Legdominikaner

800 år under den hellige Dominikus' hvite banner

Posts Tagged ‘1938dk

Tertiærene i St. Dominikus’ orden

leave a comment »

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 3 av 3)

Pier Giorgio Frassati

Ogsaa om Tertiarerne i St. Dominikus’ Orden gælder det, at deres Betragtning er Troens Uddybelse for den guddommelige Sandheds egen Skyld. Tertiarerne er ikke allesammen udpræget intellektuelle, selv om det i ikke ringe Grad er netop de intellektuelle Naturer, som 3. Orden tiltrækker. Men det fælles dominikanske Træk i deres Bønsliv er alligevel Sansen for at søge Vej til Gud gennem Resultaterne af den katolske Tænkning.

Tredie Orden kaldes ogsaa en Bodsorden. Ikke alene fordi der maa gøres Bod for vore og Verdens Synder. I Bodskravene, som Reglen nærmere bestemmer, maa man tillige se de Fuldkommenhedsmidler, der for Tertiaren træder i Stedet for Kravene om Fattigdom, Kyskhed og Lydighed. Rettere talt er det ikke Krav, der træder i Stedet for Klosterkravene, men det er de samme Krav i en Udformning, som passer for den, der lever i Verden, erhverver Ejendom, tager til Ægte og er sin egen Herre. Bodskravene maa opfattes som Krav, der hindrer vort Hjerte i at hænge ved de Ting, der bliver vore, Krav, som søger at fjerne os fra det, der er Kødets Lyst og baade vort Ordenslivs og vort Ægteskabs Fjende, og Krav, som paalægger os Viljens Underkastelse under vore foresatte i Kirke og Orden. I samme Grad som Tertiaren forstaar, at han har sin Plads indenfor Kirkens religiøse Stand, vil han være utilbøjelig til at lempe og fortolke Reglens Bodskrav. De kendetegner ham netop som Ordensmand.

Den daglige Officiebøn kendetegner ogsaa Tertiaren som Ordensmand. Den indvier hver af Døgnets Tider til Gud og fører os med Kirkens egne Ord til Betragtning af Gud. Men ved Siden af denne liturgiske Bøn maa der i Tertiarlivet være rigelig Plads til den personlige Bøn, til stille Betragtningsstunder og ikke mindst til Rosenkransen, der er Ordenens Hæder. Den Bøn kan bedes overalt, i alle slags Stemninger, af trætte som af friske, af febersyge som af den klareste Aand. Efter St. Thomas’ Lære kan Bønnens Opmærksomhed enten være rettet mod blot at bede de rette Ord paa rette maade, og det er sand Bøn, eller mod Ordenes Tankevæld, hva der er en højere Grad af Bøn, eller højest af alt, den kan glemme Ordene og Tankerne bag dem og fortabe sig helt i Gud, mens Ordene uænsede bevæger Læberne. Rosenkransen kan bedes paa alle tre Maader og har en egen Kraft til at højne vor Bøn til Opmærksomhed om sin højeste Genstand.

Om Dominikanertertiarens Apostolat behøver man ikke mange Ord. Det er den modne Frugt af et Samfundsliv med Gud. Det kender derfor Maal og Midler. Det bærer et Præg af det vide Udsyn, vundet i Gudsbetragtningen. Det er paa Grund af sit Udspring indstillet paa baade at belære Tankerne og at ruske Viljerne. Derfor har det ogsaa en egen Respekt for Menneskers Frihed, saa sandt som Tanken ikke kan tvinges, men kun ad Frihedens Veje formaas til Medtænken.

Dominikanertertiaren er en Ordensmand, der lever i Verden, d. v. s. i sit Hjem, i sit Sogn og i sit Samfund. Den fuldkomne Kærlighed, som hans Liv skal strømme over med, skal komme disse til Gode. Vil han se, om Jesu Sind afspejler sig i hans, skal han ikke raadspørge sine egne fromme Stemninger, men sine nærmeste, især sin nære Familie. Vel gives der uerkendte Helgener, men ingen, der selv regner sig for saadan. I sit Hjem skal man ikke prædike med Ord, men med Hverdagens Sind; det er sværest, men ogsaa mest ægte. »Veritas« er Ordenens Motto: Sandhed i Gerning som i Ord.

Sit Sogn er Tertiaren en trofast, uærgerrig Hjælper. Sit Samfund skylder han først sit Arbejde paa den Plads, han er sat. Men dernæst ogsaa efter Evne et positivt Arbejde for kristen Moral i Handel og Vandel, i sociale Spørgsmaal, i Kunst og Videnskab, i Fornøjelser, i Politik, d. v. s. overalt, hvor den moderne Verden har glemt den Herre, som for Tertiaren er den første og eneste.

Written by Jordanus

03.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Dominikansk ordensliv

with 2 comments

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 2 av 3)

Sigrid Undset med bokhylle

Omkring en Række af Kirkens store Ordener har der samlet sig Lægfolk, som af de bedste Grunde maatte lade være med at tage Skridtet ind i Klosteret, men som søgte disse Ordeners Vejledning for ude i Verden at leve efter deres Idealer og i deres Aand. Ved at give disse Lægfolk en fast Regel for deres Liv og lade dem aflægge et Løfte om at holde Reglen som Middel til at holde sig i stadig Vandring mod Fuldkommenheden, derved har Kirken optaget dem i den religiøse Stand, i Ordensstanden. Vel lever de ude i Verden, og deres Regel forlanger ikke det samme af dem som en Klosterregel, men mellem Orden og Tredie-Orden er Endemaalet fælles, og de er fælles om at binde sig ved et Løfte og følge en Regel. Desuden er der mellem den bestemte Orden og dens Tertiarer et Fællesskab om Ordenens særlige Aand og særlige Opgaver.

Nogle af Kirkens Ordener har valgt Bønnen til deres særlige Opgave. De ønsker ikke direkte at gribe ind i Menneskelivets Gang. Det overlader de helt til Guds Forsyn. Men deres uafladelige Bøn i Guds Nærhed omformer nok Verdenshistorien paa grundigere Maade end alskens verdslig Kløgt og Beregning. Andre Ordener samler Medlemmer, der er anlagte for et aktivt Arbejde i Kirkens Tjeneste. Mangfoldige som Kirkens lærende og karitative Opgaver er de og deres Flid. Uden dem maatte mange af Kirkens Arbejdsmarker ligge udyrket hen.

En tredie Gruppe af Ordenerne forener Bøn og Aktivitet. Det gør de vel strengt taget alle, da ingen er helt uden ydre Virksomhed, og selvfølgelig ingen uden Bøn. Men denne Gruppe forener Bøn og Aktivitet i en særegen Syntese. De to Livsopgaver er ikke sideordnede og heller ikke underordnede, de er i Virkeligheden en om samme Opgave. Disse Ordeners Medlemmer tager kun Sigte paa det ene: at naa til et intimt Liv i Samfund med Gud. For saavidt er det et Liv i inderlig Betragtning af Guds Aabenbaring. Men ikke en Betragtning, der forbliver fjern fra det direkte Apostolat. Om St. Dominikus, der grundlagde en saadan Orden, fortalte Samtiden, at enten talte han med Gud, eller han talte om Gud. Naar han dybt havde betragtet Gud i Hans Aabenbaring, var han ligesom bristefærdig af Betragtningens Fylde, og saa maatte han forkynde Gud. St. Thomas har formet det samme Forhold i den teologiske Formel »contemplata aliis tradere«: hvad det gælder om er, at Betragtningens Fylde strømmer over og føder et Apostolat, der ikke er Formaalet for den forudgaaende Betragtning, men eet med den. I Gudsbetragtningen læres det nemlig, at Gud er den, om hvem der ikke maa ties. For at prise Guds Navn blev Stjernerne tændt, fik Blomsterne Farve og Fuglene deres Røst. Kun Mennesket er sent til at fatte og lærer først i sin Betragtning af Gud, at Han er den, som hvert Aandedrag maa forkynde.

Dette Forhold mellem Bøn og Aktivitet kendetegner ogsaa de Børn, som St. Dominikus samler sig i sin Tredie Orden. Andetsteds hen søger de, der slet ikke er anlagt for Apostolat. Andetsteds hen søger ogsaa de, der frem for alt og saa snart som muligt vil ud i virksom Aktion. Dominikanerne af Tredie Orden søger allerførst at komme i inderligt Samfund med Gud. Deres Liv er Bønnens og Betragtningens. Men en Dag vil den betragtede Sandhed selv kræve at blive forkyndt, en Dag bliver det umuligt længere at tie med, at Gud er den evige Kærlighed. Hvordan den Forkyndelse sa skal foregaa, om det bliver i Skrift og Tale eller i den uanseligste Form for Næstekærlighed, det vil Forholdene bestemme. Hovedsagen er, at Dominikaneren ikke ser hen til sine egne Evner og Talenter for at kaste sig ud i et eller andet Apostolat, jo før jo heller. Han ser hen til Gud og afventer den Dag, hvor det er Gud selv, der vil forkyndes under den ene eller anden Form.

Betragtningen kan af forskellige Mennesker øves paa forskellig Maade. For nogle har den en stærk Følelsesbetoning. De tager oftest til Genstand for deres Betragtning et digterisk skønt Udtryk for en aabenbaret Sandhed. Andres Betragtning har Præg af den særlige Vægt, de lægger paa Viljeslivet. De søger Betragtningsemner, som giver dem Anledning til at fatte vigtige Beslutninger angaaende deres eget Liv. Dominikanerordenen drager dem, for hvem Følelsen vel har store Tillokkelser og Viljen sine uafviselige Krav, men for hvem det dog især er Sandheden om at gøre. De vil kende Gud. De søger mindre Troens Harmoni og Troens Magt end dens Afgrunde af Viden om den Evige. Derfor er Dominikanerordenen kendt som en »lærd« Orden, en Orden af Teologer.

Written by Jordanus

02.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Forskjellen mellom et ordensliv og et alminnelig kristenliv

leave a comment »

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 1 av 3)

Verso l'alto

Udenfor den katolske Kirke misforstaar man ofte Forskellen mellem et Ordensliv og et almindeligt Kristenliv. Man er klar over, at de katolske Ordenssamfund sætter sig den kristne Fuldkommenhed som Maal. Men saa mener man, at de øvrige Katolikker har et beskednere Maal for deres Liv. At der følgelig er ligesom to slags Kristendom, en fuldstændig og en tillempet Udgave af de kristne Krav. At Kirken altsaa har to forskellige Systemer for kristen Maal og Vægt.

Dette er urigtigt. Kristus har kaldt alle sine Efterfølgere til kristen Fuldkommenhed. Alle har Han sat til Maal at blive fuldkomne som Gud Fader selv. Alle modtager nemlig den samme Daab, som giver dem intet mindre end Lod og Del i Guds egen guddommelige Natur, det vil sige Evner til at hæve sig over det blot menneskelige, til at leve paa et guddommeligt Plan. Naar mange af de bedste Protestanter har fundet Kristendommens ubeskaarne Krav for høje, »over Evne«, maa Katoliken svare, at vist er Kravene over menneskelig Evne, men ikke over de guddommelige Evner, Daaben gav os. Vi er alle kaldet til Kristendommens Fylde, fordi vi alle – Ordensfolk, Præster og Lægfolk – er fælles om Guds fundamentale Gave til os: Delagtigheden i Hans egen Natur.

Forskellen mellem Ordensliv og almindeligt Kristenliv ligger i Valget af de Midler, som Ordensmanden tager i Brug for at naa frem til det fuldkomne kristne Liv. Kristus har selv anvist dem. Det er Fattigdommens, Kyskhedens og Lydighedens Midler, der ikke udgør en ny, højere Form for Fuldkommenhed, men derimod er de ideelle Midler til at fjerne Hindringerne for at naa den ene Fuldkommenhed, som er alles Maal. Fuldkommenhed bestaar ikke i disse tre Ting, men kun i den eneste: Kærlighed. Men vort jordiske Eje, vort kødelige Begær og vor Egenvilje gør det saa svært at fuldkommengøre vor kristne Kærlighed, saa et den, der i Ordensstandens Fattigdom, Kyskhed og Lydighed for bestandig giver Afkald paa Ejendom, Begær og Egenvilje, gaar som ad banet Vej med det fælles maal langt mere synligt for Øjet.

Vel at mærke: kun hvis han kan give Afkald uden at øve Vold mod sig selv. For de fleste vil det være umuligt og vil hævne sig, hvis de alligevel prøver derpaa. Kun den kan vælge Klosterlivets Vej, som kan opfylde Klosterets Krav uden at bryde noget i Stykker inde i sig. Hvis Klosterlivets Fuldkommenhedsmidler ikke egner sig for en af os, vil han i Klosteret spilde sin Kraft under Forsøget paa at mestre dem og tabe Maalet af Syne i Stedet for at faa det nærmere. For nogle af os er Klosterlivets Krav et Middel til at naa Kærlighedens Fylde, for de øvrige vil de kun gøre Vejen til Kærligheden sværere at følge.

Men den Katolik, som ved, at Klosterlivet ikke er for ham, og som alligevel af hele sit Hjerte længes efter at følge Kaldet til Fuldkommenhed, han finder, at der udover det tredobbelte Afkald gives meget i Klosterlivet, som han ikke vil savne i sit eget Liv. Ganske vist er der i det almindelige Kristenliv megen ypperlig Næring at finde for hans Stræben. I mange Slags Broderskaber og ved mange Slags Andagter kan hans religiøse Liv fuldkommengøres. Men i Ordenslivet finder han virkeliggjort det, som er hans egen centrale Livsindstilling. Han er en Kristen, der ikke vil nøjes med et ringere Maal end det højeste. Og selve Ordenslivets Definition skildrer det som et Liv med det højeste som Maal. I Ordensløftet siger et Menneske af egen fri Vilje sit Ja til Guds Fuldkommenhedskrav og indvier sit hele Liv til denne ene og højeste Stræben. Dette Ja og den Indvielse drager et større Antal af Katoliker end dem, der egner sig for Klosteret. For disse mange er Kirkens Tredie-Ordener Stedet, hvor de fuldt ud kan virkeliggøre deres Kald.

Ligesom Samfundet kender forskellige Stænder, taler ogsaa Kirken om Stænder. En Stand er en bestemt, varig Form for menneskelig Tilværelse, karakteriseret ved sit centrale Indhold. Der er Forskel paa Bondestand og Soldaterstand, i Kirken paa Præstestand og Lægmandsstand. Og en saadan Stand er Ordensstanden, som de latinske Sprog kalder den religiøse Stand. Det er den religiøse Stand, fordi dens centrale Indhold er den religiøse Fuldkommenhed. Og det er Ordensstanden, fordi man i denne Stand ikke nøjes med at erkende sit Kald til det fuldkomne, men ved et Løfte og en Regel for sin hele Livsførelse bringer sin Tilværelse i Orden, saa den er helt indstillet paa Maalet: Kærlighedens Fylde.

Written by Jordanus

01.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Broder Dominikus: H. D. T. Kiærulff

leave a comment »

Som nevnt i innlegget om Grevindens lille blå, står H. D. T. Kiærulff som håndbokens redaktør. Helge Kiærulff (1898-1992) var i mange år et kjent navn i det katolske Danmark.

Helge Kiærulff (1898-1992)

Helge Kiærulff (1898-1992)

Nekrologen stod å lese i Katolsk Orientering nr. 14, 1992:

Helge Kjærulff var en alsidig katolik

Tidligere chefredaktør og skoleleder
Tidligere ansvarshavende redaktør for Katolsk Ugeblad og skoleinspektør Helge Kjærulff døde 7. august 94 år gammel. Han blev kendt af de fleste katolikker herhjemme, da han fra 1939 til 1958 redigerede Katolsk Ugeblad.

Også mange kendte Kjærulff som lærer ved sogneskolerne i Bredgade og på Nørrebro i København i 1930’erne. I 1940 blev disse skoler af biskop Suhr slået sammen til Katolsk Centralskole (nu Skt. Ansgars Skole), og Helge Kjærulff blev skoleleder. Her var han de næste 28 år.

Divisionschef og leder af feriekoloni
I 1930’erne var han divisionschef for Hertug Knuds Division, og i en snes år ledede han feriekolonier med sin hustru Rosa for københavnske børn i Friheden i Asserbo.

Han var desuden medstifter af Sankt Jørgens Klub for tidligere elever ved de københavnske sogneskoler og Katolsk Centralskole.

Udover skribent-virksomheden for Katolsk Ugeblad har han skrevet eller oversat adskillige bøger fra forlaget Pauluskredsen.

Han har skrevet skuespil til Katolsk Scene, bl.a. »Alle Slægter«, et Guds Moder festspil. I forbindelse med den store eukaristiske kongres i København i 1932 opførtes også et skuespil fra hans hånd. Skuespillene blev som regel opført i den tidligere Skt. Knuds Skole i Stenosgade.

Den alsidige chefredaktør og skoleleder har desuden kommenteret adskillige radiogudstjenester og oplæst bibeltekster i udsendelser med katolsk kirkemusik.

De hemmelighetsfulle initialer D. og T. stod for hans ordensnavn Dominikus og fermingsnavn Thomas. I nekrologen er det faktum at han var dominikansk tertiær ikke nevnt med et ord. Og slik er det faktisk med alle de gamle tertiærene; ordenslivet var en privatsak som få kjente til og få brydde seg om – og aldri nevnes i nekrologene. Om tertiærer fremstod i den katolske offentlighet i det hele tatt, var det ene og alene som aktive legfolk. Uten noen form for ordensdrakt, så å si.

Sankt Ansgars Skole har lagt ut et galleri av Historiske billeder, der Helge Kiærulff kan sees på flere.

Mange takk til f. Jesper Fich OP (dominikansk sekularprest i Fredriksberg), viceskoleleder Daniel Majholm ved Sankt Ansgars Skole i København, Helge Kiærulffs datter Anne Birgitte Persson, og bibliotekar Kate Toft Madsen ved Sankt Andreas Bibliotek for velvillig assistanse.

Written by Jordanus

30.11.2010 at 11:08

St. Thomas’ bønn før studium

with one comment

St. Thomas Aquinas

St. Thomas Aquinas (1225-74)

Idag er det festen for den hellige Thomas Aquinas (1225-1274), skytshelgen for oss dominikanere; for filosofer, teologer, bokselgere, blyantmakere, katolske universiteter, kollegier og skoler, studenter og vitenskapsmenn; for kyskhet, renhet og lærdom; mot storm og lyn. I det hele tatt. Om noen skulle fortelle oss hvordan vi kan be for at våre studier skal bli til velsignelse, hvem bedre enn St. Thomas?

Bøn før Studium

Uudsigelige Skaber! Af Din Visdoms Skatte har Du udvalgt Englenes Kor og i vidunderlig Orden givet dem Plads over alle Himle! Med den ypperste Kunst har Du sammenføjet alle Universets Dele! Værdiges Du, som er Lysets og Visdommens sande Kilde og højeste Udspring, at lade en Straale af Din Klarhed skinne ned i min Forstands Mørke og bortjage Syndens og Uvidenhedens dobbelte Mørke, hvori jeg er født! Du, som gør Børnenes Tunger veltalende, belær min Tunge og læg paa mine Læber Din Velsignelses Naade! Skænk mig Skarpsindighed til at forstaa, hvad jeg læser, Evne til at holde det fast, Lethed og System til at lære, Visdom til at skelne det læstes sande Betydning og rigelig Naade til at udtrykke mig! Bestem over min Indgang! vejled min Fremgang! og fuldend min Udgang! Du, som er sand Gud og sandt Menneske og lever og raader i al Evighed. Amen.

Written by Jordanus

28.01.2010 at 18:47

Pater Zoetmulder på Bornholm og det danske forord

leave a comment »

Th. A. Zoetmulder, O.P. (1889-1968)

Th. A. Zoetmulder, O.P. (1889-1968)

Theodorus Josephus Marie Zoetmulder var født 28. januar 1889 i Schiedam i Holland, sønn av fabrikant Josephus Johannes Zoetmulder og hustru Englina Ludwina Jacora, født Biezenaar. Fra 1901 var han elev ved San. Dominicus Kollegium, og i 1907 trådte han inn hos dominikanerne i Convent van de Koningin van de Allerheiligste Rozenkrans i Huissen ved Arnhem, der han fikk ordensnavnet Antonius (derav underskriften Th. A. Zoetmulder). Presteviet ble han 10. august 1914, og fikk være i Huissen til året etter.

Da familien fikk høre at han skulle sendes til Bornholm, trodde de han skulle til Borneo! Altså ikke helt ulikt det som skjedde med en annen hollender som iallfall mange lesere i Oslo husker, nemlig pater Ronald Hölscher OFM (1928-2009). Han ville jo helst til Ny Guinea – men ble istedet sendt til Norge, der han kom til å være i nesten 50 år.

Den unge pater Zoetmulder ble sendt for å være prest for de polske katolikker på Bornholm, og ankom sitt nye hjemsted – der han skulle komme til å tilbringe de neste 37 årene – den 10. mai 1916. Han lærte seg raskt både dansk og polsk, og kunne således hjelpe polakkene i deres hverdag. Det første katolske kapell (fra 1917 eller 1918) i Aakirkeby lå i Jernbanegade 36.

Grunnstensnedleggelse

Grunnstensnedleggelse

I 1929 fikk han ansvaret for hele den katolske menighet på Bornholm, og kapellet ble for lite. Pater Zoetmulder tillempet tegninger fra hjemlandet til danske forhold, og finansierte selv (med blant annet penger fra Nederland) byggingen av en ny kirke i byen. Denne Rosenkranskirke ble innviet 26. juni 1932 – og prydes av et dominikansk kors-skjold over inngangen.

Rosenkranskirke 1939

Rosenkranskirke og menighet ved pater Zoetmulders 25-årsjubileum

Pater Zoetmulder ble på Bornholm til 1953. Deretter var han rektor for Sankt Josephs Hospital på Nørrebro i København 1953-56, før han forlot Danmark og returnerte til Nederland. Der ble han ble rektor (kapellan) for dominikanerinnene i Sambeek som tilhørte kongregasjonen Dominicanessen van de H. Catharina van Siëna (Dominicanessen van Voorschoten). Han var i Sambeek frem til sin død 12. desember 1968, og er også begravet der.

Her følger det danske forord til Grevindens lille blå (som han også ga sin Imprimi potest):

Habemus Dominum! Vi har en Herre!

Hvert Menneske er skabt af Gud. Hvor langt et Menneske end ved Synd og ond Vilje er kommet bort fra Guds Faderhus, har det dog haft den Overbevisning: Gud er min Herre. Maaske den kun har aabenbaret sig i en flygtig Tanke, et Strejf af en Følelse, som straks blev kvalt, men Troen lærer os, at ethvert Menneske faar tilstrækkelig Naade til at naa Maalet: Guds Himmel. Og hvorledes skulde det være muligt, uden at dette Menneske har tænkt paa Gud som Skaber og Herre?

Habemus bonum Dominum! Vi har en Herre, som er god!

En Katolik, som i overstrømmende Rigdom har modtaget Guds Naade og faaet Adgang til Guds Kærligheds inderste Helligdom, kan og maa dog ikke nøjes med Erkendelsen: Habemus Dominum. Han maa højere, meget højere op; for ham gælder det: Habemus bonum Dominum! For at opnaa denne levende Overbevisning gælder det først og fremmest om at nærme sig Gud i Ydmyghed og Anger. Vi kan ikke, som saa mange desværre gør det, give os tilfreds med at sige disse Ord, uden at der staar en urokkelig Tro og en brændende Attraa bag dem. Vi har Pligt til at lære Gud at kende, til at uddybe vor Viden om Hans Kærlighed og faderlige Omsorg. Og denne Pligt kan kun opfyldes ved contemplatio, Betragtning. I vor Betragtning skal vi lægge vor Sjæl blot for Guds Aasyn; ingen skjulte Steder, ingen laasede Døre maa spærre Ham Adgang. Selvfølgelig bliver vi forfærdede ved at se os selv, som vi er. Vel har vi stundom haft en Følelse af Intethed og Synd, men vi har det saa hyggeligt med os selv. Tilgivelse for egen Skrøbelighed, Vrangvilje og Lunkenhed er let at opnaa, og vi er ligefrem Mestre i at dysse os selv i Søvn. Alle de andre gør jo det samme, Vor Herre kender min Svaghed og vil ikke dømme mig haardt – samt et Utal af andre Undskyldninger. Nøjes vi med det, er der uvægerligt sat Bom for alt Fremskridt i Sjælelivet og al Vækst i Guds Naade.

Nej, Gud forlanger mere! Han forlanger alt: Han ønsker vort hele Hjerte. Thi Han er og vil kun være vort hele Hjertes Herre. I modsat Fald vil Han spytte os ud af sin Mund. Naar vi holder Kontemplation og skuer ind i vor Sjæl, vil der blive krævet mange Ofre af os: Forsagelse, Brud med det onde, Flugt fra farlig Lejlighed til Synd. Vi ærer os selv at kende som unyttige Tjenere, der kun i Kraft af Guds Naade og i Haab om Hans Barmhjertighed kan arbejde paa vor Sjæls Frelse. I saadanne stille Stunder, hvor vi er alene med Gud og af Hjertets Dyb tør erkende: »Herre, jeg er et syndigt Menneske« – i saadanne Stunder kommer vi ogsaa til at forstaa lidt af Guds Storhed, Faderkærlighed og forbarmende Omsorg. Først da vil vi indse Sandheden af St. Augustins kendte Ord, at Hjertet kun kan finde Hvile hos Gud. Og med Salmisten kan da vort Hjerte istemme Fryderaabet: »Herren er min Styrke og min Sang, og Han blev mig til Frelse!«

Er vort Forhold til Gud hævet op i det rette Plan, vil vi faa Del i den Fred og den Lykke, som Verden ikke kender. Da brænder Sjælen af Nidkærhed for sin egen Frelse og søger med Iver at ubrede Kendskabet om Guds Rige og Hans Retfærdighed. Contemplata aliis tradere! At forkynde det selvoplevede for andre, at arbejde for, at saa mange som muligt maa faa Del i samme Lykke og samme Salighed. Først da forstaar vi den rette Betydning af Herrens Ord: »Du skal elske din Næste som dig selv.« Den fromme Katolik skal jo være Jordens Salt og Verdens Lys; hans Opgave her paa Jorden er at være Apostel, at udbrede Guds Rige og aflægge Vidnesbyrd om, at Gud er en god Herre. Dette skal først og fremmest ske ved Bøn og ved det gode Eksempel: »Lad eders Lys skinne for Menneskene, for at de maa se eders gode Gerninger og prise eders Fader, som er i Himlene«.

Vor hellige Fader Dominikus har forstaaet alt dette til Bunds. Hans Orden arvede hans Valgsprog: contemplata aliis tradere. Og sammen med dette Valgsprog ogsaa vor Faders Forsikring om, at det vil skænke os et Liv med Gud her paa Jorden og evigt Liv med Gud engang i Himlen. Dette ord, denne Devise indeholder hele vor Ordens Program og gælder saavel for Tertiarerne som for Medlemmerne af Første og Anden Orden. Og dette Valgsprog er et ufejlbarligt Middel for os til hele vort Liv igennem at opleve: vi har en Herre, som er god!

Nu da vor Haandbog for Tertiarerne naar frem for Offentligheden, og jeg som 3die Ordens gejstlige Leder i Danmark skal staa Fadder ved den nye Bogs Daab, vil jeg af hele mit Hjerte bede Gud om, at den maa blive til Velsignelse for Sjæle og et Middel i Guds Haand til at kalde mange til vor 3die Orden. Maatte denne Bog blive en Hjælp for dem, som vil vende sig bort fra denne Verdens Tant, og opildne dem til en Dyst for det, som er oventil. Kort sagt: For dem, som allerede hører vor 3die Orden til, og for dem, som senere vil slutte sig til den, være denne Bog en Hjælp og en Kraft til med Profeten David at bevidne: Confitemini Domino, quoniam bonus – Priser Herren, thi Han er god!

Aakirkeby, Bornholm.
St. Raymonds Festdag, 23. Januar 1938.

fr. Th. A. Zoetmulder, O.P.

Mange takk til A. V. Knudsen ved Bornholms Museum som i tillegg til biografiske opplysninger også skaffet til veie bilder fra Aakirkeby Lokalarkiv. Takk også til fr. A. L. Boks O.P. i Huissen for velvillig hjelp til å besvare de spørsmål som bare klosterets arkiv kunne gi svar på.

Oppdatert 06.02.2010: Takk til arkivar J. N. Rasmussen ved bispedømmet i København for å ha funnet ut hva pater Zoetmulder gjorde i København 1953-56.

Written by Jordanus

16.01.2010 at 19:23

Pater Béchaux og St. Dominikus’ Tredje Orden

leave a comment »

Om pater Henri-Dominique Béchaux, O.P. (1882-1965) skrev biskop Bernt Eidsvig følgende [1]:

Istedenfor å legge ned, bestemte den franske provins å satse på Norge, og sendte to av sine dyktigste unge patre, Henri-Dominique Béchaux i 1924 og Marie-Gabriel Vanneufville i 1925. Béchaux var en berømt predikant i Frankrike, og også i Oslo kom mange for å høre hans franske prekener. Han slet imidlertid for meget med sproget til å kunne gjøre like sterkt inntrykk med sin forkynnelse på norsk.

H.-D. Béchaux O.P.

H.-D. Béchaux, O.P.

På katolsk.no finnes følgende biografiske opplysninger:

Født i Lille i Frankrike i 1882. Studerte jus i Lille, Bonn og Paris, ble advokat i Paris. Så doktorat i sosialøkonomi (med et arbeid om det irske agrarspørsmål ved begynnelsen av det 19. århundsre). Trådte inn i dominikanerordenen i 1905. Presteviet den 24. juli 1910. Studier i Roma 1910-1913. Sjelesørger i Øst-Frankrike. Sanitetssoldat, så feltprest under verdenskrigen, inntil han ble hardt såret i 1918. I dominikanernes kloster i Nancy 1918-1924.

Det berettes at han ikke akkurat forlot sitt kjære Frankrike med lett hjerte:

Om sommeren ble pater Béchaux sendt til Norge, også fra Nancy. Til tross for bange anelser og endel tårer før avreisen, ble han i Oslo inntil 1938.

Etter 13 år som superior for dominikanerne i Oslo, tjente pater Béchaux sitt siste år i Norge som sogneprest i Hamar før han forlot oss av helsemessige grunner i 1938. Han ble deretter nærmest glemt, og har nok ikke fått den anerkjennelse for sin innsats i Norge som han egentlig fortjener. Blant annet gjorde han sitt for at Katarinahjemmet ble en realitet:

Etter at dominikanerbrødrene etablerte seg i Norge og Neuberggaten i 1921, vokste det frem et ønske om også apostoliske dominikanerinner i Norge. Man hadde lenge i det katolske Norge ønsket seg en katolsk institusjon for unge piker, uansett tro – hjemløse eller studenter. Et slikt apostolat ville også kunne være med på å bygge ned fordommer mot Den katolske kirke.

Da dominikanerinnene i Chatillon utenfor Paris vedtok å stenge et kloster i Belgia, vendte generalpriorinne Mère Dominique Marie Frémont blikket mot Norge. Oslo som universitetsby tiltrakk henne, og hun ville gjerne se sine søstre tilknyttet høyere læreinstitusjoner. Derved lanserte Dominique Marie forslaget om en grunnleggelse i brev til pater Béchaux, prior i Oslo, og skrev blant annet: «For å starte opp i et land hvor vi ikke kan språket, mener jeg det vil være bra å begynne med et pensjonat hvor vi kan ta imot unge piker.» Både prioren og de to medbrødrene samstemte. Også biskop Smit støttet forslaget, under den forutsetning at søstrene selv dekket etableringen.

Et styre opprettet av p. Bechaux, med ham selv som formann og Sigrid Undset som et av medlemmene, besørget all formell kontakt med myndigheter, og brødrene påtok seg eiendomsjakten. Det var banksjef Nils Parmann som fant eiendommen på tre mål i Gjørstadgaten på Majorstuen. Styret hadde oppkalt det nye hjem og kloster etter både Katarina av Siena og Katarina av Sverige, den hellige Birgittas datter.

Sitt siste år i Norge tilbragte han som nevnt som sogneprest i Hamar, men allerede før den tid feiret han messe i Lillehammer (som vel lå innenfor hans sognegrenser) hos Sigrid Undset T.O.P. Sigrun Slapgard skriver [2]:

I peisestuen hadde hun fått spesiallaget et alter, tolv bedestoler var sendt fra Paris, og i kleven hadde hun alt utstyret til katolsk messe i en italiensk renessansekiste. Siden dette var det eneste stedet en kunne komme sammen til katolsk messe på Lillehammer, inviterte hun ofte til kombinert messe og frokost. Da hadde pater Bechaux eller pater Lutz gjerne kommet dagen før og overnattet i det huset som opprinnelig var tiltenkt Svarstad, men som nå bare gikk under navnet Prestehuset.

Fra 1931 til han forlot Norge 9. juli 1938 var pater Béchaux provinsialvikar for dominikanerne i Norge og Sverige (vic. prov. in Norvegia et Svecia). I den egenskap var det han som måtte gi Grevindens lille blå sin imprimi potest før trykking. Det var kanskje derfor han også tok på seg å skrive dens norske forord – ellers hadde jeg kanskje forventet at pater Lutz hadde fått den oppgaven, som bare to år før (1936) hadde fått utarbeidet den norske håndbok fra hvilken jeg allerede har sitert et annet forord?

Tredje-Ordenen er en form for ordensliv, og dens ånd er en ordensånd, og tertiærene må så vidt mulig leve som ordensfolk i verden. St. Dominikus’ Tredje-Orden er en gren av St. Dominikus’ Orden. Ordenens konstitusjoner, sier det uttrykkelig: »St. Dominikus’ Orden består av tre forskjellige grupper, brødre, søstre og tertiærer, både menn og kvinner; deres felles og eneste overhode er Predikebrødreordenens general, under Pavens autoritet« (art. 8).

Men hvad er Predikebrødreordenen?

»Navnet blev gitt Ordenen av pave Innocent III og anerkjent av pave Honorius III som uttalte den profeti at St. Dominikus’ sønner skulde bli troens stridsmenn og verdens sanne lys. – Predikebrødreordenen er særlig blitt innstiftet for å forkynne Guds ord og frelse sjelene. – Predikebrødrene streber efter å frelse sjelene ved å preke på forskjellige måter, men de må alle preke av betraktningens overflod og fylde, efter St. Dominikus’ forbillede, han som bare talte med Gud eller om Gud«. Alt dette er tatt fra Ordenens konstitusjoner (art. 1 og 3).

Tredje-Ordenens mål er altså å hjelpe tertiærene til uavlatelig både å betrakte selv og gi andre frukten av sin betraktning efter St. Dominikus’ forbillede.

En tertiær må være en annen St. Dominikus. Det lys han mottar i bønnen, må han gi til andre, og den vesentlige betingelse for selv å motta lys og kunne gi andre lys, det er å være blandt de rene av hjertet som ser Gud følger Lammet hvor hen det går. Tertiærene forkynner Guds Ord fremfor alt ved sitt eksemplariske liv: de er verdens lys, lyset stråler frem fra dem, menneskene ser deres gode gjerninger og priser Faderen som er i himmelen.

Den hellige Katarina fra Siena og den salige Grignion de Montfort regnes blandt de ivrigste apostler som Kirken nogensinde har eiet: de var begge tertiærer i St. Dominikus’ Orden.

Måtte alle våre brødre og søstre i Norge og Danmark og i hele Norden til bunds være St. Dominikus’ barn og efterlignere til sitt fedrelands vel og Kirkens ære!

Hamar.
Maria renselsesfest, 2 februar 1938.

fr. H. D. Béchaux, O.P.

Kildehenvisninger:
[1] Den katolske kirke i Norge : fra kristningen til idag. – Oslo : Aschehoug, 1993. Sitatet er hentet fra s. 294.
[2] Dikterdronningen / Sigrun Slapgard. – Oslo : Gyldendal, 2007. Sitatet er hentet fra s. 336.

Written by Jordanus

03.01.2010 at 16:48