Legdominikaner

800 år under den hellige Dominikus' hvite banner

Posts Tagged ‘H. D. T. Kiærulff T.O.P.

Tertiærene i St. Dominikus’ orden

leave a comment »

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 3 av 3)

Pier Giorgio Frassati

Ogsaa om Tertiarerne i St. Dominikus’ Orden gælder det, at deres Betragtning er Troens Uddybelse for den guddommelige Sandheds egen Skyld. Tertiarerne er ikke allesammen udpræget intellektuelle, selv om det i ikke ringe Grad er netop de intellektuelle Naturer, som 3. Orden tiltrækker. Men det fælles dominikanske Træk i deres Bønsliv er alligevel Sansen for at søge Vej til Gud gennem Resultaterne af den katolske Tænkning.

Tredie Orden kaldes ogsaa en Bodsorden. Ikke alene fordi der maa gøres Bod for vore og Verdens Synder. I Bodskravene, som Reglen nærmere bestemmer, maa man tillige se de Fuldkommenhedsmidler, der for Tertiaren træder i Stedet for Kravene om Fattigdom, Kyskhed og Lydighed. Rettere talt er det ikke Krav, der træder i Stedet for Klosterkravene, men det er de samme Krav i en Udformning, som passer for den, der lever i Verden, erhverver Ejendom, tager til Ægte og er sin egen Herre. Bodskravene maa opfattes som Krav, der hindrer vort Hjerte i at hænge ved de Ting, der bliver vore, Krav, som søger at fjerne os fra det, der er Kødets Lyst og baade vort Ordenslivs og vort Ægteskabs Fjende, og Krav, som paalægger os Viljens Underkastelse under vore foresatte i Kirke og Orden. I samme Grad som Tertiaren forstaar, at han har sin Plads indenfor Kirkens religiøse Stand, vil han være utilbøjelig til at lempe og fortolke Reglens Bodskrav. De kendetegner ham netop som Ordensmand.

Den daglige Officiebøn kendetegner ogsaa Tertiaren som Ordensmand. Den indvier hver af Døgnets Tider til Gud og fører os med Kirkens egne Ord til Betragtning af Gud. Men ved Siden af denne liturgiske Bøn maa der i Tertiarlivet være rigelig Plads til den personlige Bøn, til stille Betragtningsstunder og ikke mindst til Rosenkransen, der er Ordenens Hæder. Den Bøn kan bedes overalt, i alle slags Stemninger, af trætte som af friske, af febersyge som af den klareste Aand. Efter St. Thomas’ Lære kan Bønnens Opmærksomhed enten være rettet mod blot at bede de rette Ord paa rette maade, og det er sand Bøn, eller mod Ordenes Tankevæld, hva der er en højere Grad af Bøn, eller højest af alt, den kan glemme Ordene og Tankerne bag dem og fortabe sig helt i Gud, mens Ordene uænsede bevæger Læberne. Rosenkransen kan bedes paa alle tre Maader og har en egen Kraft til at højne vor Bøn til Opmærksomhed om sin højeste Genstand.

Om Dominikanertertiarens Apostolat behøver man ikke mange Ord. Det er den modne Frugt af et Samfundsliv med Gud. Det kender derfor Maal og Midler. Det bærer et Præg af det vide Udsyn, vundet i Gudsbetragtningen. Det er paa Grund af sit Udspring indstillet paa baade at belære Tankerne og at ruske Viljerne. Derfor har det ogsaa en egen Respekt for Menneskers Frihed, saa sandt som Tanken ikke kan tvinges, men kun ad Frihedens Veje formaas til Medtænken.

Dominikanertertiaren er en Ordensmand, der lever i Verden, d. v. s. i sit Hjem, i sit Sogn og i sit Samfund. Den fuldkomne Kærlighed, som hans Liv skal strømme over med, skal komme disse til Gode. Vil han se, om Jesu Sind afspejler sig i hans, skal han ikke raadspørge sine egne fromme Stemninger, men sine nærmeste, især sin nære Familie. Vel gives der uerkendte Helgener, men ingen, der selv regner sig for saadan. I sit Hjem skal man ikke prædike med Ord, men med Hverdagens Sind; det er sværest, men ogsaa mest ægte. »Veritas« er Ordenens Motto: Sandhed i Gerning som i Ord.

Sit Sogn er Tertiaren en trofast, uærgerrig Hjælper. Sit Samfund skylder han først sit Arbejde paa den Plads, han er sat. Men dernæst ogsaa efter Evne et positivt Arbejde for kristen Moral i Handel og Vandel, i sociale Spørgsmaal, i Kunst og Videnskab, i Fornøjelser, i Politik, d. v. s. overalt, hvor den moderne Verden har glemt den Herre, som for Tertiaren er den første og eneste.

Written by Jordanus

03.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Dominikansk ordensliv

with 2 comments

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 2 av 3)

Sigrid Undset med bokhylle

Omkring en Række af Kirkens store Ordener har der samlet sig Lægfolk, som af de bedste Grunde maatte lade være med at tage Skridtet ind i Klosteret, men som søgte disse Ordeners Vejledning for ude i Verden at leve efter deres Idealer og i deres Aand. Ved at give disse Lægfolk en fast Regel for deres Liv og lade dem aflægge et Løfte om at holde Reglen som Middel til at holde sig i stadig Vandring mod Fuldkommenheden, derved har Kirken optaget dem i den religiøse Stand, i Ordensstanden. Vel lever de ude i Verden, og deres Regel forlanger ikke det samme af dem som en Klosterregel, men mellem Orden og Tredie-Orden er Endemaalet fælles, og de er fælles om at binde sig ved et Løfte og følge en Regel. Desuden er der mellem den bestemte Orden og dens Tertiarer et Fællesskab om Ordenens særlige Aand og særlige Opgaver.

Nogle af Kirkens Ordener har valgt Bønnen til deres særlige Opgave. De ønsker ikke direkte at gribe ind i Menneskelivets Gang. Det overlader de helt til Guds Forsyn. Men deres uafladelige Bøn i Guds Nærhed omformer nok Verdenshistorien paa grundigere Maade end alskens verdslig Kløgt og Beregning. Andre Ordener samler Medlemmer, der er anlagte for et aktivt Arbejde i Kirkens Tjeneste. Mangfoldige som Kirkens lærende og karitative Opgaver er de og deres Flid. Uden dem maatte mange af Kirkens Arbejdsmarker ligge udyrket hen.

En tredie Gruppe af Ordenerne forener Bøn og Aktivitet. Det gør de vel strengt taget alle, da ingen er helt uden ydre Virksomhed, og selvfølgelig ingen uden Bøn. Men denne Gruppe forener Bøn og Aktivitet i en særegen Syntese. De to Livsopgaver er ikke sideordnede og heller ikke underordnede, de er i Virkeligheden en om samme Opgave. Disse Ordeners Medlemmer tager kun Sigte paa det ene: at naa til et intimt Liv i Samfund med Gud. For saavidt er det et Liv i inderlig Betragtning af Guds Aabenbaring. Men ikke en Betragtning, der forbliver fjern fra det direkte Apostolat. Om St. Dominikus, der grundlagde en saadan Orden, fortalte Samtiden, at enten talte han med Gud, eller han talte om Gud. Naar han dybt havde betragtet Gud i Hans Aabenbaring, var han ligesom bristefærdig af Betragtningens Fylde, og saa maatte han forkynde Gud. St. Thomas har formet det samme Forhold i den teologiske Formel »contemplata aliis tradere«: hvad det gælder om er, at Betragtningens Fylde strømmer over og føder et Apostolat, der ikke er Formaalet for den forudgaaende Betragtning, men eet med den. I Gudsbetragtningen læres det nemlig, at Gud er den, om hvem der ikke maa ties. For at prise Guds Navn blev Stjernerne tændt, fik Blomsterne Farve og Fuglene deres Røst. Kun Mennesket er sent til at fatte og lærer først i sin Betragtning af Gud, at Han er den, som hvert Aandedrag maa forkynde.

Dette Forhold mellem Bøn og Aktivitet kendetegner ogsaa de Børn, som St. Dominikus samler sig i sin Tredie Orden. Andetsteds hen søger de, der slet ikke er anlagt for Apostolat. Andetsteds hen søger ogsaa de, der frem for alt og saa snart som muligt vil ud i virksom Aktion. Dominikanerne af Tredie Orden søger allerførst at komme i inderligt Samfund med Gud. Deres Liv er Bønnens og Betragtningens. Men en Dag vil den betragtede Sandhed selv kræve at blive forkyndt, en Dag bliver det umuligt længere at tie med, at Gud er den evige Kærlighed. Hvordan den Forkyndelse sa skal foregaa, om det bliver i Skrift og Tale eller i den uanseligste Form for Næstekærlighed, det vil Forholdene bestemme. Hovedsagen er, at Dominikaneren ikke ser hen til sine egne Evner og Talenter for at kaste sig ud i et eller andet Apostolat, jo før jo heller. Han ser hen til Gud og afventer den Dag, hvor det er Gud selv, der vil forkyndes under den ene eller anden Form.

Betragtningen kan af forskellige Mennesker øves paa forskellig Maade. For nogle har den en stærk Følelsesbetoning. De tager oftest til Genstand for deres Betragtning et digterisk skønt Udtryk for en aabenbaret Sandhed. Andres Betragtning har Præg af den særlige Vægt, de lægger paa Viljeslivet. De søger Betragtningsemner, som giver dem Anledning til at fatte vigtige Beslutninger angaaende deres eget Liv. Dominikanerordenen drager dem, for hvem Følelsen vel har store Tillokkelser og Viljen sine uafviselige Krav, men for hvem det dog især er Sandheden om at gøre. De vil kende Gud. De søger mindre Troens Harmoni og Troens Magt end dens Afgrunde af Viden om den Evige. Derfor er Dominikanerordenen kendt som en »lærd« Orden, en Orden af Teologer.

Written by Jordanus

02.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Forskjellen mellom et ordensliv og et alminnelig kristenliv

leave a comment »

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 1 av 3)

Verso l'alto

Udenfor den katolske Kirke misforstaar man ofte Forskellen mellem et Ordensliv og et almindeligt Kristenliv. Man er klar over, at de katolske Ordenssamfund sætter sig den kristne Fuldkommenhed som Maal. Men saa mener man, at de øvrige Katolikker har et beskednere Maal for deres Liv. At der følgelig er ligesom to slags Kristendom, en fuldstændig og en tillempet Udgave af de kristne Krav. At Kirken altsaa har to forskellige Systemer for kristen Maal og Vægt.

Dette er urigtigt. Kristus har kaldt alle sine Efterfølgere til kristen Fuldkommenhed. Alle har Han sat til Maal at blive fuldkomne som Gud Fader selv. Alle modtager nemlig den samme Daab, som giver dem intet mindre end Lod og Del i Guds egen guddommelige Natur, det vil sige Evner til at hæve sig over det blot menneskelige, til at leve paa et guddommeligt Plan. Naar mange af de bedste Protestanter har fundet Kristendommens ubeskaarne Krav for høje, »over Evne«, maa Katoliken svare, at vist er Kravene over menneskelig Evne, men ikke over de guddommelige Evner, Daaben gav os. Vi er alle kaldet til Kristendommens Fylde, fordi vi alle – Ordensfolk, Præster og Lægfolk – er fælles om Guds fundamentale Gave til os: Delagtigheden i Hans egen Natur.

Forskellen mellem Ordensliv og almindeligt Kristenliv ligger i Valget af de Midler, som Ordensmanden tager i Brug for at naa frem til det fuldkomne kristne Liv. Kristus har selv anvist dem. Det er Fattigdommens, Kyskhedens og Lydighedens Midler, der ikke udgør en ny, højere Form for Fuldkommenhed, men derimod er de ideelle Midler til at fjerne Hindringerne for at naa den ene Fuldkommenhed, som er alles Maal. Fuldkommenhed bestaar ikke i disse tre Ting, men kun i den eneste: Kærlighed. Men vort jordiske Eje, vort kødelige Begær og vor Egenvilje gør det saa svært at fuldkommengøre vor kristne Kærlighed, saa et den, der i Ordensstandens Fattigdom, Kyskhed og Lydighed for bestandig giver Afkald paa Ejendom, Begær og Egenvilje, gaar som ad banet Vej med det fælles maal langt mere synligt for Øjet.

Vel at mærke: kun hvis han kan give Afkald uden at øve Vold mod sig selv. For de fleste vil det være umuligt og vil hævne sig, hvis de alligevel prøver derpaa. Kun den kan vælge Klosterlivets Vej, som kan opfylde Klosterets Krav uden at bryde noget i Stykker inde i sig. Hvis Klosterlivets Fuldkommenhedsmidler ikke egner sig for en af os, vil han i Klosteret spilde sin Kraft under Forsøget paa at mestre dem og tabe Maalet af Syne i Stedet for at faa det nærmere. For nogle af os er Klosterlivets Krav et Middel til at naa Kærlighedens Fylde, for de øvrige vil de kun gøre Vejen til Kærligheden sværere at følge.

Men den Katolik, som ved, at Klosterlivet ikke er for ham, og som alligevel af hele sit Hjerte længes efter at følge Kaldet til Fuldkommenhed, han finder, at der udover det tredobbelte Afkald gives meget i Klosterlivet, som han ikke vil savne i sit eget Liv. Ganske vist er der i det almindelige Kristenliv megen ypperlig Næring at finde for hans Stræben. I mange Slags Broderskaber og ved mange Slags Andagter kan hans religiøse Liv fuldkommengøres. Men i Ordenslivet finder han virkeliggjort det, som er hans egen centrale Livsindstilling. Han er en Kristen, der ikke vil nøjes med et ringere Maal end det højeste. Og selve Ordenslivets Definition skildrer det som et Liv med det højeste som Maal. I Ordensløftet siger et Menneske af egen fri Vilje sit Ja til Guds Fuldkommenhedskrav og indvier sit hele Liv til denne ene og højeste Stræben. Dette Ja og den Indvielse drager et større Antal af Katoliker end dem, der egner sig for Klosteret. For disse mange er Kirkens Tredie-Ordener Stedet, hvor de fuldt ud kan virkeliggøre deres Kald.

Ligesom Samfundet kender forskellige Stænder, taler ogsaa Kirken om Stænder. En Stand er en bestemt, varig Form for menneskelig Tilværelse, karakteriseret ved sit centrale Indhold. Der er Forskel paa Bondestand og Soldaterstand, i Kirken paa Præstestand og Lægmandsstand. Og en saadan Stand er Ordensstanden, som de latinske Sprog kalder den religiøse Stand. Det er den religiøse Stand, fordi dens centrale Indhold er den religiøse Fuldkommenhed. Og det er Ordensstanden, fordi man i denne Stand ikke nøjes med at erkende sit Kald til det fuldkomne, men ved et Løfte og en Regel for sin hele Livsførelse bringer sin Tilværelse i Orden, saa den er helt indstillet paa Maalet: Kærlighedens Fylde.

Written by Jordanus

01.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Broder Dominikus: H. D. T. Kiærulff

leave a comment »

Som nevnt i innlegget om Grevindens lille blå, står H. D. T. Kiærulff som håndbokens redaktør. Helge Kiærulff (1898-1992) var i mange år et kjent navn i det katolske Danmark.

Helge Kiærulff (1898-1992)

Helge Kiærulff (1898-1992)

Nekrologen stod å lese i Katolsk Orientering nr. 14, 1992:

Helge Kjærulff var en alsidig katolik

Tidligere chefredaktør og skoleleder
Tidligere ansvarshavende redaktør for Katolsk Ugeblad og skoleinspektør Helge Kjærulff døde 7. august 94 år gammel. Han blev kendt af de fleste katolikker herhjemme, da han fra 1939 til 1958 redigerede Katolsk Ugeblad.

Også mange kendte Kjærulff som lærer ved sogneskolerne i Bredgade og på Nørrebro i København i 1930’erne. I 1940 blev disse skoler af biskop Suhr slået sammen til Katolsk Centralskole (nu Skt. Ansgars Skole), og Helge Kjærulff blev skoleleder. Her var han de næste 28 år.

Divisionschef og leder af feriekoloni
I 1930’erne var han divisionschef for Hertug Knuds Division, og i en snes år ledede han feriekolonier med sin hustru Rosa for københavnske børn i Friheden i Asserbo.

Han var desuden medstifter af Sankt Jørgens Klub for tidligere elever ved de københavnske sogneskoler og Katolsk Centralskole.

Udover skribent-virksomheden for Katolsk Ugeblad har han skrevet eller oversat adskillige bøger fra forlaget Pauluskredsen.

Han har skrevet skuespil til Katolsk Scene, bl.a. »Alle Slægter«, et Guds Moder festspil. I forbindelse med den store eukaristiske kongres i København i 1932 opførtes også et skuespil fra hans hånd. Skuespillene blev som regel opført i den tidligere Skt. Knuds Skole i Stenosgade.

Den alsidige chefredaktør og skoleleder har desuden kommenteret adskillige radiogudstjenester og oplæst bibeltekster i udsendelser med katolsk kirkemusik.

De hemmelighetsfulle initialer D. og T. stod for hans ordensnavn Dominikus og fermingsnavn Thomas. I nekrologen er det faktum at han var dominikansk tertiær ikke nevnt med et ord. Og slik er det faktisk med alle de gamle tertiærene; ordenslivet var en privatsak som få kjente til og få brydde seg om – og aldri nevnes i nekrologene. Om tertiærer fremstod i den katolske offentlighet i det hele tatt, var det ene og alene som aktive legfolk. Uten noen form for ordensdrakt, så å si.

Sankt Ansgars Skole har lagt ut et galleri av Historiske billeder, der Helge Kiærulff kan sees på flere.

Mange takk til f. Jesper Fich OP (dominikansk sekularprest i Fredriksberg), viceskoleleder Daniel Majholm ved Sankt Ansgars Skole i København, Helge Kiærulffs datter Anne Birgitte Persson, og bibliotekar Kate Toft Madsen ved Sankt Andreas Bibliotek for velvillig assistanse.

Written by Jordanus

30.11.2010 at 11:08