Legdominikaner

Th. A. Zoetmulder, O.P. (1889-1968)

Theodorus Josephus Marie Zoetmulder var født 28. januar 1889 i Schiedam i Holland, sønn av fabrikant Josephus Johannes Zoetmulder og hustru Englina Ludwina Jacora, født Biezenaar. Fra 1901 var han elev ved San. Dominicus Kollegium, og i 1907 trådte han inn hos dominikanerne i Convent van de Koningin van de Allerheiligste Rozenkrans i Huissen ved Arnhem, der han fikk ordensnavnet Antonius (derav underskriften Th. A. Zoetmulder). Presteviet ble han 10. august 1914, og fikk være i Huissen til året etter.

Da familien fikk høre at han skulle sendes til Bornholm, trodde de han skulle til Borneo! Altså ikke helt ulikt det som skjedde med en annen hollender som iallfall mange lesere i Oslo husker, nemlig pater Ronald Hölscher OFM (1928-2009). Han ville jo helst til Ny Guinea – men ble istedet sendt til Norge, der han kom til å være i nesten 50 år.

Den unge pater Zoetmulder ble sendt for å være prest for de polske katolikker på Bornholm, og ankom sitt nye hjemsted – der han skulle komme til å tilbringe de neste 37 årene – den 10. mai 1916. Han lærte seg raskt både dansk og polsk, og kunne således hjelpe polakkene i deres hverdag. Det første katolske kapell (fra 1917 eller 1918) i Aakirkeby lå i Jernbanegade 36.

Grunnstensnedleggelse

I 1929 fikk han ansvaret for hele den katolske menighet på Bornholm, og kapellet ble for lite. Pater Zoetmulder tillempet tegninger fra hjemlandet til danske forhold, og finansierte selv (med blant annet penger fra Nederland) byggingen av en ny kirke i byen. Denne Rosenkranskirke ble innviet 26. juni 1932 – og prydes av et dominikansk kors-skjold over inngangen.

Rosenkranskirke og menighet ved pater Zoetmulders 25-årsjubileum

Pater Zoetmulder ble på Bornholm til 1953. Deretter var han rektor for Sankt Josephs Hospital på Nørrebro i København 1953-56, før han forlot Danmark og returnerte til Nederland. Der ble han ble rektor (kapellan) for dominikanerinnene i Sambeek som tilhørte kongregasjonen Dominicanessen van de H. Catharina van Siëna (Dominicanessen van Voorschoten). Han var i Sambeek frem til sin død 12. desember 1968, og er også begravet der.

Her følger det danske forord til Grevindens lille blå (som han også ga sin Imprimi potest):

Habemus Dominum! Vi har en Herre!

Hvert Menneske er skabt af Gud. Hvor langt et Menneske end ved Synd og ond Vilje er kommet bort fra Guds Faderhus, har det dog haft den Overbevisning: Gud er min Herre. Maaske den kun har aabenbaret sig i en flygtig Tanke, et Strejf af en Følelse, som straks blev kvalt, men Troen lærer os, at ethvert Menneske faar tilstrækkelig Naade til at naa Maalet: Guds Himmel. Og hvorledes skulde det være muligt, uden at dette Menneske har tænkt paa Gud som Skaber og Herre?

Habemus bonum Dominum! Vi har en Herre, som er god!

En Katolik, som i overstrømmende Rigdom har modtaget Guds Naade og faaet Adgang til Guds Kærligheds inderste Helligdom, kan og maa dog ikke nøjes med Erkendelsen: Habemus Dominum. Han maa højere, meget højere op; for ham gælder det: Habemus bonum Dominum! For at opnaa denne levende Overbevisning gælder det først og fremmest om at nærme sig Gud i Ydmyghed og Anger. Vi kan ikke, som saa mange desværre gør det, give os tilfreds med at sige disse Ord, uden at der staar en urokkelig Tro og en brændende Attraa bag dem. Vi har Pligt til at lære Gud at kende, til at uddybe vor Viden om Hans Kærlighed og faderlige Omsorg. Og denne Pligt kan kun opfyldes ved contemplatio, Betragtning. I vor Betragtning skal vi lægge vor Sjæl blot for Guds Aasyn; ingen skjulte Steder, ingen laasede Døre maa spærre Ham Adgang. Selvfølgelig bliver vi forfærdede ved at se os selv, som vi er. Vel har vi stundom haft en Følelse af Intethed og Synd, men vi har det saa hyggeligt med os selv. Tilgivelse for egen Skrøbelighed, Vrangvilje og Lunkenhed er let at opnaa, og vi er ligefrem Mestre i at dysse os selv i Søvn. Alle de andre gør jo det samme, Vor Herre kender min Svaghed og vil ikke dømme mig haardt – samt et Utal af andre Undskyldninger. Nøjes vi med det, er der uvægerligt sat Bom for alt Fremskridt i Sjælelivet og al Vækst i Guds Naade.

Nej, Gud forlanger mere! Han forlanger alt: Han ønsker vort hele Hjerte. Thi Han er og vil kun være vort hele Hjertes Herre. I modsat Fald vil Han spytte os ud af sin Mund. Naar vi holder Kontemplation og skuer ind i vor Sjæl, vil der blive krævet mange Ofre af os: Forsagelse, Brud med det onde, Flugt fra farlig Lejlighed til Synd. Vi ærer os selv at kende som unyttige Tjenere, der kun i Kraft af Guds Naade og i Haab om Hans Barmhjertighed kan arbejde paa vor Sjæls Frelse. I saadanne stille Stunder, hvor vi er alene med Gud og af Hjertets Dyb tør erkende: »Herre, jeg er et syndigt Menneske« – i saadanne Stunder kommer vi ogsaa til at forstaa lidt af Guds Storhed, Faderkærlighed og forbarmende Omsorg. Først da vil vi indse Sandheden af St. Augustins kendte Ord, at Hjertet kun kan finde Hvile hos Gud. Og med Salmisten kan da vort Hjerte istemme Fryderaabet: »Herren er min Styrke og min Sang, og Han blev mig til Frelse!«

Er vort Forhold til Gud hævet op i det rette Plan, vil vi faa Del i den Fred og den Lykke, som Verden ikke kender. Da brænder Sjælen af Nidkærhed for sin egen Frelse og søger med Iver at ubrede Kendskabet om Guds Rige og Hans Retfærdighed. Contemplata aliis tradere! At forkynde det selvoplevede for andre, at arbejde for, at saa mange som muligt maa faa Del i samme Lykke og samme Salighed. Først da forstaar vi den rette Betydning af Herrens Ord: »Du skal elske din Næste som dig selv.« Den fromme Katolik skal jo være Jordens Salt og Verdens Lys; hans Opgave her paa Jorden er at være Apostel, at udbrede Guds Rige og aflægge Vidnesbyrd om, at Gud er en god Herre. Dette skal først og fremmest ske ved Bøn og ved det gode Eksempel: »Lad eders Lys skinne for Menneskene, for at de maa se eders gode Gerninger og prise eders Fader, som er i Himlene«.

Vor hellige Fader Dominikus har forstaaet alt dette til Bunds. Hans Orden arvede hans Valgsprog: contemplata aliis tradere. Og sammen med dette Valgsprog ogsaa vor Faders Forsikring om, at det vil skænke os et Liv med Gud her paa Jorden og evigt Liv med Gud engang i Himlen. Dette ord, denne Devise indeholder hele vor Ordens Program og gælder saavel for Tertiarerne som for Medlemmerne af Første og Anden Orden. Og dette Valgsprog er et ufejlbarligt Middel for os til hele vort Liv igennem at opleve: vi har en Herre, som er god!

Nu da vor Haandbog for Tertiarerne naar frem for Offentligheden, og jeg som 3die Ordens gejstlige Leder i Danmark skal staa Fadder ved den nye Bogs Daab, vil jeg af hele mit Hjerte bede Gud om, at den maa blive til Velsignelse for Sjæle og et Middel i Guds Haand til at kalde mange til vor 3die Orden. Maatte denne Bog blive en Hjælp for dem, som vil vende sig bort fra denne Verdens Tant, og opildne dem til en Dyst for det, som er oventil. Kort sagt: For dem, som allerede hører vor 3die Orden til, og for dem, som senere vil slutte sig til den, være denne Bog en Hjælp og en Kraft til med Profeten David at bevidne: Confitemini Domino, quoniam bonus – Priser Herren, thi Han er god!

Aakirkeby, Bornholm.
St. Raymonds Festdag, 23. Januar 1938.

fr. Th. A. Zoetmulder, O.P.

Mange takk til A. V. Knudsen ved Bornholms Museum som i tillegg til biografiske opplysninger også skaffet til veie bilder fra Aakirkeby Lokalarkiv. Takk også til fr. A. L. Boks O.P. i Huissen for velvillig hjelp til å besvare de spørsmål som bare klosterets arkiv kunne gi svar på.

Oppdatert 06.02.2010: Takk til arkivar J. N. Rasmussen ved bispedømmet i København for å ha funnet ut hva pater Zoetmulder gjorde i København 1953-56.