Legdominikaner

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 1 av 3)

Udenfor den katolske Kirke misforstaar man ofte Forskellen mellem et Ordensliv og et almindeligt Kristenliv. Man er klar over, at de katolske Ordenssamfund sætter sig den kristne Fuldkommenhed som Maal. Men saa mener man, at de øvrige Katolikker har et beskednere Maal for deres Liv. At der følgelig er ligesom to slags Kristendom, en fuldstændig og en tillempet Udgave af de kristne Krav. At Kirken altsaa har to forskellige Systemer for kristen Maal og Vægt.

Dette er urigtigt. Kristus har kaldt alle sine Efterfølgere til kristen Fuldkommenhed. Alle har Han sat til Maal at blive fuldkomne som Gud Fader selv. Alle modtager nemlig den samme Daab, som giver dem intet mindre end Lod og Del i Guds egen guddommelige Natur, det vil sige Evner til at hæve sig over det blot menneskelige, til at leve paa et guddommeligt Plan. Naar mange af de bedste Protestanter har fundet Kristendommens ubeskaarne Krav for høje, »over Evne«, maa Katoliken svare, at vist er Kravene over menneskelig Evne, men ikke over de guddommelige Evner, Daaben gav os. Vi er alle kaldet til Kristendommens Fylde, fordi vi alle – Ordensfolk, Præster og Lægfolk – er fælles om Guds fundamentale Gave til os: Delagtigheden i Hans egen Natur.

Forskellen mellem Ordensliv og almindeligt Kristenliv ligger i Valget af de Midler, som Ordensmanden tager i Brug for at naa frem til det fuldkomne kristne Liv. Kristus har selv anvist dem. Det er Fattigdommens, Kyskhedens og Lydighedens Midler, der ikke udgør en ny, højere Form for Fuldkommenhed, men derimod er de ideelle Midler til at fjerne Hindringerne for at naa den ene Fuldkommenhed, som er alles Maal. Fuldkommenhed bestaar ikke i disse tre Ting, men kun i den eneste: Kærlighed. Men vort jordiske Eje, vort kødelige Begær og vor Egenvilje gør det saa svært at fuldkommengøre vor kristne Kærlighed, saa et den, der i Ordensstandens Fattigdom, Kyskhed og Lydighed for bestandig giver Afkald paa Ejendom, Begær og Egenvilje, gaar som ad banet Vej med det fælles maal langt mere synligt for Øjet.

Vel at mærke: kun hvis han kan give Afkald uden at øve Vold mod sig selv. For de fleste vil det være umuligt og vil hævne sig, hvis de alligevel prøver derpaa. Kun den kan vælge Klosterlivets Vej, som kan opfylde Klosterets Krav uden at bryde noget i Stykker inde i sig. Hvis Klosterlivets Fuldkommenhedsmidler ikke egner sig for en af os, vil han i Klosteret spilde sin Kraft under Forsøget paa at mestre dem og tabe Maalet af Syne i Stedet for at faa det nærmere. For nogle af os er Klosterlivets Krav et Middel til at naa Kærlighedens Fylde, for de øvrige vil de kun gøre Vejen til Kærligheden sværere at følge.

Men den Katolik, som ved, at Klosterlivet ikke er for ham, og som alligevel af hele sit Hjerte længes efter at følge Kaldet til Fuldkommenhed, han finder, at der udover det tredobbelte Afkald gives meget i Klosterlivet, som han ikke vil savne i sit eget Liv. Ganske vist er der i det almindelige Kristenliv megen ypperlig Næring at finde for hans Stræben. I mange Slags Broderskaber og ved mange Slags Andagter kan hans religiøse Liv fuldkommengøres. Men i Ordenslivet finder han virkeliggjort det, som er hans egen centrale Livsindstilling. Han er en Kristen, der ikke vil nøjes med et ringere Maal end det højeste. Og selve Ordenslivets Definition skildrer det som et Liv med det højeste som Maal. I Ordensløftet siger et Menneske af egen fri Vilje sit Ja til Guds Fuldkommenhedskrav og indvier sit hele Liv til denne ene og højeste Stræben. Dette Ja og den Indvielse drager et større Antal af Katoliker end dem, der egner sig for Klosteret. For disse mange er Kirkens Tredie-Ordener Stedet, hvor de fuldt ud kan virkeliggøre deres Kald.

Ligesom Samfundet kender forskellige Stænder, taler ogsaa Kirken om Stænder. En Stand er en bestemt, varig Form for menneskelig Tilværelse, karakteriseret ved sit centrale Indhold. Der er Forskel paa Bondestand og Soldaterstand, i Kirken paa Præstestand og Lægmandsstand. Og en saadan Stand er Ordensstanden, som de latinske Sprog kalder den religiøse Stand. Det er den religiøse Stand, fordi dens centrale Indhold er den religiøse Fuldkommenhed. Og det er Ordensstanden, fordi man i denne Stand ikke nøjes med at erkende sit Kald til det fuldkomne, men ved et Løfte og en Regel for sin hele Livsførelse bringer sin Tilværelse i Orden, saa den er helt indstillet paa Maalet: Kærlighedens Fylde.