Legdominikaner

800 år under den hellige Dominikus' hvite banner

Archive for the ‘Kall’ Category

Dominikanere i grenseland – «las fronteras»

with 2 comments

Dominikanerordenens høyeste myndighet er Generalkapitlet, som feires (ja, det heter så!) hvert tredje år. Der revideres Ordenens konstitusjoner, der velges ordensmagisteren (for 9 år), og der vedtas anbefalinger, formaninger og bestemmelser for dominikanere over hele verden.

Ordenens generalkapittel i Avila 1986 [1] minnet om at vårt virke helt fra begynnelsen av har vært orientert mot las fronteras, forpostene, grensene, grenselandene, markene.

38619_421045846380_559451380_4862256_3116633_n

Generalkapitlet minnet alle medlemmer av den dominikanske familie om dette — og identifiserte fem randsoner eller kampsoner, fem misjonsmarker, fem særlige utfordringer der dominikanere oppfordres til å ta opp hansken:

  1. Grenselandet mellom liv og død, der vi utfordrer verden om rettferdighet og fred.
  2. Grenselandet mellom det menneskelige og det umenneskelige, der vi utfordrer samfunnet på vegne av de marginaliserte.
  3. Kristendommens grenseland, der vi utfordrer de ikke-kristne religioner.
  4. Den religiøse erfarings grenseland, der vi utfordrer de sekulære ideologier.
  5. Kirkens grenseland, der vi utfordrer kristne konfesjoner og sekter.

Disse misjonsmarkene er ikke langt borte. Misjonsmarken er her. Vi er mange som daglig beveger oss i de grenseland som Avila-kapitlet nevner, uten å ha valgt det selv — er det ikke vi selv som utfordrer de ikke-troende, så er det disse som utfordrer oss: iblant opplever vi rene stormløp mot Kirken. Det å være katolikk i dagens Norge er krevende, mange av oss er dårlig rustet til å snakke om Skriften, om historie, om filosofi, om teologi, om trosliv og om Kirken. Mange velger å grave seg ned — i tide og utide — fordi de ikke vet hva de skal svare.

Men skyttergravene er intet værende sted, vi må opp og frem! Det dominikanske livs grunnpillarer er bot, bønn og studier [2] — «for alt dette forbereder oss og driver oss til […] det apostoliske liv i ordets fulle forstand, hvor forkynnelsen og undervisningen i Kirkens lære skal flyte fra kontemplasjonens kildevell». [3]

Det hender iblant at mennesker som kommer vandrende inn over grensen, konvertittene, blir våre beste forkynnere. Det er bare å nevne den salige Bartolo Longo (1841-1926) som var satanistprest før han vendte seg bort fra den mørke siden og ble dominikansk tertiær. Intet er umulig for Gud.

Stå da parat! med sannheten som belte om livet, kledd i rettferdigheten som brynje, med beredskap for fredens evangelium som sko på føttene; og fremfor alt, med troens skjold i hånden — for med det kan dere avverge alle den Ondes brennende piler; ta så frelsens hjelm på, og grip Åndens sverd — det vil si, Guds ord!
Be stadig til Gud, og kall på ham på alle måter; be, til enhver tid, som Ånden gir. Vær våkne, vær utholdende, og gå i forbønn for alle de hellige. [4]


[1] Acta Capituli Generalis (1986). I: Istituto Storico Domenicano, Constitutiones et Acta Ordinis Fratrum Praedicatorum. — Berlin : Directmedia, 2002. — ISBN 3-932544-68-4.  (Det aktuelle kapittel har originaltekst på spansk, derfor «fronteras»).

[2] Sal. Hyacinthe-Marie Cormier OP, Instructions for Novices. — [Washington, D.C.] : CreateSpace, 2013. — S. 36. (Noen amerikanske dominikanere på 1960-tallet begynte på eget initiativ å forklare dominikansk spiritualitet til legdominikanere med «the four pillars» — bønn, studier, fellesskap og apostolat — og dette har glidd inn uten at noe generalkapittel har sagt noe, og uten at alle dominikanere har hørt om disse fire søyler. Det er sikkert tilfeldig at fellesskapet — for oss legdominikanere er det først og fremst møtene — har tatt botens plass…)

[3] Constitutio Fundamentalis O.P. §4

[4] Paulus’ brev til efeserne (Ef 6,14-18). I: Det nye testamente / oversatt fra gresk av Erik Gunnes. — Oslo : St. Olav, 1968. — S. 323.

Written by Jan Frederik

31.03.2015 at 11:38

Ordenslivets år 2015 – tradisjon, liv, håp (også for tertiærer!)

leave a comment »

Dere har ikke bare en skinnende historie å se tilbake på og minnes, men ennå en lysende historie å bygge! Se til fremtiden, dit Ånden sender dere for å gjøre enda større ting.

Hvor fagre deres føtter er...

Med disse ord fra den hellige pave Johannes Paul II [1] leder pave Frans oss inn i Ordenslivets år.

Fra første søndag i advent 30. november 2014 til festen for Herrens fremstilling i templet 2. februar 2016 oppfordrer paven oss til å

  1. Se tilbake på vår fortid med takknemlighet, til våre respektive ordeners opprinnelse og historie, så vi kan takke Gud, som har skjenket Kirken så mange gaver som pryder henne og utruster henne til alle slags gode verk.
  2. Være lidenskapelig tilstede i nåtiden, lytte til hva Den Hellige Ånd forteller Kirken idag, virkeliggjøre stadig mer de grunnleggende aspekter ved vårt gudviede liv.
  3. Å omfavne fremtiden med et levende håp, på tross av alle vanskeligheter, trusler og usikkerhet som vi aner, ser og opplever. “Vær ikke redde… for jeg er med dere” (Jer. 1:8)

Men er ikke dette bare ment for de vi tradisjonelt kaller gudviede — klosterfolket, ordensbrødre og ordenssøstre, munker og nonner? Nei, horisonten er videre enn som så, skriver pave Frans i sitt brev [2]. Til Ordenslivets år, til denne feiring og bevisstgjøring av ordenslivet i Kirken, er også vi tertiærer invitert:

I dette brev ønsker jeg ikke å snakke bare til gudviede personer, men også til de legfolk som deler med dem de samme idealer, den samme ånd og sendelse. Enkelte ordenssamfunn har en lang tradisjon med dette, mens andres erfaringer er av nyere dato. Faktisk finner vi omkring hver ordensfamilie, hvert selskap for apostolisk liv, og til og med rundt sekulærinstituttene, en større familie, den “karismatiske familie”. Denne omfatter flere institutter som identifiserer seg med samme karisme, og spesielt troende legfolk som føler seg kallet, nettopp som legfolk, til å ta del i den samme karismatiske virkelighet.

Jeg oppfordrer dere, som legfolk, til å leve dette Ordenslivets år som en nåde som kan gjøre dere mer bevisst den gave som dere selv har mottatt. Feire det med hele deres “familie”, slik at dere kan vokse og svare sammen på det Ånden kaller dere til i dagens samfunn. Ved enkelte anledninger der gudviede menn og kvinner fra forskjellige ordener kommer sammen, sørg for å være tilstede selv også for å gi uttrykk for Guds ene gave. På denne måten vil dere lære å kjenne erfaringer fra andre karismatiske familier, andre legmannsgrupper, og slik få en anledning til gjensidig berikelse og støtte.

[1] Pave Johannes Paul II: Apostolic exhortation Vita Consecrata, 25.03.1996, §110.

[2] Pave Frans: Apostolic letter to all consecrated people on the occasion of the Year of Consecrated Life, 21.11.2014, III. The Horizons of the Year of Consecrated Life.

Written by Jan Frederik

18.01.2015 at 19:32

Publisert i 2013 - : Frans, Kall

Guds barmhjertighet og deres

leave a comment »

Hva søker du? — Guds barmhjertighet og deres.

Med disse ord innledes vårt liv i dominikanerordenen.

Ludovico Brea: Madonna della Misericordia

Ludovico Brea: Madonna della Misericordia

Det katolske kirkes katekisme sier i sitt kapittel om Dydene følgende (nr. 1829):

Kjærlighetens frukter er glede, fred og barmhjertighet; den fører til å gjøre vel og snakke trossøsken til rette; den er velvillig; den vekker gjensidighet og forblir kravløs og storsinnet; den består i vennskap og fellesskap:

Kjærligheten er fullendelsen av all vår gjerning. Den er målet; det er for å nå den at vi løper, det er i møte med den vi løper; når vi når frem, er det i den vi finner hvile.

Vi regner tradisjonelt med syv åndelige og syv legemlige barmhjertighetsgjerninger [1], to nyttige huskelister for vår daglige dont — i familien, i fraterniteten, i Ordenen, i menigheten, på arbeidsplassen, i borettslaget og på internett.

De syv åndelige barmhjertighetsgjerninger (Opera misericordiæ spiritualia) er:

  1. Undervise de uvitende (Docere ignorantes)
  2. Råde de som trenger hjelp (Consilio juvare indigentes)
  3. Trøste de rammede (Consolari afflictos)
  4. Tale synderne til rette (Corrigere peccantes)
  5. Tilgi krenkelser (Remittere offensam)
  6. Bære urett med tålmod (Ferre patienter injurias)
  7. Be for de levende og de døde, og de forfulgte (Orare pro vivis et defunctis, et pro persequentibus)

Med uvitenhet skal man forresten slett ikke (bare) forstå dumhet eller mangel på skolegang — snarere forvirring, #hjernevask, faktisk kunnskapsløshet.

De syv timelige eller legemlige barmhjertighetsgjerninger (Opera misericordiæ temporalia) er:

  1. Mette de sultne (Pascere esurientes)
  2. Gi drikke til de tørste (Potare sitientes)
  3. Kle de nakne (Operire nudos)
  4. Huse de hjemløse (Colligere hospites)
  5. Besøke de syke og de som sitter i fengsel (Visitare infirmos et in carcere detentos)
  6. Løskjøpe fanger (Redimere captivos)
  7. Begrave de døde (Sepelire mortuos)

I Legdominikanernes Regel kommer dette til uttrykk i det personlige oppdrag utad:

(Om den apostoliske sendelse)

5. Etter den hellige Dominikus’ og den hellige Katarina av Sienas eksempel og med andre av våre forgjengere som lysende forbilder på livet i Ordenen og i Kirken finner de styrke i det broderlige fellesskap, fremfor alt ved å vitne om sin tro, være lydhøre overfor behovene hos vår tids mennesker og tjene sannheten.

6. De er lydhøre for hva Kirken i dag særlig legger vekt på i sitt apostolat, og tilskyndes spesielt til å vise sann barmhjertighet overfor alle former for bekymring, forsvare friheten og fremme rettferdighet og fred.

Å tjene sannheten innebærer det pave Benedikt XVI har betegnet som intellektuell velgjørenhet [2]. Bekjempelse av åndsfattigdom møtes som regel med mindre velvilje enn veldedighet for å lindre materiell fattigdom. Man må til en dominikansk håndbok for å finne de åndelige barmhjertighetsgjerninger listet opp før de timelige, om de i det hele tatt er nevnt!

Dominikanerordenens motto er nettopp Veritas — sannhet — et krevende oppdrag i en verden som foretrekker å la spørsmålet «Hva er sannhet?» stå åpent; et oppdrag som krever at vi hengir oss til studier, livslang læring og daglig bønn.

Også fellesskapet innad avhenger av barmhjertighet:

(Om fraternitetslivet)

8. De tilstreber å leve i sant søskenfellesskap i saligprisningenes ånd. Alt etter omstendighetene kommer det til uttrykk i barmhjertighetsgjerninger, ved at de deler det de har med andre, særlig med de fattige og syke, og ved at de ber for de avdøde, slik at de alle alltid skal være av ett hjerte og ett sinn i Gud.

Apropos det å be for de avdøde — vi har felles minne- og bededager for:

  • alle avdøde fedre og mødre til medlemmer av Ordenen (7. februar)
  • alle Ordenens avdøde velgjørere og venner (5. september)
  • alle avdøde brødre og søstre i Ordenen (den dominikanske allesjelersdag, 8. november – 13. november etter dominikansk ritus, 1962-kalenderen)

mens vi til gjengjeld på festen for alle Ordenens hellige, den dominikanske allehelgensdag 7. november (12. november etter dominikansk ritus, 1962-kalenderen), feirer og ber om at de ber for oss.

Den 24. september feirer vi Vår Frue av Barmhjertigheten, som er knyttet til Dominikanerordenens tredje ordensmagister, St. Raimund av Peñafort.

Og idag er Barmhjertighetssøndag — også kalt Miskunnssøndagen. Barmhjertighet er av Gud. Fylt av medynk, ropte vår salige far Dominikus: «Herre, forbarme deg over ditt folk! Hvordan skal det gå med synderne?» [3] Det er langt fra å være et retorisk spørsmål. Svaret er at det i stor grad kommer an på budbringerne, de som er utsendt. Det kommer an på oss. Det kommer an på oss, fordi vi er utsendt. Det er vi som er utsendt!

Forkynn budskapet, og vær alltid på pletten, i tide som i utide. Vis hver og en til rette, snart med strenge ord, snart med oppmuntrende, og med all en lærers tålmodighet og autoritet. For det skal komme en tid da folk ikke lenger orker å lytte til en sunn undervisning, men følger sine egne innfall og skaffer seg en hel hop lærere, efter som ørene klør; og da vil de vende det døve øre til sannheten og lytte til fabler i stedet. Du derimot skal holde deg våken og nøktern, hva som enn hender; bær tålmodig lidelser, gjør din gjerning som evangeliets forkynner, oppfyll alle ditt embedes plikter!  [4]

[1] Libellus precum ad usum fratrum S. Ordinis Prædicatorum. — Romæ : Ad S. Sabinam, 1952

[2] Intellectual charity / Fr. Mario Attard OFM Cap. — I: The Malta Independent, Sunday 20 October 2013

[3] Fra vitnesbyrd om St. Dominikus’ hellighet innsamlet i Toulouse 1233, avlagt av seigneur Guillaume Peyre (Peyronnet), abbed av Saint-Paul i Narbonne. I: «Saint Dominique : la vie apostolique. Textes présentés et annotés par M.-H. Vicaire, o.p. — Paris : Cerf, 1965. — S. 83.

[4] Paulus’ annet brev til Timotheos (2 Tim 4,2-5). I: Det nye testamente / oversatt fra gresk av Erik Gunnes. — Oslo : St. Olav, 1968. — S. 355.

Written by Jan Frederik

26.04.2014 at 18:00

Publisert i Kall, Ordensregel

Tertiærene i St. Dominikus’ orden

leave a comment »

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 3 av 3)

Pier Giorgio Frassati

Ogsaa om Tertiarerne i St. Dominikus’ Orden gælder det, at deres Betragtning er Troens Uddybelse for den guddommelige Sandheds egen Skyld. Tertiarerne er ikke allesammen udpræget intellektuelle, selv om det i ikke ringe Grad er netop de intellektuelle Naturer, som 3. Orden tiltrækker. Men det fælles dominikanske Træk i deres Bønsliv er alligevel Sansen for at søge Vej til Gud gennem Resultaterne af den katolske Tænkning.

Tredie Orden kaldes ogsaa en Bodsorden. Ikke alene fordi der maa gøres Bod for vore og Verdens Synder. I Bodskravene, som Reglen nærmere bestemmer, maa man tillige se de Fuldkommenhedsmidler, der for Tertiaren træder i Stedet for Kravene om Fattigdom, Kyskhed og Lydighed. Rettere talt er det ikke Krav, der træder i Stedet for Klosterkravene, men det er de samme Krav i en Udformning, som passer for den, der lever i Verden, erhverver Ejendom, tager til Ægte og er sin egen Herre. Bodskravene maa opfattes som Krav, der hindrer vort Hjerte i at hænge ved de Ting, der bliver vore, Krav, som søger at fjerne os fra det, der er Kødets Lyst og baade vort Ordenslivs og vort Ægteskabs Fjende, og Krav, som paalægger os Viljens Underkastelse under vore foresatte i Kirke og Orden. I samme Grad som Tertiaren forstaar, at han har sin Plads indenfor Kirkens religiøse Stand, vil han være utilbøjelig til at lempe og fortolke Reglens Bodskrav. De kendetegner ham netop som Ordensmand.

Den daglige Officiebøn kendetegner ogsaa Tertiaren som Ordensmand. Den indvier hver af Døgnets Tider til Gud og fører os med Kirkens egne Ord til Betragtning af Gud. Men ved Siden af denne liturgiske Bøn maa der i Tertiarlivet være rigelig Plads til den personlige Bøn, til stille Betragtningsstunder og ikke mindst til Rosenkransen, der er Ordenens Hæder. Den Bøn kan bedes overalt, i alle slags Stemninger, af trætte som af friske, af febersyge som af den klareste Aand. Efter St. Thomas’ Lære kan Bønnens Opmærksomhed enten være rettet mod blot at bede de rette Ord paa rette maade, og det er sand Bøn, eller mod Ordenes Tankevæld, hva der er en højere Grad af Bøn, eller højest af alt, den kan glemme Ordene og Tankerne bag dem og fortabe sig helt i Gud, mens Ordene uænsede bevæger Læberne. Rosenkransen kan bedes paa alle tre Maader og har en egen Kraft til at højne vor Bøn til Opmærksomhed om sin højeste Genstand.

Om Dominikanertertiarens Apostolat behøver man ikke mange Ord. Det er den modne Frugt af et Samfundsliv med Gud. Det kender derfor Maal og Midler. Det bærer et Præg af det vide Udsyn, vundet i Gudsbetragtningen. Det er paa Grund af sit Udspring indstillet paa baade at belære Tankerne og at ruske Viljerne. Derfor har det ogsaa en egen Respekt for Menneskers Frihed, saa sandt som Tanken ikke kan tvinges, men kun ad Frihedens Veje formaas til Medtænken.

Dominikanertertiaren er en Ordensmand, der lever i Verden, d. v. s. i sit Hjem, i sit Sogn og i sit Samfund. Den fuldkomne Kærlighed, som hans Liv skal strømme over med, skal komme disse til Gode. Vil han se, om Jesu Sind afspejler sig i hans, skal han ikke raadspørge sine egne fromme Stemninger, men sine nærmeste, især sin nære Familie. Vel gives der uerkendte Helgener, men ingen, der selv regner sig for saadan. I sit Hjem skal man ikke prædike med Ord, men med Hverdagens Sind; det er sværest, men ogsaa mest ægte. »Veritas« er Ordenens Motto: Sandhed i Gerning som i Ord.

Sit Sogn er Tertiaren en trofast, uærgerrig Hjælper. Sit Samfund skylder han først sit Arbejde paa den Plads, han er sat. Men dernæst ogsaa efter Evne et positivt Arbejde for kristen Moral i Handel og Vandel, i sociale Spørgsmaal, i Kunst og Videnskab, i Fornøjelser, i Politik, d. v. s. overalt, hvor den moderne Verden har glemt den Herre, som for Tertiaren er den første og eneste.

Written by Jan Frederik

03.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Dominikansk ordensliv

with 2 comments

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 2 av 3)

Sigrid Undset med bokhylle

Omkring en Række af Kirkens store Ordener har der samlet sig Lægfolk, som af de bedste Grunde maatte lade være med at tage Skridtet ind i Klosteret, men som søgte disse Ordeners Vejledning for ude i Verden at leve efter deres Idealer og i deres Aand. Ved at give disse Lægfolk en fast Regel for deres Liv og lade dem aflægge et Løfte om at holde Reglen som Middel til at holde sig i stadig Vandring mod Fuldkommenheden, derved har Kirken optaget dem i den religiøse Stand, i Ordensstanden. Vel lever de ude i Verden, og deres Regel forlanger ikke det samme af dem som en Klosterregel, men mellem Orden og Tredie-Orden er Endemaalet fælles, og de er fælles om at binde sig ved et Løfte og følge en Regel. Desuden er der mellem den bestemte Orden og dens Tertiarer et Fællesskab om Ordenens særlige Aand og særlige Opgaver.

Nogle af Kirkens Ordener har valgt Bønnen til deres særlige Opgave. De ønsker ikke direkte at gribe ind i Menneskelivets Gang. Det overlader de helt til Guds Forsyn. Men deres uafladelige Bøn i Guds Nærhed omformer nok Verdenshistorien paa grundigere Maade end alskens verdslig Kløgt og Beregning. Andre Ordener samler Medlemmer, der er anlagte for et aktivt Arbejde i Kirkens Tjeneste. Mangfoldige som Kirkens lærende og karitative Opgaver er de og deres Flid. Uden dem maatte mange af Kirkens Arbejdsmarker ligge udyrket hen.

En tredie Gruppe af Ordenerne forener Bøn og Aktivitet. Det gør de vel strengt taget alle, da ingen er helt uden ydre Virksomhed, og selvfølgelig ingen uden Bøn. Men denne Gruppe forener Bøn og Aktivitet i en særegen Syntese. De to Livsopgaver er ikke sideordnede og heller ikke underordnede, de er i Virkeligheden en om samme Opgave. Disse Ordeners Medlemmer tager kun Sigte paa det ene: at naa til et intimt Liv i Samfund med Gud. For saavidt er det et Liv i inderlig Betragtning af Guds Aabenbaring. Men ikke en Betragtning, der forbliver fjern fra det direkte Apostolat. Om St. Dominikus, der grundlagde en saadan Orden, fortalte Samtiden, at enten talte han med Gud, eller han talte om Gud. Naar han dybt havde betragtet Gud i Hans Aabenbaring, var han ligesom bristefærdig af Betragtningens Fylde, og saa maatte han forkynde Gud. St. Thomas har formet det samme Forhold i den teologiske Formel »contemplata aliis tradere«: hvad det gælder om er, at Betragtningens Fylde strømmer over og føder et Apostolat, der ikke er Formaalet for den forudgaaende Betragtning, men eet med den. I Gudsbetragtningen læres det nemlig, at Gud er den, om hvem der ikke maa ties. For at prise Guds Navn blev Stjernerne tændt, fik Blomsterne Farve og Fuglene deres Røst. Kun Mennesket er sent til at fatte og lærer først i sin Betragtning af Gud, at Han er den, som hvert Aandedrag maa forkynde.

Dette Forhold mellem Bøn og Aktivitet kendetegner ogsaa de Børn, som St. Dominikus samler sig i sin Tredie Orden. Andetsteds hen søger de, der slet ikke er anlagt for Apostolat. Andetsteds hen søger ogsaa de, der frem for alt og saa snart som muligt vil ud i virksom Aktion. Dominikanerne af Tredie Orden søger allerførst at komme i inderligt Samfund med Gud. Deres Liv er Bønnens og Betragtningens. Men en Dag vil den betragtede Sandhed selv kræve at blive forkyndt, en Dag bliver det umuligt længere at tie med, at Gud er den evige Kærlighed. Hvordan den Forkyndelse sa skal foregaa, om det bliver i Skrift og Tale eller i den uanseligste Form for Næstekærlighed, det vil Forholdene bestemme. Hovedsagen er, at Dominikaneren ikke ser hen til sine egne Evner og Talenter for at kaste sig ud i et eller andet Apostolat, jo før jo heller. Han ser hen til Gud og afventer den Dag, hvor det er Gud selv, der vil forkyndes under den ene eller anden Form.

Betragtningen kan af forskellige Mennesker øves paa forskellig Maade. For nogle har den en stærk Følelsesbetoning. De tager oftest til Genstand for deres Betragtning et digterisk skønt Udtryk for en aabenbaret Sandhed. Andres Betragtning har Præg af den særlige Vægt, de lægger paa Viljeslivet. De søger Betragtningsemner, som giver dem Anledning til at fatte vigtige Beslutninger angaaende deres eget Liv. Dominikanerordenen drager dem, for hvem Følelsen vel har store Tillokkelser og Viljen sine uafviselige Krav, men for hvem det dog især er Sandheden om at gøre. De vil kende Gud. De søger mindre Troens Harmoni og Troens Magt end dens Afgrunde af Viden om den Evige. Derfor er Dominikanerordenen kendt som en »lærd« Orden, en Orden af Teologer.

Written by Jan Frederik

02.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Forskjellen mellom et ordensliv og et alminnelig kristenliv

leave a comment »

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 1 av 3)

Verso l'alto

Udenfor den katolske Kirke misforstaar man ofte Forskellen mellem et Ordensliv og et almindeligt Kristenliv. Man er klar over, at de katolske Ordenssamfund sætter sig den kristne Fuldkommenhed som Maal. Men saa mener man, at de øvrige Katolikker har et beskednere Maal for deres Liv. At der følgelig er ligesom to slags Kristendom, en fuldstændig og en tillempet Udgave af de kristne Krav. At Kirken altsaa har to forskellige Systemer for kristen Maal og Vægt.

Dette er urigtigt. Kristus har kaldt alle sine Efterfølgere til kristen Fuldkommenhed. Alle har Han sat til Maal at blive fuldkomne som Gud Fader selv. Alle modtager nemlig den samme Daab, som giver dem intet mindre end Lod og Del i Guds egen guddommelige Natur, det vil sige Evner til at hæve sig over det blot menneskelige, til at leve paa et guddommeligt Plan. Naar mange af de bedste Protestanter har fundet Kristendommens ubeskaarne Krav for høje, »over Evne«, maa Katoliken svare, at vist er Kravene over menneskelig Evne, men ikke over de guddommelige Evner, Daaben gav os. Vi er alle kaldet til Kristendommens Fylde, fordi vi alle – Ordensfolk, Præster og Lægfolk – er fælles om Guds fundamentale Gave til os: Delagtigheden i Hans egen Natur.

Forskellen mellem Ordensliv og almindeligt Kristenliv ligger i Valget af de Midler, som Ordensmanden tager i Brug for at naa frem til det fuldkomne kristne Liv. Kristus har selv anvist dem. Det er Fattigdommens, Kyskhedens og Lydighedens Midler, der ikke udgør en ny, højere Form for Fuldkommenhed, men derimod er de ideelle Midler til at fjerne Hindringerne for at naa den ene Fuldkommenhed, som er alles Maal. Fuldkommenhed bestaar ikke i disse tre Ting, men kun i den eneste: Kærlighed. Men vort jordiske Eje, vort kødelige Begær og vor Egenvilje gør det saa svært at fuldkommengøre vor kristne Kærlighed, saa et den, der i Ordensstandens Fattigdom, Kyskhed og Lydighed for bestandig giver Afkald paa Ejendom, Begær og Egenvilje, gaar som ad banet Vej med det fælles maal langt mere synligt for Øjet.

Vel at mærke: kun hvis han kan give Afkald uden at øve Vold mod sig selv. For de fleste vil det være umuligt og vil hævne sig, hvis de alligevel prøver derpaa. Kun den kan vælge Klosterlivets Vej, som kan opfylde Klosterets Krav uden at bryde noget i Stykker inde i sig. Hvis Klosterlivets Fuldkommenhedsmidler ikke egner sig for en af os, vil han i Klosteret spilde sin Kraft under Forsøget paa at mestre dem og tabe Maalet af Syne i Stedet for at faa det nærmere. For nogle af os er Klosterlivets Krav et Middel til at naa Kærlighedens Fylde, for de øvrige vil de kun gøre Vejen til Kærligheden sværere at følge.

Men den Katolik, som ved, at Klosterlivet ikke er for ham, og som alligevel af hele sit Hjerte længes efter at følge Kaldet til Fuldkommenhed, han finder, at der udover det tredobbelte Afkald gives meget i Klosterlivet, som han ikke vil savne i sit eget Liv. Ganske vist er der i det almindelige Kristenliv megen ypperlig Næring at finde for hans Stræben. I mange Slags Broderskaber og ved mange Slags Andagter kan hans religiøse Liv fuldkommengøres. Men i Ordenslivet finder han virkeliggjort det, som er hans egen centrale Livsindstilling. Han er en Kristen, der ikke vil nøjes med et ringere Maal end det højeste. Og selve Ordenslivets Definition skildrer det som et Liv med det højeste som Maal. I Ordensløftet siger et Menneske af egen fri Vilje sit Ja til Guds Fuldkommenhedskrav og indvier sit hele Liv til denne ene og højeste Stræben. Dette Ja og den Indvielse drager et større Antal af Katoliker end dem, der egner sig for Klosteret. For disse mange er Kirkens Tredie-Ordener Stedet, hvor de fuldt ud kan virkeliggøre deres Kald.

Ligesom Samfundet kender forskellige Stænder, taler ogsaa Kirken om Stænder. En Stand er en bestemt, varig Form for menneskelig Tilværelse, karakteriseret ved sit centrale Indhold. Der er Forskel paa Bondestand og Soldaterstand, i Kirken paa Præstestand og Lægmandsstand. Og en saadan Stand er Ordensstanden, som de latinske Sprog kalder den religiøse Stand. Det er den religiøse Stand, fordi dens centrale Indhold er den religiøse Fuldkommenhed. Og det er Ordensstanden, fordi man i denne Stand ikke nøjes med at erkende sit Kald til det fuldkomne, men ved et Løfte og en Regel for sin hele Livsførelse bringer sin Tilværelse i Orden, saa den er helt indstillet paa Maalet: Kærlighedens Fylde.

Written by Jan Frederik

01.12.2010 at 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

Pater Zoetmulder på Bornholm og det danske forord

leave a comment »

Th. A. Zoetmulder, O.P. (1889-1968)

Th. A. Zoetmulder, O.P. (1889-1968)

Theodorus Josephus Marie Zoetmulder var født 28. januar 1889 i Schiedam i Holland, sønn av fabrikant Josephus Johannes Zoetmulder og hustru Englina Ludwina Jacora, født Biezenaar. Fra 1901 var han elev ved San. Dominicus Kollegium, og i 1907 trådte han inn hos dominikanerne i Convent van de Koningin van de Allerheiligste Rozenkrans i Huissen ved Arnhem, der han fikk ordensnavnet Antonius (derav underskriften Th. A. Zoetmulder). Presteviet ble han 10. august 1914, og fikk være i Huissen til året etter.

Da familien fikk høre at han skulle sendes til Bornholm, trodde de han skulle til Borneo! Altså ikke helt ulikt det som skjedde med en annen hollender som iallfall mange lesere i Oslo husker, nemlig pater Ronald Hölscher OFM (1928-2009). Han ville jo helst til Ny Guinea – men ble istedet sendt til Norge, der han kom til å være i nesten 50 år.

Den unge pater Zoetmulder ble sendt for å være prest for de polske katolikker på Bornholm, og ankom sitt nye hjemsted – der han skulle komme til å tilbringe de neste 37 årene – den 10. mai 1916. Han lærte seg raskt både dansk og polsk, og kunne således hjelpe polakkene i deres hverdag. Det første katolske kapell (fra 1917 eller 1918) i Aakirkeby lå i Jernbanegade 36.

Grunnstensnedleggelse

Grunnstensnedleggelse

I 1929 fikk han ansvaret for hele den katolske menighet på Bornholm, og kapellet ble for lite. Pater Zoetmulder tillempet tegninger fra hjemlandet til danske forhold, og finansierte selv (med blant annet penger fra Nederland) byggingen av en ny kirke i byen. Denne Rosenkranskirke ble innviet 26. juni 1932 – og prydes av et dominikansk kors-skjold over inngangen.

Rosenkranskirke 1939

Rosenkranskirke og menighet ved pater Zoetmulders 25-årsjubileum

Pater Zoetmulder ble på Bornholm til 1953. Deretter var han rektor for Sankt Josephs Hospital på Nørrebro i København 1953-56, før han forlot Danmark og returnerte til Nederland. Der ble han ble rektor (kapellan) for dominikanerinnene i Sambeek som tilhørte kongregasjonen Dominicanessen van de H. Catharina van Siëna (Dominicanessen van Voorschoten). Han var i Sambeek frem til sin død 12. desember 1968, og er også begravet der.

Her følger det danske forord til Grevindens lille blå (som han også ga sin Imprimi potest):

Habemus Dominum! Vi har en Herre!

Hvert Menneske er skabt af Gud. Hvor langt et Menneske end ved Synd og ond Vilje er kommet bort fra Guds Faderhus, har det dog haft den Overbevisning: Gud er min Herre. Maaske den kun har aabenbaret sig i en flygtig Tanke, et Strejf af en Følelse, som straks blev kvalt, men Troen lærer os, at ethvert Menneske faar tilstrækkelig Naade til at naa Maalet: Guds Himmel. Og hvorledes skulde det være muligt, uden at dette Menneske har tænkt paa Gud som Skaber og Herre?

Habemus bonum Dominum! Vi har en Herre, som er god!

En Katolik, som i overstrømmende Rigdom har modtaget Guds Naade og faaet Adgang til Guds Kærligheds inderste Helligdom, kan og maa dog ikke nøjes med Erkendelsen: Habemus Dominum. Han maa højere, meget højere op; for ham gælder det: Habemus bonum Dominum! For at opnaa denne levende Overbevisning gælder det først og fremmest om at nærme sig Gud i Ydmyghed og Anger. Vi kan ikke, som saa mange desværre gør det, give os tilfreds med at sige disse Ord, uden at der staar en urokkelig Tro og en brændende Attraa bag dem. Vi har Pligt til at lære Gud at kende, til at uddybe vor Viden om Hans Kærlighed og faderlige Omsorg. Og denne Pligt kan kun opfyldes ved contemplatio, Betragtning. I vor Betragtning skal vi lægge vor Sjæl blot for Guds Aasyn; ingen skjulte Steder, ingen laasede Døre maa spærre Ham Adgang. Selvfølgelig bliver vi forfærdede ved at se os selv, som vi er. Vel har vi stundom haft en Følelse af Intethed og Synd, men vi har det saa hyggeligt med os selv. Tilgivelse for egen Skrøbelighed, Vrangvilje og Lunkenhed er let at opnaa, og vi er ligefrem Mestre i at dysse os selv i Søvn. Alle de andre gør jo det samme, Vor Herre kender min Svaghed og vil ikke dømme mig haardt – samt et Utal af andre Undskyldninger. Nøjes vi med det, er der uvægerligt sat Bom for alt Fremskridt i Sjælelivet og al Vækst i Guds Naade.

Nej, Gud forlanger mere! Han forlanger alt: Han ønsker vort hele Hjerte. Thi Han er og vil kun være vort hele Hjertes Herre. I modsat Fald vil Han spytte os ud af sin Mund. Naar vi holder Kontemplation og skuer ind i vor Sjæl, vil der blive krævet mange Ofre af os: Forsagelse, Brud med det onde, Flugt fra farlig Lejlighed til Synd. Vi ærer os selv at kende som unyttige Tjenere, der kun i Kraft af Guds Naade og i Haab om Hans Barmhjertighed kan arbejde paa vor Sjæls Frelse. I saadanne stille Stunder, hvor vi er alene med Gud og af Hjertets Dyb tør erkende: »Herre, jeg er et syndigt Menneske« – i saadanne Stunder kommer vi ogsaa til at forstaa lidt af Guds Storhed, Faderkærlighed og forbarmende Omsorg. Først da vil vi indse Sandheden af St. Augustins kendte Ord, at Hjertet kun kan finde Hvile hos Gud. Og med Salmisten kan da vort Hjerte istemme Fryderaabet: »Herren er min Styrke og min Sang, og Han blev mig til Frelse!«

Er vort Forhold til Gud hævet op i det rette Plan, vil vi faa Del i den Fred og den Lykke, som Verden ikke kender. Da brænder Sjælen af Nidkærhed for sin egen Frelse og søger med Iver at ubrede Kendskabet om Guds Rige og Hans Retfærdighed. Contemplata aliis tradere! At forkynde det selvoplevede for andre, at arbejde for, at saa mange som muligt maa faa Del i samme Lykke og samme Salighed. Først da forstaar vi den rette Betydning af Herrens Ord: »Du skal elske din Næste som dig selv.« Den fromme Katolik skal jo være Jordens Salt og Verdens Lys; hans Opgave her paa Jorden er at være Apostel, at udbrede Guds Rige og aflægge Vidnesbyrd om, at Gud er en god Herre. Dette skal først og fremmest ske ved Bøn og ved det gode Eksempel: »Lad eders Lys skinne for Menneskene, for at de maa se eders gode Gerninger og prise eders Fader, som er i Himlene«.

Vor hellige Fader Dominikus har forstaaet alt dette til Bunds. Hans Orden arvede hans Valgsprog: contemplata aliis tradere. Og sammen med dette Valgsprog ogsaa vor Faders Forsikring om, at det vil skænke os et Liv med Gud her paa Jorden og evigt Liv med Gud engang i Himlen. Dette ord, denne Devise indeholder hele vor Ordens Program og gælder saavel for Tertiarerne som for Medlemmerne af Første og Anden Orden. Og dette Valgsprog er et ufejlbarligt Middel for os til hele vort Liv igennem at opleve: vi har en Herre, som er god!

Nu da vor Haandbog for Tertiarerne naar frem for Offentligheden, og jeg som 3die Ordens gejstlige Leder i Danmark skal staa Fadder ved den nye Bogs Daab, vil jeg af hele mit Hjerte bede Gud om, at den maa blive til Velsignelse for Sjæle og et Middel i Guds Haand til at kalde mange til vor 3die Orden. Maatte denne Bog blive en Hjælp for dem, som vil vende sig bort fra denne Verdens Tant, og opildne dem til en Dyst for det, som er oventil. Kort sagt: For dem, som allerede hører vor 3die Orden til, og for dem, som senere vil slutte sig til den, være denne Bog en Hjælp og en Kraft til med Profeten David at bevidne: Confitemini Domino, quoniam bonus – Priser Herren, thi Han er god!

Aakirkeby, Bornholm.
St. Raymonds Festdag, 23. Januar 1938.

fr. Th. A. Zoetmulder, O.P.

Mange takk til A. V. Knudsen ved Bornholms Museum som i tillegg til biografiske opplysninger også skaffet til veie bilder fra Aakirkeby Lokalarkiv. Takk også til fr. A. L. Boks O.P. i Huissen for velvillig hjelp til å besvare de spørsmål som bare klosterets arkiv kunne gi svar på.

Oppdatert 06.02.2010: Takk til arkivar J. N. Rasmussen ved bispedømmet i København for å ha funnet ut hva pater Zoetmulder gjorde i København 1953-56.

Written by Jan Frederik

16.01.2010 at 19:23

Pater Béchaux og St. Dominikus’ Tredje Orden

leave a comment »

Om pater Henri-Dominique Béchaux, O.P. (1882-1965) skrev biskop Bernt Eidsvig følgende [1]:

Istedenfor å legge ned, bestemte den franske provins å satse på Norge, og sendte to av sine dyktigste unge patre, Henri-Dominique Béchaux i 1924 og Marie-Gabriel Vanneufville i 1925. Béchaux var en berømt predikant i Frankrike, og også i Oslo kom mange for å høre hans franske prekener. Han slet imidlertid for meget med sproget til å kunne gjøre like sterkt inntrykk med sin forkynnelse på norsk.

H.-D. Béchaux O.P.

H.-D. Béchaux, O.P.

På katolsk.no finnes følgende biografiske opplysninger:

Født i Lille i Frankrike i 1882. Studerte jus i Lille, Bonn og Paris, ble advokat i Paris. Så doktorat i sosialøkonomi (med et arbeid om det irske agrarspørsmål ved begynnelsen av det 19. århundsre). Trådte inn i dominikanerordenen i 1905. Presteviet den 24. juli 1910. Studier i Roma 1910-1913. Sjelesørger i Øst-Frankrike. Sanitetssoldat, så feltprest under verdenskrigen, inntil han ble hardt såret i 1918. I dominikanernes kloster i Nancy 1918-1924.

Det berettes at han ikke akkurat forlot sitt kjære Frankrike med lett hjerte:

Om sommeren ble pater Béchaux sendt til Norge, også fra Nancy. Til tross for bange anelser og endel tårer før avreisen, ble han i Oslo inntil 1938.

Etter 13 år som superior for dominikanerne i Oslo, tjente pater Béchaux sitt siste år i Norge som sogneprest i Hamar før han forlot oss av helsemessige grunner i 1938. Han ble deretter nærmest glemt, og har nok ikke fått den anerkjennelse for sin innsats i Norge som han egentlig fortjener. Blant annet gjorde han sitt for at Katarinahjemmet ble en realitet:

Etter at dominikanerbrødrene etablerte seg i Norge og Neuberggaten i 1921, vokste det frem et ønske om også apostoliske dominikanerinner i Norge. Man hadde lenge i det katolske Norge ønsket seg en katolsk institusjon for unge piker, uansett tro – hjemløse eller studenter. Et slikt apostolat ville også kunne være med på å bygge ned fordommer mot Den katolske kirke.

Da dominikanerinnene i Chatillon utenfor Paris vedtok å stenge et kloster i Belgia, vendte generalpriorinne Mère Dominique Marie Frémont blikket mot Norge. Oslo som universitetsby tiltrakk henne, og hun ville gjerne se sine søstre tilknyttet høyere læreinstitusjoner. Derved lanserte Dominique Marie forslaget om en grunnleggelse i brev til pater Béchaux, prior i Oslo, og skrev blant annet: «For å starte opp i et land hvor vi ikke kan språket, mener jeg det vil være bra å begynne med et pensjonat hvor vi kan ta imot unge piker.» Både prioren og de to medbrødrene samstemte. Også biskop Smit støttet forslaget, under den forutsetning at søstrene selv dekket etableringen.

Et styre opprettet av p. Bechaux, med ham selv som formann og Sigrid Undset som et av medlemmene, besørget all formell kontakt med myndigheter, og brødrene påtok seg eiendomsjakten. Det var banksjef Nils Parmann som fant eiendommen på tre mål i Gjørstadgaten på Majorstuen. Styret hadde oppkalt det nye hjem og kloster etter både Katarina av Siena og Katarina av Sverige, den hellige Birgittas datter.

Sitt siste år i Norge tilbragte han som nevnt som sogneprest i Hamar, men allerede før den tid feiret han messe i Lillehammer (som vel lå innenfor hans sognegrenser) hos Sigrid Undset T.O.P. Sigrun Slapgard skriver [2]:

I peisestuen hadde hun fått spesiallaget et alter, tolv bedestoler var sendt fra Paris, og i kleven hadde hun alt utstyret til katolsk messe i en italiensk renessansekiste. Siden dette var det eneste stedet en kunne komme sammen til katolsk messe på Lillehammer, inviterte hun ofte til kombinert messe og frokost. Da hadde pater Bechaux eller pater Lutz gjerne kommet dagen før og overnattet i det huset som opprinnelig var tiltenkt Svarstad, men som nå bare gikk under navnet Prestehuset.

Fra 1931 til han forlot Norge 9. juli 1938 var pater Béchaux provinsialvikar for dominikanerne i Norge og Sverige (vic. prov. in Norvegia et Svecia). I den egenskap var det han som måtte gi Grevindens lille blå sin imprimi potest før trykking. Det var kanskje derfor han også tok på seg å skrive dens norske forord – ellers hadde jeg kanskje forventet at pater Lutz hadde fått den oppgaven, som bare to år før (1936) hadde fått utarbeidet den norske håndbok fra hvilken jeg allerede har sitert et annet forord?

Tredje-Ordenen er en form for ordensliv, og dens ånd er en ordensånd, og tertiærene må så vidt mulig leve som ordensfolk i verden. St. Dominikus’ Tredje-Orden er en gren av St. Dominikus’ Orden. Ordenens konstitusjoner, sier det uttrykkelig: »St. Dominikus’ Orden består av tre forskjellige grupper, brødre, søstre og tertiærer, både menn og kvinner; deres felles og eneste overhode er Predikebrødreordenens general, under Pavens autoritet« (art. 8).

Men hvad er Predikebrødreordenen?

»Navnet blev gitt Ordenen av pave Innocent III og anerkjent av pave Honorius III som uttalte den profeti at St. Dominikus’ sønner skulde bli troens stridsmenn og verdens sanne lys. – Predikebrødreordenen er særlig blitt innstiftet for å forkynne Guds ord og frelse sjelene. – Predikebrødrene streber efter å frelse sjelene ved å preke på forskjellige måter, men de må alle preke av betraktningens overflod og fylde, efter St. Dominikus’ forbillede, han som bare talte med Gud eller om Gud«. Alt dette er tatt fra Ordenens konstitusjoner (art. 1 og 3).

Tredje-Ordenens mål er altså å hjelpe tertiærene til uavlatelig både å betrakte selv og gi andre frukten av sin betraktning efter St. Dominikus’ forbillede.

En tertiær må være en annen St. Dominikus. Det lys han mottar i bønnen, må han gi til andre, og den vesentlige betingelse for selv å motta lys og kunne gi andre lys, det er å være blandt de rene av hjertet som ser Gud følger Lammet hvor hen det går. Tertiærene forkynner Guds Ord fremfor alt ved sitt eksemplariske liv: de er verdens lys, lyset stråler frem fra dem, menneskene ser deres gode gjerninger og priser Faderen som er i himmelen.

Den hellige Katarina fra Siena og den salige Grignion de Montfort regnes blandt de ivrigste apostler som Kirken nogensinde har eiet: de var begge tertiærer i St. Dominikus’ Orden.

Måtte alle våre brødre og søstre i Norge og Danmark og i hele Norden til bunds være St. Dominikus’ barn og efterlignere til sitt fedrelands vel og Kirkens ære!

Hamar.
Maria renselsesfest, 2 februar 1938.

fr. H. D. Béchaux, O.P.

Kildehenvisninger:
[1] Den katolske kirke i Norge : fra kristningen til idag. – Oslo : Aschehoug, 1993. Sitatet er hentet fra s. 294.
[2] Dikterdronningen / Sigrun Slapgard. – Oslo : Gyldendal, 2007. Sitatet er hentet fra s. 336.

Written by Jan Frederik

03.01.2010 at 16:48

Pius XIIs siste tale til dominikanertertiærene

with one comment

Pave Pius XII

Den ærverdige pave Pius XII (1876-1958)

I 1960 utarbeidet tertiærene i København et nytt hefte om og for St. Dominikus Tredje Orden. Da lot man like godt den nylig avdøde pave få første ord:

Pius XIIs sidste tale til dominikanertertiarerne

Castel Gandolfo – 29. august 1958

(En tale holdt på fransk, til Dominikanernes Tredje Ordens 2. Internationale Kongres i Rom august 1958)

… Kirken venter av Dem, at De skal arbejde lige så effektivt med i dag, som den hellige Dominikus gjorde i hine vanskelige tider, da man kæmpede mot katarernes og valdensernes vranglærer. Hans første prediken i Narbonaise var en tilbagevenden til et evangelisk liv i frivillig fattigdom og ydmyghed, og han illustrerede sine ord med sit eksempel ved at leve et liv, der var præget af tålmodighed og kærlig mildhed, og ved instinktivt at tage afstand fra anvendelsen af magtmidler.

De lever i en tid, som er vidne til teknikkens triumf og dens storslåede resultater, en tid, der er præget af mægtige politiske og sociale organisationer, og en tid, hvor de økonomiske forhold med deres uimodståelige svingninger har en afgørende indflytelse på tilværelsen. Uden at lade sig rokke i sin indre ro og med en altid levende bevidsthed om menneskenes åndelige svagheder, som hele dette ydre apparat har svært ved at dække over, tilskynder Kirken sine troende til at styrke deres indre liv ved at acceptere dets strenge, men uomgængelige vilkår.

Eftersom De tilhører en Tredje Orden, har De allerede nu de midler inden for Deres rækkevidde, som kan føre til den fordybelse af Deres kristne liv, som er mere nødvendig end nogen sinde i en verden, der sønderslides af sine egne påfund, og vor opmærksomhed retter sig mod Dem som en udvalgt gruppe lægfolk, der er særlig egnet til at ofre sig for at tjene de vigtigste mål inden for vor tids apostolat.

Kirken formaner Dem til at gå frem i indre kundskab om Gud og hans værk og til at søge at give denne kundskab udtryk på en stadig mere fuldkommen og værdig måde og til stadig at stræbe efter at nå den åndelige modenhed, som er en frugt af den.

… Vi håber inderligt, at mange unge mænd og kvinder, som ikke har kald til ordenslivet, men som alligevel ønsker at leve et mere fuldkomment liv, hvor de helt kan give sig selv, må søge ind i Tredje Ordens rækker. I Tredje Orden vil de, støttet af en regel, der er godkendt af Kirken, og ledet af erfarne åndelige vejledere, få en skoling, som vil hjælpe Dem til at komme Gud nærmere, og som vil bære hellighedens frugter i dem, som den har gjort det i så mange andre. Hvilken energireserve for Katolsk Aktion er ikke en livskraftig Tredje Orden, der består af unge af begge køn og af modne mænd og kvinder, som har erhvervet sig erfaringer og myndighed i deres livsstilling eller gennem udøvelsen af offentlige hverv! Deres indflydelse for det godes sag kan da veje tungt og bidrage meget til Guds riges fremgang i verden af i dag. …

Den fullstendige tekst på fransk (og en engelsk oversettelse) har jeg lagt ut under Mine dokumenter.

Det er nok ikke mange som vet at pave Pius XII – i likhet med Benedikt XV – var dominikansk tertiær. En særlig glede for oss, da, at hans heroiske dyder nylig er blitt anerkjent – annonsert 19. desember 2009 – og han heretter kan omtales som venerabilis, altså som Den ærverdige pave Pius XII.

Således: Ærverdige Pius, be for oss!

Written by Jan Frederik

31.12.2009 at 11:12

Publisert i 1939-1958: Pius XII, Kall

Tagged with ,

Hvem henvender dette lille skrift sig til?

with 2 comments

St. Dominikus kirke anno 1937

St. Dominikus kirke i Oslo anno 1937

Tidsvitner fra fra trettitallets katolske Norge snakket med begeistring og varme om denne tiden; et lite, men sterkt miljø med en sjelden kjærlighet og hengivenhet til Kirken. De var nærmest katolikker på full tid: messe om morgenen, andakt om ettermiddagen. Det var kontroversens tid, slett ikke økumenisk fordragelig. Det katolske lys skulle ikke skjules under en skjeppe, men lyse. I Sigrid Undsets generasjon var det noen få, men målbevisste, katolikker som bar Den katolske kirke oppe. [1]

Den utrettelige pater Ambrosius Joseph Lutz (1875-1955) var en ivrig skribent og vites å ha veiledet den lille gruppe tertiærer i mellomkrigstiden. Det er derfor nærliggende å tro det nettopp er pater Lutz som i 1936 fikk laget den stensilerte håndboken St. Dominikus Tredje-Orden. Bokens forord har samme overskrift som dette innlegg – og siden det uttrykker samme intensjon som jeg har for denne bloggen, innleder jeg like godt med de samme ord:

Hvem henvender dette lille skrift sig til?

1. Til våre brødre og søstre av Sankt Dominikus’ Tredje-Orden; til dem som lever i verden, men som har latt sig hverve under den hellige Dominikus’ hvite banner. De vil her få kjennskap til den Regel som nylig er revidert og anerkjent av den Hellige Stol. Vi håper i dette lille skrift å vise dem den Dominikanske ånd som må fortsette med å besjele våre nidkjære broderskap og vi håper også at det må bli dem et nyttig middel til propaganda.

2. Til alle dem som har hørt den guddommelige Mesters kallen til en større fortrolighet med hans elskelige Hjerte; til alle som har forstått at den kristne fullkommenhet ikke bare er en lodd for munker og nonner i klostrene; til unge menn og unge piker, familiefedre og mødre som forsøker hvorledes de skal kunne nå frem til dette fullkomne liv, uten å forsømme noen av sine kallsplikter. De vil på disse sider finne midlet til å svare på denne Jesu kallen og til å gjøre slutt på alle sine betenkeligheter.

3. Til våre brødre i geistligheten: til sjelesørgerne, til alle prester som i sitt embede har møtt sjeler som var ivrige efter fullkommenhet, eller som hittil selv forgjeves har søkt en åndelige familie som kunde være istand til å være dem en støtte og en hjelp.

Vi tilbyr dem dette middel til helliggjørelse, og vi er lykkelig over å kunne forsikre dem om vårt broderlige samarbeide.

Måtte dette beskjedne arbeide bidra til å øke antallet av dem som ikke er redd for det fullkomne liv.

[1] Basert på minneord over Nanna Margrethe Bliksrud i Broen nr. 1/2009 s. 27.

Written by Jan Frederik

30.12.2009 at 20:17

Publisert i 1922-1939: Pius XI, Kall

Tagged with ,