragte og så give af sin overflod.

Vi siger hende tak. Hun hvile i fred!

Olaf Jan Ballin, O.Præm.

Susanne Malchau Dietz kommer med noen supplerende opplysninger i Dansk kvindebiografisk leksikon:

[Augusta R.] voksede op i en søskendeflok på 13 i en kbh.sk militærfamilie. Hun og søstrene Margrethe R. og Hedvig R. blev slægtens udbrydere, fordi de meget mod forældrenes ønske konverterede til katolicismen. AURs interesse for katolicismen opstod, da hun i begyndelsen af 1890’erne sammen med storesøsteren Margrethe hørte en række foredrag af en fransk dominikanerpræst père H. Lange. Margrethe konverterede 1893, hvilket var en social skandale for familien. Bedre blev det ikke, da AUR det følgende år fulgte trop. Det kunne ikke tolereres, og hun blev forvist til Frankrig. Her opholdt hun sig i ti år og blev først kaldt hjem 1904, da faderen lå på sit dødsleje. Hjemkommet underviste hun i fransk på Skt. Joseph Søstrenes pigeskole på Toldbodvej. Tilknytningen til ordenssøstrene medførte, at hun 1909 blev opfordret til at være hofdame for den moderløse katolske prinsesse Margrethe, datter af prins Valdemar og prinsesse Marie af Orléans. AUR påtog sig jobbet og opgav sin lærerindegerning. […]

I 1925 tog hun initiativ til stiftelsen af Danmarks Katolske Kvinders Forbund (DKKF), der var en paraplyorganisation for landets katolske kvindeforeninger og et led i den internationale katolske kvindeliga. […] AUR var formand for DKKF 1925-39, en post, der bl.a. indebar deltagelse i adskillige udenlandske kongresser, hvor hun holdt foredrag om den katolske kvindes stilling i Norden. […]

AUR forblev ugift og derfor var det et paradoks for hendes omverden, at hun efter udnævnelsen til hofdame, og efter fransk skik, gjorde krav på fruetitlen. Hun tilhørte lægordenen Skt. Dominikus’ Tredie Orden, hvis spiritualitet hun levede i overensstemmelse med. Beskrivelser af hende efterlader indtryk af en kompromisløs, stærk og ubøjelig personlighed med ikke så lidt militær lederevne. Hun var hele sit liv aktiv inden for den katolske kirke, hvor hun også påtog sig oversættelsesarbejde af religiøse tekster.

[1] Kærlighed er tjeneste : søster Benedicte Ramsing – en biografi / Susanne Malchau. – Aarhus : Danmarks Sygeplejerskehøjskole, 1998.

[2] A Dominican way / Roland Potter O.P. – London, Blackfriars, 1958. Sitatet er fra side 6.

Mange takk – nok en gang – til bibliotekaren ved Sankt Andreas Bibliotek for vennlig assistanse.

Written by Jordanus

04.12.2010 at 12:00

Tertiærene i St. Dominikus’ orden

leave a comment »

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 3 av 3)

Pier Giorgio Frassati

Ogsaa om Tertiarerne i St. Dominikus’ Orden gælder det, at deres Betragtning er Troens Uddybelse for den guddommelige Sandheds egen Skyld. Tertiarerne er ikke allesammen udpræget intellektuelle, selv om det i ikke ringe Grad er netop de intellektuelle Naturer, som 3. Orden tiltrækker. Men det fælles dominikanske Træk i deres Bønsliv er alligevel Sansen for at søge Vej til Gud gennem Resultaterne af den katolske Tænkning.

Tredie Orden kaldes ogsaa en Bodsorden. Ikke alene fordi der maa gøres Bod for vore og Verdens Synder. I Bodskravene, som Reglen nærmere bestemmer, maa man tillige se de Fuldkommenhedsmidler, der for Tertiaren træder i Stedet for Kravene om Fattigdom, Kyskhed og Lydighed. Rettere talt er det ikke Krav, der træder i Stedet for Klosterkravene, men det er de samme Krav i en Udformning, som passer for den, der lever i Verden, erhverver Ejendom, tager til Ægte og er sin egen Herre. Bodskravene maa opfattes som Krav, der hindrer vort Hjerte i at hænge ved de Ting, der bliver vore, Krav, som søger at fjerne os fra det, der er Kødets Lyst og baade vort Ordenslivs og vort Ægteskabs Fjende, og Krav, som paalægger os Viljens Underkastelse under vore foresatte i Kirke og Orden. I samme Grad som Tertiaren forstaar, at han har sin Plads indenfor Kirkens religiøse Stand, vil han være utilbøjelig til at lempe og fortolke Reglens Bodskrav. De kendetegner ham netop som Ordensmand.

Den daglige Officiebøn kendetegner ogsaa Tertiaren som Ordensmand. Den indvier hver af Døgnets Tider til Gud og fører os med Kirkens egne Ord til Betragtning af Gud. Men ved Siden af denne liturgiske Bøn maa der i Tertiarlivet være rigelig Plads til den personlige Bøn, til stille Betragtningsstunder og ikke mindst til Rosenkransen, der er Ordenens Hæder. Den Bøn kan bedes overalt, i alle slags Stemninger, af trætte som af friske, af febersyge som af den klareste Aand. Efter St. Thomas’ Lære kan Bønnens Opmærksomhed enten være rettet mod blot at bede de rette Ord paa rette maade, og det er sand Bøn, eller mod Ordenes Tankevæld, hva der er en højere Grad af Bøn, eller højest af alt, den kan glemme Ordene og Tankerne bag dem og fortabe sig helt i Gud, mens Ordene uænsede bevæger Læberne. Rosenkransen kan bedes paa alle tre Maader og har en egen Kraft til at højne vor Bøn til Opmærksomhed om sin højeste Genstand.

Om Dominikanertertiarens Apostolat behøver man ikke mange Ord. Det er den modne Frugt af et Samfundsliv med Gud. Det kender derfor Maal og Midler. Det bærer et Præg af det vide Udsyn, vundet i Gudsbetragtningen. Det er paa Grund af sit Udspring indstillet paa baade at belære Tankerne og at ruske Viljerne. Derfor har det ogsaa en egen Respekt for Menneskers Frihed, saa sandt som Tanken ikke kan tvinges, men kun ad Frihedens Veje formaas til Medtænken.

Dominikanertertiaren er en Ordensmand, der lever i Verden, d. v. s. i sit Hjem, i sit Sogn og i sit Samfund. Den fuldkomne Kærlighed, som hans Liv skal strømme over med, skal komme disse til Gode. Vil han se, om Jesu Sind afspejler sig i hans, skal han ikke raadspørge sine egne fromme Stemninger, men sine nærmeste, især sin nære Familie. Vel gives der uerkendte Helgener, men ingen, der selv regner sig for saadan. I sit Hjem skal man ikke prædike med Ord, men med Hverdagens Sind; det er sværest, men ogsaa mest ægte. »Veritas« er Ordenens Motto: Sandhed i Gerning som i Ord.

Sit Sogn er Tertiaren en trofast, uærgerrig Hjælper. Sit Samfund skylder han først sit Arbejde paa den Plads, han er sat. Men dernæst ogsaa efter Evne et positivt Arbejde for kristen Moral i Handel og Vandel, i sociale Spørgsmaal, i Kunst og Videnskab, i Fornøjelser, i Politik, d. v. s. overalt, hvor den moderne Verden har glemt den Herre, som for Tertiaren er den første og eneste.

Written by Jordanus

03.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Dominikansk ordensliv

with 2 comments

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 2 av 3)

Sigrid Undset med bokhylle

Omkring en Række af Kirkens store Ordener har der samlet sig Lægfolk, som af de bedste Grunde maatte lade være med at tage Skridtet ind i Klosteret, men som søgte disse Ordeners Vejledning for ude i Verden at leve efter deres Idealer og i deres Aand. Ved at give disse Lægfolk en fast Regel for deres Liv og lade dem aflægge et Løfte om at holde Reglen som Middel til at holde sig i stadig Vandring mod Fuldkommenheden, derved har Kirken optaget dem i den religiøse Stand, i Ordensstanden. Vel lever de ude i Verden, og deres Regel forlanger ikke det samme af dem som en Klosterregel, men mellem Orden og Tredie-Orden er Endemaalet fælles, og de er fælles om at binde sig ved et Løfte og følge en Regel. Desuden er der mellem den bestemte Orden og dens Tertiarer et Fællesskab om Ordenens særlige Aand og særlige Opgaver.

Nogle af Kirkens Ordener har valgt Bønnen til deres særlige Opgave. De ønsker ikke direkte at gribe ind i Menneskelivets Gang. Det overlader de helt til Guds Forsyn. Men deres uafladelige Bøn i Guds Nærhed omformer nok Verdenshistorien paa grundigere Maade end alskens verdslig Kløgt og Beregning. Andre Ordener samler Medlemmer, der er anlagte for et aktivt Arbejde i Kirkens Tjeneste. Mangfoldige som Kirkens lærende og karitative Opgaver er de og deres Flid. Uden dem maatte mange af Kirkens Arbejdsmarker ligge udyrket hen.

En tredie Gruppe af Ordenerne forener Bøn og Aktivitet. Det gør de vel strengt taget alle, da ingen er helt uden ydre Virksomhed, og selvfølgelig ingen uden Bøn. Men denne Gruppe forener Bøn og Aktivitet i en særegen Syntese. De to Livsopgaver er ikke sideordnede og heller ikke underordnede, de er i Virkeligheden en om samme Opgave. Disse Ordeners Medlemmer tager kun Sigte paa det ene: at naa til et intimt Liv i Samfund med Gud. For saavidt er det et Liv i inderlig Betragtning af Guds Aabenbaring. Men ikke en Betragtning, der forbliver fjern fra det direkte Apostolat. Om St. Dominikus, der grundlagde en saadan Orden, fortalte Samtiden, at enten talte han med Gud, eller han talte om Gud. Naar han dybt havde betragtet Gud i Hans Aabenbaring, var han ligesom bristefærdig af Betragtningens Fylde, og saa maatte han forkynde Gud. St. Thomas har formet det samme Forhold i den teologiske Formel »contemplata aliis tradere«: hvad det gælder om er, at Betragtningens Fylde strømmer over og føder et Apostolat, der ikke er Formaalet for den forudgaaende Betragtning, men eet med den. I Gudsbetragtningen læres det nemlig, at Gud er den, om hvem der ikke maa ties. For at prise Guds Navn blev Stjernerne tændt, fik Blomsterne Farve og Fuglene deres Røst. Kun Mennesket er sent til at fatte og lærer først i sin Betragtning af Gud, at Han er den, som hvert Aandedrag maa forkynde.

Dette Forhold mellem Bøn og Aktivitet kendetegner ogsaa de Børn, som St. Dominikus samler sig i sin Tredie Orden. Andetsteds hen søger de, der slet ikke er anlagt for Apostolat. Andetsteds hen søger ogsaa de, der frem for alt og saa snart som muligt vil ud i virksom Aktion. Dominikanerne af Tredie Orden søger allerførst at komme i inderligt Samfund med Gud. Deres Liv er Bønnens og Betragtningens. Men en Dag vil den betragtede Sandhed selv kræve at blive forkyndt, en Dag bliver det umuligt længere at tie med, at Gud er den evige Kærlighed. Hvordan den Forkyndelse sa skal foregaa, om det bliver i Skrift og Tale eller i den uanseligste Form for Næstekærlighed, det vil Forholdene bestemme. Hovedsagen er, at Dominikaneren ikke ser hen til sine egne Evner og Talenter for at kaste sig ud i et eller andet Apostolat, jo før jo heller. Han ser hen til Gud og afventer den Dag, hvor det er Gud selv, der vil forkyndes under den ene eller anden Form.

Betragtningen kan af forskellige Mennesker øves paa forskellig Maade. For nogle har den en stærk Følelsesbetoning. De tager oftest til Genstand for deres Betragtning et digterisk skønt Udtryk for en aabenbaret Sandhed. Andres Betragtning har Præg af den særlige Vægt, de lægger paa Viljeslivet. De søger Betragtningsemner, som giver dem Anledning til at fatte vigtige Beslutninger angaaende deres eget Liv. Dominikanerordenen drager dem, for hvem Følelsen vel har store Tillokkelser og Viljen sine uafviselige Krav, men for hvem det dog især er Sandheden om at gøre. De vil kende Gud. De søger mindre Troens Harmoni og Troens Magt end dens Afgrunde af Viden om den Evige. Derfor er Dominikanerordenen kendt som en »lærd« Orden, en Orden af Teologer.

Written by Jordanus

02.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Forskjellen mellom et ordensliv og et alminnelig kristenliv

leave a comment »

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 1 av 3)

Verso l'alto

Udenfor den katolske Kirke misforstaar man ofte Forskellen mellem et Ordensliv og et almindeligt Kristenliv. Man er klar over, at de katolske Ordenssamfund sætter sig den kristne Fuldkommenhed som Maal. Men saa mener man, at de øvrige Katolikker har et beskednere Maal for deres Liv. At der følgelig er ligesom to slags Kristendom, en fuldstændig og en tillempet Udgave af de kristne Krav. At Kirken altsaa har to forskellige Systemer for kristen Maal og Vægt.

Dette er urigtigt. Kristus har kaldt alle sine Efterfølgere til kristen Fuldkommenhed. Alle har Han sat til Maal at blive fuldkomne som Gud Fader selv. Alle modtager nemlig den samme Daab, som giver dem intet mindre end Lod og Del i Guds egen guddommelige Natur, det vil sige Evner til at hæve sig over det blot menneskelige, til at leve paa et guddommeligt Plan. Naar mange af de bedste Protestanter har fundet Kristendommens ubeskaarne Krav for høje, »over Evne«, maa Katoliken svare, at vist er Kravene over menneskelig Evne, men ikke over de guddommelige Evner, Daaben gav os. Vi er alle kaldet til Kristendommens Fylde, fordi vi alle – Ordensfolk, Præster og Lægfolk – er fælles om Guds fundamentale Gave til os: Delagtigheden i Hans egen Natur.

Forskellen mellem Ordensliv og almindeligt Kristenliv ligger i Valget af de Midler, som Ordensmanden tager i Brug for at naa frem til det fuldkomne kristne Liv. Kristus har selv anvist dem. Det er Fattigdommens, Kyskhedens og Lydighedens Midler, der ikke udgør en ny, højere Form for Fuldkommenhed, men derimod er de ideelle Midler til at fjerne Hindringerne for at naa den ene Fuldkommenhed, som er alles Maal. Fuldkommenhed bestaar ikke i disse tre Ting, men kun i den eneste: Kærlighed. Men vort jordiske Eje, vort kødelige Begær og vor Egenvilje gør det saa svært at fuldkommengøre vor kristne Kærlighed, saa et den, der i Ordensstandens Fattigdom, Kyskhed og Lydighed for bestandig giver Afkald paa Ejendom, Begær og Egenvilje, gaar som ad banet Vej med det fælles maal langt mere synligt for Øjet.

Vel at mærke: kun hvis han kan give Afkald uden at øve Vold mod sig selv. For de fleste vil det være umuligt og vil hævne sig, hvis de alligevel prøver derpaa. Kun den kan vælge Klosterlivets Vej, som kan opfylde Klosterets Krav uden at bryde noget i Stykker inde i sig. Hvis Klosterlivets Fuldkommenhedsmidler ikke egner sig for en af os, vil han i Klosteret spilde sin Kraft under Forsøget paa at mestre dem og tabe Maalet af Syne i Stedet for at faa det nærmere. For nogle af os er Klosterlivets Krav et Middel til at naa Kærlighedens Fylde, for de øvrige vil de kun gøre Vejen til Kærligheden sværere at følge.

Men den Katolik, som ved, at Klosterlivet ikke er for ham, og som alligevel af hele sit Hjerte længes efter at følge Kaldet til Fuldkommenhed, han finder, at der udover det tredobbelte Afkald gives meget i Klosterlivet, som han ikke vil savne i sit eget Liv. Ganske vist er der i det almindelige Kristenliv megen ypperlig Næring at finde for hans Stræben. I mange Slags Broderskaber og ved mange Slags Andagter kan hans religiøse Liv fuldkommengøres. Men i Ordenslivet finder han virkeliggjort det, som er hans egen centrale Livsindstilling. Han er en Kristen, der ikke vil nøjes med et ringere Maal end det højeste. Og selve Ordenslivets Definition skildrer det som et Liv med det højeste som Maal. I Ordensløftet siger et Menneske af egen fri Vilje sit Ja til Guds Fuldkommenhedskrav og indvier sit hele Liv til denne ene og højeste Stræben. Dette Ja og den Indvielse drager et større Antal af Katoliker end dem, der egner sig for Klosteret. For disse mange er Kirkens Tredie-Ordener Stedet, hvor de fuldt ud kan virkeliggøre deres Kald.

Ligesom Samfundet kender forskellige Stænder, taler ogsaa Kirken om Stænder. En Stand er en bestemt, varig Form for menneskelig Tilværelse, karakteriseret ved sit centrale Indhold. Der er Forskel paa Bondestand og Soldaterstand, i Kirken paa Præstestand og Lægmandsstand. Og en saadan Stand er Ordensstanden, som de latinske Sprog kalder den religiøse Stand. Det er den religiøse Stand, fordi dens centrale Indhold er den religiøse Fuldkommenhed. Og det er Ordensstanden, fordi man i denne Stand ikke nøjes med at erkende sit Kald til det fuldkomne, men ved et Løfte og en Regel for sin hele Livsførelse bringer sin Tilværelse i Orden, saa den er helt indstillet paa Maalet: Kærlighedens Fylde.

Written by Jordanus

01.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,