Legdominikaner

800 år under den hellige Dominikus' hvite banner

Archive for the ‘Tertiærer i Norden’ Category

En hard negl: hoffdame Augusta Ramsing

leave a comment »

Som tidligere antydet, var det ikke vanlig at tertiærer var alminnelig kjent som sådan – like lite som vi nå til dags har oversikt over hvor ofte sidemannen i kirkebenken pleier å gå til skrifte. H. D. T. Kiærulff kjenner vi til fordi han redigerte en tertiær-håndbok; Augusta Marie Utke Ramsing (1875-1959) kjenner vi til fordi salig pater Pierre Grégoire OP (1908-1997; avløste pater Zoetmulder som ansvarlig for tertiærene i Danmark) fortalte det da en forsker forhørte seg om henne i forbindelse med en (forøvrig svært interessant) doktorgradsavhandling om hennes niese sr. Benedicte Ramsing CSJ (1912-1988) [1].

Augusta Ramsing (1875-1959)

Augusta Ramsing (1875-1959)

Hennes nekrolog i Katolsk Ugeblad 34/1959 gir et inntrykk av en dame som legemliggjorde pater Roland Potters ord om at «the true Dominican is to be spiritually as hard as nails» [2]:

En katolsk førerskikkelse

Augusta Utke Ramsing er død

Den 8. august døde fru Ramsing på St. Josefs Hospital i København, 84 år gammel. Dermed er den sidste af de tre ældre, katolske Ramsing-søstre gået bort. De var alle tre førerskikkelser i dansk katolsk kirkeliv i en årrække. De to St. Josefssøstre, Moder Emmanuel og søster Clara, fik deres store gerning indenfor kloster- og skolemurene, medens fru Augusta Ramsing blev en fremragende lægmandsapostel. Hendes livsgerning var, hvad paverne forstår ved Katolsk Aktion.

Augusta Utke Ramsing var datter af en oberst og havde generaler i sin store søskendeflok. De var elve børn i hjemmet. Hun havde selv ikke så lidt af militær lederevne i sig.

Da fru Ramsing konverterede, måtte hun gennemgå meget for sin religiøse overbevisning. Efter længere ophold i Frankrig var hendes første gerning at undervise i Josefssøstrenes skole på Toldbodvej, der senere blev flyttet til Østerbrogade. Hun var en dygtig og lovende lærerinde.

På den tid mistede prins Valdemar sin gemalinde, den afholdte prinsesse Marie. Biskop von Euch bad Augusta Ramsing om at overtage prinsesse Margretes katolske opdragelse. Tilbudet var ærefuldt og en anerkendelse af den unge lærerindes kultur, religiøse viden og liv. Helt let faldt ofret af skolegerningen hende ikke; men hun sagde dog ja til biskoppens bøn. Stillingen som eneste katolik i personalet ved hoffet krævede megen takt og fasthed af den nye hofdame trods al loyalitet fra kongefamiliens og hofetatens side.

Vi, der var børn på den tid, fik indtryk af et smukt forhold mellom den unge prinsesse og hendes moderlige opdragerinde. Prinsesse Margrete lignede nok en del sin mor i sin uforfærdede og muntre gåpåsomhed. Fru Ramsing fortalte mig en gang om hendes rædsel og harme, når prinsessen ved deres cykleture i Dyrehaven kørte ned ad Djævlebakken eller andre bakker i ubevogtede øjeblikke. – Menigheden i Ordrup blev opbygget af prinsessens og hendes hofdames aldrig svigtende kirkegang om søndagen i St. Andreas.

Sammen plejede de to damer sårede soldater i England under første verdenskrig.

Da prinsesse Margrete ikke længere behøvede sin opdragerinde, kastede fru Ramsing sig ind i katolsk aktion. Tilskyndet af fru Bagger i Norge stiftede hofdamen sammen med ligesindede damer Danmarks Katolske Kvinders Forbund (D.K.K.F.) Fru Ramsing blev leder og stadig genvalgt som formand af denne Den Internationale katolske Kvindeligas danske gren i en lille snes år. Her ydede hun sin største indsats. Forbundets mål er at forene alle landets katolske kvindeforeninger, kongregationer for unge piger og damer, pigespejdere o. lign. i en samlet katolsk kvindebevægelse.

Fru R. redigerede det velskrevne Medlemsblad, der kom et par gange om året i ca. 15 år. Bladet bragte orientering vedrørende katolsk kvindesag fra ind- og udland, store referater fra Verdensligaens kongresser og ellers artikler af gode, katolske penneførere i Skandinavien.

D.K.K.F. arrangerede foredrag, stævner, fester og studiekredse, undervisning til kateketgerning og undervisning i huslige fag. Man havde læsekreds og hospitalskreds.

Men især udfoldede fru R. og hendes D.K.K.F. en stor gerning i Trørød. Der oprettedes i Trørødhus Prinsesse Margretes Feriehjem for småpiger. At samle penge til dette hjem og lede det blev fru R.s og hendes opofrende hjælperes store præstation.

Til Trørød kom og kommer stadig småpiger, der ellers ikke ville få nogen ferie på landet. De har været op til 100 i to hold. For mange af dem betyder det en fornyelse af deres katolske liv og deres legemlige sundhed. Mange hundrede kvinder – i dag mødre, bedstemødre eller ordenssøstre – mindes med bevægelse »Plejemor« og hendes små »rødternede«. Fru Ramsing var meget bestemt, men også kærligt forstående. Hun opdrog de små som en mor. Der var altid unge piger til at hjælpe »Tante Auga« med feriebørnene. For alle var prinsesse Margretes besøg en festdag. Hun støttede feriehjemmet med både sit navn og sin dåd.

I Trørødhus holdtes som endnu retræter (stilledage) for unge og ældre kvinder.

D.K.K.F. udgav en Sangbog for danske katolikker og fortsætter at udgive den uundværlige Katolsk Lommekalender. Fru R. var sjælen i alt arbejdet, men hun havde også utrættelige hjælpere og medarbejdere.

Vor Herre Jesus Kristus har forudsagt sine disciple forfølgelse og lidelser. Trods sin uegennyttige, udholdende gerning måtte fru Ramsing også lide frygtelig ved ondsindede angrep. Komisk virker de mange, der ikke kunne tilgive hofdamen, at hun skønt ugift efter fransk skik gjorde krav på fruetitlen.

Fru Ramsing havde sin mening og var ubøjelig i den. Mange har sikkert som jeg selv uden held diskuteret med hende, om hvorvidt menighedsarbejdet skulle være så absolut eksklusivt i grene adskilt etter køn. – Desværre endte fru R.s store gerning i bitterhed. Hun kunne ikke lægge roret om, som man på det tidspunkt ønskede fra oven.

Som et udtryk for den kirkelige øvrigheds anerkendelse af hendes gerning modtog fru Ramsing [11.3.1935] den pavelige orden Pro Ecclesia et Pontifice. Få har bedre fortjent den end hun.

De sidste fem-seks år har Augusta Ramsing lidt et ubeskriveligt martyrium, lænket til sengen med smerter døgnet rundt fra en hoftelidelse.

Er det end en snes år siden, fru Ramsing nedlagde kommandostaven, står hun dog stadig som en af de virkelig store i vort nordiske, katolske arbejde.

Fru Ramsing oversatte og bearbejdede for Pauluskredsen Dom Chautards »Sjælen i apostolatet«. Den lille bog er skrevet ud fra det ideal, som også var hendes: først leve med Gud, bede, betragte og så give af sin overflod.

Vi siger hende tak. Hun hvile i fred!

Olaf Jan Ballin, O.Præm.

Susanne Malchau Dietz kommer med noen supplerende opplysninger i Dansk kvindebiografisk leksikon:

[Augusta R.] voksede op i en søskendeflok på 13 i en kbh.sk militærfamilie. Hun og søstrene Margrethe R. og Hedvig R. blev slægtens udbrydere, fordi de meget mod forældrenes ønske konverterede til katolicismen. AURs interesse for katolicismen opstod, da hun i begyndelsen af 1890’erne sammen med storesøsteren Margrethe hørte en række foredrag af en fransk dominikanerpræst père H. Lange. Margrethe konverterede 1893, hvilket var en social skandale for familien. Bedre blev det ikke, da AUR det følgende år fulgte trop. Det kunne ikke tolereres, og hun blev forvist til Frankrig. Her opholdt hun sig i ti år og blev først kaldt hjem 1904, da faderen lå på sit dødsleje. Hjemkommet underviste hun i fransk på Skt. Joseph Søstrenes pigeskole på Toldbodvej. Tilknytningen til ordenssøstrene medførte, at hun 1909 blev opfordret til at være hofdame for den moderløse katolske prinsesse Margrethe, datter af prins Valdemar og prinsesse Marie af Orléans. AUR påtog sig jobbet og opgav sin lærerindegerning. […]

I 1925 tog hun initiativ til stiftelsen af Danmarks Katolske Kvinders Forbund (DKKF), der var en paraplyorganisation for landets katolske kvindeforeninger og et led i den internationale katolske kvindeliga. […] AUR var formand for DKKF 1925-39, en post, der bl.a. indebar deltagelse i adskillige udenlandske kongresser, hvor hun holdt foredrag om den katolske kvindes stilling i Norden. […]

AUR forblev ugift og derfor var det et paradoks for hendes omverden, at hun efter udnævnelsen til hofdame, og efter fransk skik, gjorde krav på fruetitlen. Hun tilhørte lægordenen Skt. Dominikus’ Tredie Orden, hvis spiritualitet hun levede i overensstemmelse med. Beskrivelser af hende efterlader indtryk af en kompromisløs, stærk og ubøjelig personlighed med ikke så lidt militær lederevne. Hun var hele sit liv aktiv inden for den katolske kirke, hvor hun også påtog sig oversættelsesarbejde af religiøse tekster.

[1] Kærlighed er tjeneste : søster Benedicte Ramsing – en biografi / Susanne Malchau. – Aarhus : Danmarks Sygeplejerskehøjskole, 1998.

[2] A Dominican way / Roland Potter O.P. – London, Blackfriars, 1958. Sitatet er fra side 6.

Mange takk – nok en gang – til bibliotekaren ved Sankt Andreas Bibliotek for vennlig assistanse.

Written by Jan Frederik

04.12.2010 at 12:00

Broder Dominikus: H. D. T. Kiærulff

leave a comment »

Som nevnt i innlegget om Grevindens lille blå, står H. D. T. Kiærulff som håndbokens redaktør. Helge Kiærulff (1898-1992) var i mange år et kjent navn i det katolske Danmark.

Helge Kiærulff (1898-1992)

Helge Kiærulff (1898-1992)

Nekrologen stod å lese i Katolsk Orientering nr. 14, 1992:

Helge Kjærulff var en alsidig katolik

Tidligere chefredaktør og skoleleder
Tidligere ansvarshavende redaktør for Katolsk Ugeblad og skoleinspektør Helge Kjærulff døde 7. august 94 år gammel. Han blev kendt af de fleste katolikker herhjemme, da han fra 1939 til 1958 redigerede Katolsk Ugeblad.

Også mange kendte Kjærulff som lærer ved sogneskolerne i Bredgade og på Nørrebro i København i 1930’erne. I 1940 blev disse skoler af biskop Suhr slået sammen til Katolsk Centralskole (nu Skt. Ansgars Skole), og Helge Kjærulff blev skoleleder. Her var han de næste 28 år.

Divisionschef og leder af feriekoloni
I 1930’erne var han divisionschef for Hertug Knuds Division, og i en snes år ledede han feriekolonier med sin hustru Rosa for københavnske børn i Friheden i Asserbo.

Han var desuden medstifter af Sankt Jørgens Klub for tidligere elever ved de københavnske sogneskoler og Katolsk Centralskole.

Udover skribent-virksomheden for Katolsk Ugeblad har han skrevet eller oversat adskillige bøger fra forlaget Pauluskredsen.

Han har skrevet skuespil til Katolsk Scene, bl.a. »Alle Slægter«, et Guds Moder festspil. I forbindelse med den store eukaristiske kongres i København i 1932 opførtes også et skuespil fra hans hånd. Skuespillene blev som regel opført i den tidligere Skt. Knuds Skole i Stenosgade.

Den alsidige chefredaktør og skoleleder har desuden kommenteret adskillige radiogudstjenester og oplæst bibeltekster i udsendelser med katolsk kirkemusik.

De hemmelighetsfulle initialer D. og T. stod for hans ordensnavn Dominikus og fermingsnavn Thomas. I nekrologen er det faktum at han var dominikansk tertiær ikke nevnt med et ord. Og slik er det faktisk med alle de gamle tertiærene; ordenslivet var en privatsak som få kjente til og få brydde seg om – og aldri nevnes i nekrologene. Om tertiærer fremstod i den katolske offentlighet i det hele tatt, var det ene og alene som aktive legfolk. Uten noen form for ordensdrakt, så å si.

Sankt Ansgars Skole har lagt ut et galleri av Historiske billeder, der Helge Kiærulff kan sees på flere.

Mange takk til f. Jesper Fich OP (dominikansk sekularprest i Fredriksberg), viceskoleleder Daniel Majholm ved Sankt Ansgars Skole i København, Helge Kiærulffs datter Anne Birgitte Persson, og bibliotekar Kate Toft Madsen ved Sankt Andreas Bibliotek for velvillig assistanse.

Written by Jan Frederik

30.11.2010 at 11:08

Søster Olave: Sigrid Undset T.O.P.

with one comment

Sigrid Undset med familie på Bjerkebæk, olsok 1928

Den uten tvil mest kjente norske tertiær, er Sigrid Undset (1882-1949). I likhet med de andre norske tertiærene på hennes tid, var hun konvertitt. Tordis Ørjasæter skriver i sin lesverdige biografi «Menneskenes hjerter : Sigrid Undset – en livshistorie» (Aschehoug, 1993):

Helena Nyblom svarte raskt og anbefalte henne å gå i lære hos en katolsk prest. Og Sigrid Undset begynte [i mai 1923] å ta undervisning: annenhver torsdag reiste hun med tog fra Lillehammer til Kristiania, overnattet i byen, møtte til messe fredag morgen og leste etterpå hos pastor Kjelstrup. Og så hjem igjen om ettermiddagen, fem timer hver vei.

De tok det grundig, både hun og pastoren. Selv om hun hadde lest den katolske katekismus flere ganger på egen hånd, gjennom gikk de den nå punkt for punkt […]

I mer enn ett år gikk Sigrid Undset i lære. I mai flyttet pastor Kjelstrup til Hamar for å bli sogneprest ved det nye St. Torfinns kapell. Da slapp hun å reise til Kristiania. Kristi Himmelfartsdag [1924] ble kapellet innviet. […]

Ventetiden på å bli tatt opp i Kirken ble lengre enn hun hadde regnet med. Det skyldtes ekteskapet med Anders Svarstad, som var skilt da han giftet seg med henne, og hans første kone levde ennå. Da var ikke Sigrid Undsets og Svarstads ekteskap lovformelig etter katolsk syn, så hun måtte skilles fra ham før hun kunne tas opp i Kirken. […]

Endelig fikk hun tatt ut separasjon. Da skrev sogneprest Kjelstrup til biskopen og ba om at hun måtte få slippe å vente helt til skilsmissen var i orden, siden hun nå hadde tatt de innledende og avgjørende skritt hen mot å innrette sine forhold etter Kirkens bud. Og om morgenen den 30. oktober 1924 fikk hun vite at biskopen hadde gitt tillatelse, og at opptagelsen måtte skje allerede to dager etterpå, Allehelgensdag, den 1. november. For sogneprest Kjelstrup skulle snart reise til Roma, og hun ønsket at han skulle være den som innlemmet henne i Kirken.

Den senere monsignore Karl Kjelstrup (1874-1946) var forøvrig selv konvertitt – og dominikansk tertiær.

Noen har spurt seg om hun ved denne anledning også ble døpt på nytt, men det er ikke tilfelle: den lutherske dåp var også dengang anerkjent som gyldig av Den katolske kirke. Biskop Fallize uttrykte iallfall dette klart i en kommentar 1896. [1]

Pater Hallvard Rieber-Mohn O.P. (1922-1982) utga helt på slutten av sitt liv boken «Sten på sten : fem blikk på Sigrid Undset» (Aschehoug, 1982) der han skriver innsiktsfullt om hennes konversjon (her kun et utdrag fra bokens tittel-essay som jeg vil anbefale å lese i sin helhet, selv om pateren setter av vel mye plass til den relativt uinteressante øvelse å distansere seg fra hennes Luther-kritikk):

I 1920-årenes norske opinion måtte hennes valg få en ensidig konfesjonell og individualistisk fortolkning som for henne selv var meget sær og forfeilet: En lutheraners overgang til katolisismen – et «frafall», en apostasi. Men ut over sin miljø- og sedvane-bestemte barnedåp og konfirmasjon i den norske statskirke hadde Sigrid Undset aldri vært noen luthersk kristen – eller bevisst kristen overhodet. «Vår Herre henter meg inn fra utmarken,» skriver hun i en sjelden personlig betroelse – hun visste seg villfaren og kom direkte fra vantroen. Hennes kirkevalg var ingen «overgang». Det var en inngang.

Den 7. mars 1927, på festen for den hellige Thomas Aquinas (etter gammel kalender) mottok hun skapularet og ble tatt opp som novise i St. Dominikus’ Tredje-orden, i det Oslo-kapittel som var blitt opprettet året før. Hun tok ordensnavnet «Olave», som hun siden brukte som alias da hun sendte brev fra USA til Sverige under krigen. Etter opptagelsen samlet tertiærene seg i biblioteket, står det å lese i klosterkrøniken.

Ett år senere, 7. mars 1928, avla hun så løfte om å leve etter Tredje-ordenens regel i hele sitt liv.

Det er pussig å lese at Tordis Ørjasæter og Sigrun Slapgard i sine biografier omtaler Sigrid Undset som «tertiærnonne». Å ville bestrebe seg på å leve et så godt kristenliv som mulig, og gi sitt æresord på det, er ikke noe som er forbeholdt nonner. Mange biografer har naturlig nok undret seg over denne tilsynelatende så eksotiske siden av Sigrid Undsets liv, men har ikke oppdaget det åpenbare – hennes omsorg og innsats for familien, polemikk i forsvar for sannhet og fornuft, og for eksempel hjelp til vanskeligstilte i Hamar.  Skal man besjele en by [2], trenger man saktens de daglige bønnestunder – det være seg tidebønner eller rosenkrans. Og en smule nåde.

Noen måneder etter at hun hadde avlagt sine løfter, mottok hun Nobelprisen i Litteratur for 1928. Slik ble hun den første av tre dominikaner-tertiærer som har fått Nobelprisen såvidt jeg kjenner til; de andre er Carlos Saavedra Lamas (fredsprisen, 1936) og Bernardo Alberto Houssay (medisin, 1947).

Nobelpris-pengene ga hun bort: 80.000 kroner til et legat som skulle gjøre det mulig å beholde «litet eller ikke utviklingsdyktige barn» hjemme (slik hun selv gjorde; hun hadde ikke hjerte til å plassere sin datter Mosse på institusjon), 15.000 til forfatternes understøttelsesfond, og 60.000 «til ophold ved katolske skoler for barn av ubemidlede katolske hjem i Norge».

I 1929 mottok Sigrid Undset den pavelige utmerkelsen Pro Ecclesia et Pontifice.

[1] Sr. Else-Britt Nilsen OP: Nonner i storm og stille, s. 166

[2] Å besjele en by / av Karin Sveen. – I: Morgenbladet 1. juni 2007.

[Oppdatert med ny informasjon 3. februar 2013]

Written by Jan Frederik

27.02.2010 at 20:50

Pater Béchaux og St. Dominikus’ Tredje Orden

leave a comment »

Om pater Henri-Dominique Béchaux, O.P. (1882-1965) skrev biskop Bernt Eidsvig følgende [1]:

Istedenfor å legge ned, bestemte den franske provins å satse på Norge, og sendte to av sine dyktigste unge patre, Henri-Dominique Béchaux i 1924 og Marie-Gabriel Vanneufville i 1925. Béchaux var en berømt predikant i Frankrike, og også i Oslo kom mange for å høre hans franske prekener. Han slet imidlertid for meget med sproget til å kunne gjøre like sterkt inntrykk med sin forkynnelse på norsk.

H.-D. Béchaux O.P.

H.-D. Béchaux, O.P.

På katolsk.no finnes følgende biografiske opplysninger:

Født i Lille i Frankrike i 1882. Studerte jus i Lille, Bonn og Paris, ble advokat i Paris. Så doktorat i sosialøkonomi (med et arbeid om det irske agrarspørsmål ved begynnelsen av det 19. århundsre). Trådte inn i dominikanerordenen i 1905. Presteviet den 24. juli 1910. Studier i Roma 1910-1913. Sjelesørger i Øst-Frankrike. Sanitetssoldat, så feltprest under verdenskrigen, inntil han ble hardt såret i 1918. I dominikanernes kloster i Nancy 1918-1924.

Det berettes at han ikke akkurat forlot sitt kjære Frankrike med lett hjerte:

Om sommeren ble pater Béchaux sendt til Norge, også fra Nancy. Til tross for bange anelser og endel tårer før avreisen, ble han i Oslo inntil 1938.

Etter 13 år som superior for dominikanerne i Oslo, tjente pater Béchaux sitt siste år i Norge som sogneprest i Hamar før han forlot oss av helsemessige grunner i 1938. Han ble deretter nærmest glemt, og har nok ikke fått den anerkjennelse for sin innsats i Norge som han egentlig fortjener. Blant annet gjorde han sitt for at Katarinahjemmet ble en realitet:

Etter at dominikanerbrødrene etablerte seg i Norge og Neuberggaten i 1921, vokste det frem et ønske om også apostoliske dominikanerinner i Norge. Man hadde lenge i det katolske Norge ønsket seg en katolsk institusjon for unge piker, uansett tro – hjemløse eller studenter. Et slikt apostolat ville også kunne være med på å bygge ned fordommer mot Den katolske kirke.

Da dominikanerinnene i Chatillon utenfor Paris vedtok å stenge et kloster i Belgia, vendte generalpriorinne Mère Dominique Marie Frémont blikket mot Norge. Oslo som universitetsby tiltrakk henne, og hun ville gjerne se sine søstre tilknyttet høyere læreinstitusjoner. Derved lanserte Dominique Marie forslaget om en grunnleggelse i brev til pater Béchaux, prior i Oslo, og skrev blant annet: «For å starte opp i et land hvor vi ikke kan språket, mener jeg det vil være bra å begynne med et pensjonat hvor vi kan ta imot unge piker.» Både prioren og de to medbrødrene samstemte. Også biskop Smit støttet forslaget, under den forutsetning at søstrene selv dekket etableringen.

Et styre opprettet av p. Bechaux, med ham selv som formann og Sigrid Undset som et av medlemmene, besørget all formell kontakt med myndigheter, og brødrene påtok seg eiendomsjakten. Det var banksjef Nils Parmann som fant eiendommen på tre mål i Gjørstadgaten på Majorstuen. Styret hadde oppkalt det nye hjem og kloster etter både Katarina av Siena og Katarina av Sverige, den hellige Birgittas datter.

Sitt siste år i Norge tilbragte han som nevnt som sogneprest i Hamar, men allerede før den tid feiret han messe i Lillehammer (som vel lå innenfor hans sognegrenser) hos Sigrid Undset T.O.P. Sigrun Slapgard skriver [2]:

I peisestuen hadde hun fått spesiallaget et alter, tolv bedestoler var sendt fra Paris, og i kleven hadde hun alt utstyret til katolsk messe i en italiensk renessansekiste. Siden dette var det eneste stedet en kunne komme sammen til katolsk messe på Lillehammer, inviterte hun ofte til kombinert messe og frokost. Da hadde pater Bechaux eller pater Lutz gjerne kommet dagen før og overnattet i det huset som opprinnelig var tiltenkt Svarstad, men som nå bare gikk under navnet Prestehuset.

Fra 1931 til han forlot Norge 9. juli 1938 var pater Béchaux provinsialvikar for dominikanerne i Norge og Sverige (vic. prov. in Norvegia et Svecia). I den egenskap var det han som måtte gi Grevindens lille blå sin imprimi potest før trykking. Det var kanskje derfor han også tok på seg å skrive dens norske forord – ellers hadde jeg kanskje forventet at pater Lutz hadde fått den oppgaven, som bare to år før (1936) hadde fått utarbeidet den norske håndbok fra hvilken jeg allerede har sitert et annet forord?

Tredje-Ordenen er en form for ordensliv, og dens ånd er en ordensånd, og tertiærene må så vidt mulig leve som ordensfolk i verden. St. Dominikus’ Tredje-Orden er en gren av St. Dominikus’ Orden. Ordenens konstitusjoner, sier det uttrykkelig: »St. Dominikus’ Orden består av tre forskjellige grupper, brødre, søstre og tertiærer, både menn og kvinner; deres felles og eneste overhode er Predikebrødreordenens general, under Pavens autoritet« (art. 8).

Men hvad er Predikebrødreordenen?

»Navnet blev gitt Ordenen av pave Innocent III og anerkjent av pave Honorius III som uttalte den profeti at St. Dominikus’ sønner skulde bli troens stridsmenn og verdens sanne lys. – Predikebrødreordenen er særlig blitt innstiftet for å forkynne Guds ord og frelse sjelene. – Predikebrødrene streber efter å frelse sjelene ved å preke på forskjellige måter, men de må alle preke av betraktningens overflod og fylde, efter St. Dominikus’ forbillede, han som bare talte med Gud eller om Gud«. Alt dette er tatt fra Ordenens konstitusjoner (art. 1 og 3).

Tredje-Ordenens mål er altså å hjelpe tertiærene til uavlatelig både å betrakte selv og gi andre frukten av sin betraktning efter St. Dominikus’ forbillede.

En tertiær må være en annen St. Dominikus. Det lys han mottar i bønnen, må han gi til andre, og den vesentlige betingelse for selv å motta lys og kunne gi andre lys, det er å være blandt de rene av hjertet som ser Gud følger Lammet hvor hen det går. Tertiærene forkynner Guds Ord fremfor alt ved sitt eksemplariske liv: de er verdens lys, lyset stråler frem fra dem, menneskene ser deres gode gjerninger og priser Faderen som er i himmelen.

Den hellige Katarina fra Siena og den salige Grignion de Montfort regnes blandt de ivrigste apostler som Kirken nogensinde har eiet: de var begge tertiærer i St. Dominikus’ Orden.

Måtte alle våre brødre og søstre i Norge og Danmark og i hele Norden til bunds være St. Dominikus’ barn og efterlignere til sitt fedrelands vel og Kirkens ære!

Hamar.
Maria renselsesfest, 2 februar 1938.

fr. H. D. Béchaux, O.P.

Kildehenvisninger:
[1] Den katolske kirke i Norge : fra kristningen til idag. – Oslo : Aschehoug, 1993. Sitatet er hentet fra s. 294.
[2] Dikterdronningen / Sigrun Slapgard. – Oslo : Gyldendal, 2007. Sitatet er hentet fra s. 336.

Written by Jan Frederik

03.01.2010 at 16:48

Grevindens lille blå

with 2 comments

Vår franske provins utga i 1934 Le Livre d’Heures du Tertiaire de S. Dominique. Denne unnselige lille boken kunne jeg fryde meg over å pakke opp til jul – min kjære kone hadde tilfeldigvis oppdaget den blant noen gamle bøker på et marked. På ryggen står det bare skrevet «Livre d’Heures» – noe som kunne få hvem som helst til å tro at det dreide seg om en ganske alminnelig fransk tidebønnebok. Hvilket lykketreff at hun så nærmere på den!

Til den franske dominikanerprovins hører provinsvikariatet Dacia, som omfatter de nordiske land – Danmark, Norge, Sverige og Finland. De første katolikker i Norden som sluttet seg til St. Dominikus Tredje-Orden, avla sine løfter privat – der fantes ennå intet kapittel her nord som de kunne slutte seg til. Men i 1933 (ifølge Katolsk Minileksikon) var tertiærene åpenbart blitt mange nok i København til at de kunne opprette et kapittel, en fraternitet.

Man så nå et behov for en håndbok også på dansk, og allerede i 1938 utkom St. Dominikus’ Tredie Orden : Haandbog for Tertiarer i Danmark og Norge.

Den praktiske håndboken (ca. 10 x 16 cm) har et Efterskrift som vitner om det store arbeid de må ha lagt i den; les bare:

Efterskrift

Denne Haandbog for danske og norske Tertiarer i Dominikanerordenen er udgivet af københavnske Tertiarer under Ledelse af Grevinde Erikka Scheel og med Hjælp fra Brødre og Søstre i Norge og Danmark.

Manuskriptet er udarbejdet paa Grundlag af forskellige Tertiarhaandbøger paa fremmede Sprog. Den latinske Tekst er laant fra »Le Livre d’Heures du Tertiaire de S. Dominique« (Labergerie, Paris).

Oversættelsen af Davids Salmer bygger paa en Fordanskning af disses hebraiske Tekst, som Sognepræst Hubert Messerschmidt velvilligst har foretaget for nærværende Bogs Skyld. Paa en Del Punkter er denne Fordanskning nærmet til Vulgatas Salmetekst. Det har ikke været tilsigtet at give en videnskabeligt uangribelig Salmeoversættelse, men at byde en letforstaaelig Gengivelse af Salmedigterens Tanke.

Pastor Messerschmidt har yderligere oversat en Del af de andre liturgiske Tekster. For værdifulde Raad takkes Patrene Zoetmulder og Béchaux O. P. og Pater Küpferle S. J. Iøvrigt bæres Ansvaret for Haandbogens Tekst af Redaktør H. D. T. Kiærulff.

Der paatænkes snarest udgivet et Supplement indeholdende dominikanske Hymner, Sekvenser, Antifoner og Salmer med vedføjede Noder.

Manuskriptet paabegyndtes 15. December 1937. Bogens tekniske Fremstilling er foregaaet paa S. L. Møllers Bogtrykkeri i København, og Trykningen afsluttedes April 1938.

Mange takk til J. Wreden O.P., S. Clausen O.P. og Sankt Andreas Bibliotek for utlån, tips og kopier. Dessuten takk til Deichmanske bibliotek som formidlet lån fra Statsbiblioteket i Århus. Fra vår gamle håndbok har jeg tenkt å publisere på denne bloggen meget av det våre avdøde brødre og søstre gjorde så stor en innsats for å skrive ned for over 70 år siden.

«Grevindens lille blå»? Vel, der sto en grevinne bak – og den innbundne utgaven jeg har sett (der en dedikasjon er påført med sirlig håndskrift: «Til Pater A. J. Lutz O.P. med de venligste Hilsner fra HDT. Kiærulff») er nå engang mørk blå (nesten sort), preget med det samme dominikanske merke som vi ser på tittelbladet. En vakker liten bok!

Written by Jan Frederik

02.01.2010 at 20:32