Legdominikaner

800 år under den hellige Dominikus' hvite banner

Dominikansk ordensliv

with 2 comments

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 2 av 3)

Sigrid Undset med bokhylle

Omkring en Række af Kirkens store Ordener har der samlet sig Lægfolk, som af de bedste Grunde maatte lade være med at tage Skridtet ind i Klosteret, men som søgte disse Ordeners Vejledning for ude i Verden at leve efter deres Idealer og i deres Aand. Ved at give disse Lægfolk en fast Regel for deres Liv og lade dem aflægge et Løfte om at holde Reglen som Middel til at holde sig i stadig Vandring mod Fuldkommenheden, derved har Kirken optaget dem i den religiøse Stand, i Ordensstanden. Vel lever de ude i Verden, og deres Regel forlanger ikke det samme af dem som en Klosterregel, men mellem Orden og Tredie-Orden er Endemaalet fælles, og de er fælles om at binde sig ved et Løfte og følge en Regel. Desuden er der mellem den bestemte Orden og dens Tertiarer et Fællesskab om Ordenens særlige Aand og særlige Opgaver.

Nogle af Kirkens Ordener har valgt Bønnen til deres særlige Opgave. De ønsker ikke direkte at gribe ind i Menneskelivets Gang. Det overlader de helt til Guds Forsyn. Men deres uafladelige Bøn i Guds Nærhed omformer nok Verdenshistorien paa grundigere Maade end alskens verdslig Kløgt og Beregning. Andre Ordener samler Medlemmer, der er anlagte for et aktivt Arbejde i Kirkens Tjeneste. Mangfoldige som Kirkens lærende og karitative Opgaver er de og deres Flid. Uden dem maatte mange af Kirkens Arbejdsmarker ligge udyrket hen.

En tredie Gruppe af Ordenerne forener Bøn og Aktivitet. Det gør de vel strengt taget alle, da ingen er helt uden ydre Virksomhed, og selvfølgelig ingen uden Bøn. Men denne Gruppe forener Bøn og Aktivitet i en særegen Syntese. De to Livsopgaver er ikke sideordnede og heller ikke underordnede, de er i Virkeligheden en om samme Opgave. Disse Ordeners Medlemmer tager kun Sigte paa det ene: at naa til et intimt Liv i Samfund med Gud. For saavidt er det et Liv i inderlig Betragtning af Guds Aabenbaring. Men ikke en Betragtning, der forbliver fjern fra det direkte Apostolat. Om St. Dominikus, der grundlagde en saadan Orden, fortalte Samtiden, at enten talte han med Gud, eller han talte om Gud. Naar han dybt havde betragtet Gud i Hans Aabenbaring, var han ligesom bristefærdig af Betragtningens Fylde, og saa maatte han forkynde Gud. St. Thomas har formet det samme Forhold i den teologiske Formel »contemplata aliis tradere«: hvad det gælder om er, at Betragtningens Fylde strømmer over og føder et Apostolat, der ikke er Formaalet for den forudgaaende Betragtning, men eet med den. I Gudsbetragtningen læres det nemlig, at Gud er den, om hvem der ikke maa ties. For at prise Guds Navn blev Stjernerne tændt, fik Blomsterne Farve og Fuglene deres Røst. Kun Mennesket er sent til at fatte og lærer først i sin Betragtning af Gud, at Han er den, som hvert Aandedrag maa forkynde.

Dette Forhold mellem Bøn og Aktivitet kendetegner ogsaa de Børn, som St. Dominikus samler sig i sin Tredie Orden. Andetsteds hen søger de, der slet ikke er anlagt for Apostolat. Andetsteds hen søger ogsaa de, der frem for alt og saa snart som muligt vil ud i virksom Aktion. Dominikanerne af Tredie Orden søger allerførst at komme i inderligt Samfund med Gud. Deres Liv er Bønnens og Betragtningens. Men en Dag vil den betragtede Sandhed selv kræve at blive forkyndt, en Dag bliver det umuligt længere at tie med, at Gud er den evige Kærlighed. Hvordan den Forkyndelse sa skal foregaa, om det bliver i Skrift og Tale eller i den uanseligste Form for Næstekærlighed, det vil Forholdene bestemme. Hovedsagen er, at Dominikaneren ikke ser hen til sine egne Evner og Talenter for at kaste sig ud i et eller andet Apostolat, jo før jo heller. Han ser hen til Gud og afventer den Dag, hvor det er Gud selv, der vil forkyndes under den ene eller anden Form.

Betragtningen kan af forskellige Mennesker øves paa forskellig Maade. For nogle har den en stærk Følelsesbetoning. De tager oftest til Genstand for deres Betragtning et digterisk skønt Udtryk for en aabenbaret Sandhed. Andres Betragtning har Præg af den særlige Vægt, de lægger paa Viljeslivet. De søger Betragtningsemner, som giver dem Anledning til at fatte vigtige Beslutninger angaaende deres eget Liv. Dominikanerordenen drager dem, for hvem Følelsen vel har store Tillokkelser og Viljen sine uafviselige Krav, men for hvem det dog især er Sandheden om at gøre. De vil kende Gud. De søger mindre Troens Harmoni og Troens Magt end dens Afgrunde af Viden om den Evige. Derfor er Dominikanerordenen kendt som en »lærd« Orden, en Orden af Teologer.

Written by Jordanus

02.12.2010 kl. 12:00

Publisert i Kall

Tagged with ,

2 kommentar

Subscribe to comments with RSS.

  1. Ja, så godt og enkelt kan det sies!Den perfekte måte å svare de som spør «hvorfor legdominikaner»?

    Elisabeth Maria

    02.12.2010 at 14:59


Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s

%d bloggers like this: