Legdominikaner

800 år under den hellige Dominikus' hvite banner

En hard negl: hoffdame Augusta Ramsing

leave a comment »

Som tidligere antydet, var det ikke vanlig at tertiærer var alminnelig kjent som sådan – like lite som vi nå til dags har oversikt over hvor ofte sidemannen i kirkebenken pleier å gå til skrifte. H. D. T. Kiærulff kjenner vi til fordi han redigerte en tertiær-håndbok; Augusta Marie Utke Ramsing (1875-1959) kjenner vi til fordi salig pater Pierre Grégoire OP (1908-1997; avløste pater Zoetmulder som ansvarlig for tertiærene i Danmark) fortalte det da en forsker forhørte seg om henne i forbindelse med en (forøvrig svært interessant) doktorgradsavhandling om hennes niese sr. Benedicte Ramsing CSJ (1912-1988) [1].

Augusta Ramsing (1875-1959)

Augusta Ramsing (1875-1959)

Hennes nekrolog i Katolsk Ugeblad 34/1959 gir et inntrykk av en dame som legemliggjorde pater Roland Potters ord om at «the true Dominican is to be spiritually as hard as nails» [2]:

En katolsk førerskikkelse

Augusta Utke Ramsing er død

Den 8. august døde fru Ramsing på St. Josefs Hospital i København, 84 år gammel. Dermed er den sidste af de tre ældre, katolske Ramsing-søstre gået bort. De var alle tre førerskikkelser i dansk katolsk kirkeliv i en årrække. De to St. Josefssøstre, Moder Emmanuel og søster Clara, fik deres store gerning indenfor kloster- og skolemurene, medens fru Augusta Ramsing blev en fremragende lægmandsapostel. Hendes livsgerning var, hvad paverne forstår ved Katolsk Aktion.

Augusta Utke Ramsing var datter af en oberst og havde generaler i sin store søskendeflok. De var elve børn i hjemmet. Hun havde selv ikke så lidt af militær lederevne i sig.

Da fru Ramsing konverterede, måtte hun gennemgå meget for sin religiøse overbevisning. Efter længere ophold i Frankrig var hendes første gerning at undervise i Josefssøstrenes skole på Toldbodvej, der senere blev flyttet til Østerbrogade. Hun var en dygtig og lovende lærerinde.

På den tid mistede prins Valdemar sin gemalinde, den afholdte prinsesse Marie. Biskop von Euch bad Augusta Ramsing om at overtage prinsesse Margretes katolske opdragelse. Tilbudet var ærefuldt og en anerkendelse af den unge lærerindes kultur, religiøse viden og liv. Helt let faldt ofret af skolegerningen hende ikke; men hun sagde dog ja til biskoppens bøn. Stillingen som eneste katolik i personalet ved hoffet krævede megen takt og fasthed af den nye hofdame trods al loyalitet fra kongefamiliens og hofetatens side.

Vi, der var børn på den tid, fik indtryk af et smukt forhold mellom den unge prinsesse og hendes moderlige opdragerinde. Prinsesse Margrete lignede nok en del sin mor i sin uforfærdede og muntre gåpåsomhed. Fru Ramsing fortalte mig en gang om hendes rædsel og harme, når prinsessen ved deres cykleture i Dyrehaven kørte ned ad Djævlebakken eller andre bakker i ubevogtede øjeblikke. – Menigheden i Ordrup blev opbygget af prinsessens og hendes hofdames aldrig svigtende kirkegang om søndagen i St. Andreas.

Sammen plejede de to damer sårede soldater i England under første verdenskrig.

Da prinsesse Margrete ikke længere behøvede sin opdragerinde, kastede fru Ramsing sig ind i katolsk aktion. Tilskyndet af fru Bagger i Norge stiftede hofdamen sammen med ligesindede damer Danmarks Katolske Kvinders Forbund (D.K.K.F.) Fru Ramsing blev leder og stadig genvalgt som formand af denne Den Internationale katolske Kvindeligas danske gren i en lille snes år. Her ydede hun sin største indsats. Forbundets mål er at forene alle landets katolske kvindeforeninger, kongregationer for unge piger og damer, pigespejdere o. lign. i en samlet katolsk kvindebevægelse.

Fru R. redigerede det velskrevne Medlemsblad, der kom et par gange om året i ca. 15 år. Bladet bragte orientering vedrørende katolsk kvindesag fra ind- og udland, store referater fra Verdensligaens kongresser og ellers artikler af gode, katolske penneførere i Skandinavien.

D.K.K.F. arrangerede foredrag, stævner, fester og studiekredse, undervisning til kateketgerning og undervisning i huslige fag. Man havde læsekreds og hospitalskreds.

Men især udfoldede fru R. og hendes D.K.K.F. en stor gerning i Trørød. Der oprettedes i Trørødhus Prinsesse Margretes Feriehjem for småpiger. At samle penge til dette hjem og lede det blev fru R.s og hendes opofrende hjælperes store præstation.

Til Trørød kom og kommer stadig småpiger, der ellers ikke ville få nogen ferie på landet. De har været op til 100 i to hold. For mange af dem betyder det en fornyelse af deres katolske liv og deres legemlige sundhed. Mange hundrede kvinder – i dag mødre, bedstemødre eller ordenssøstre – mindes med bevægelse »Plejemor« og hendes små »rødternede«. Fru Ramsing var meget bestemt, men også kærligt forstående. Hun opdrog de små som en mor. Der var altid unge piger til at hjælpe »Tante Auga« med feriebørnene. For alle var prinsesse Margretes besøg en festdag. Hun støttede feriehjemmet med både sit navn og sin dåd.

I Trørødhus holdtes som endnu retræter (stilledage) for unge og ældre kvinder.

D.K.K.F. udgav en Sangbog for danske katolikker og fortsætter at udgive den uundværlige Katolsk Lommekalender. Fru R. var sjælen i alt arbejdet, men hun havde også utrættelige hjælpere og medarbejdere.

Vor Herre Jesus Kristus har forudsagt sine disciple forfølgelse og lidelser. Trods sin uegennyttige, udholdende gerning måtte fru Ramsing også lide frygtelig ved ondsindede angrep. Komisk virker de mange, der ikke kunne tilgive hofdamen, at hun skønt ugift efter fransk skik gjorde krav på fruetitlen.

Fru Ramsing havde sin mening og var ubøjelig i den. Mange har sikkert som jeg selv uden held diskuteret med hende, om hvorvidt menighedsarbejdet skulle være så absolut eksklusivt i grene adskilt etter køn. – Desværre endte fru R.s store gerning i bitterhed. Hun kunne ikke lægge roret om, som man på det tidspunkt ønskede fra oven.

Som et udtryk for den kirkelige øvrigheds anerkendelse af hendes gerning modtog fru Ramsing [11.3.1935] den pavelige orden Pro Ecclesia et Pontifice. Få har bedre fortjent den end hun.

De sidste fem-seks år har Augusta Ramsing lidt et ubeskriveligt martyrium, lænket til sengen med smerter døgnet rundt fra en hoftelidelse.

Er det end en snes år siden, fru Ramsing nedlagde kommandostaven, står hun dog stadig som en af de virkelig store i vort nordiske, katolske arbejde.

Fru Ramsing oversatte og bearbejdede for Pauluskredsen Dom Chautards »Sjælen i apostolatet«. Den lille bog er skrevet ud fra det ideal, som også var hendes: først leve med Gud, bede, betragte og så give af sin overflod.

Vi siger hende tak. Hun hvile i fred!

Olaf Jan Ballin, O.Præm.

Susanne Malchau Dietz kommer med noen supplerende opplysninger i Dansk kvindebiografisk leksikon:

[Augusta R.] voksede op i en søskendeflok på 13 i en kbh.sk militærfamilie. Hun og søstrene Margrethe R. og Hedvig R. blev slægtens udbrydere, fordi de meget mod forældrenes ønske konverterede til katolicismen. AURs interesse for katolicismen opstod, da hun i begyndelsen af 1890’erne sammen med storesøsteren Margrethe hørte en række foredrag af en fransk dominikanerpræst père H. Lange. Margrethe konverterede 1893, hvilket var en social skandale for familien. Bedre blev det ikke, da AUR det følgende år fulgte trop. Det kunne ikke tolereres, og hun blev forvist til Frankrig. Her opholdt hun sig i ti år og blev først kaldt hjem 1904, da faderen lå på sit dødsleje. Hjemkommet underviste hun i fransk på Skt. Joseph Søstrenes pigeskole på Toldbodvej. Tilknytningen til ordenssøstrene medførte, at hun 1909 blev opfordret til at være hofdame for den moderløse katolske prinsesse Margrethe, datter af prins Valdemar og prinsesse Marie af Orléans. AUR påtog sig jobbet og opgav sin lærerindegerning. […]

I 1925 tog hun initiativ til stiftelsen af Danmarks Katolske Kvinders Forbund (DKKF), der var en paraplyorganisation for landets katolske kvindeforeninger og et led i den internationale katolske kvindeliga. […] AUR var formand for DKKF 1925-39, en post, der bl.a. indebar deltagelse i adskillige udenlandske kongresser, hvor hun holdt foredrag om den katolske kvindes stilling i Norden. […]

AUR forblev ugift og derfor var det et paradoks for hendes omverden, at hun efter udnævnelsen til hofdame, og efter fransk skik, gjorde krav på fruetitlen. Hun tilhørte lægordenen Skt. Dominikus’ Tredie Orden, hvis spiritualitet hun levede i overensstemmelse med. Beskrivelser af hende efterlader indtryk af en kompromisløs, stærk og ubøjelig personlighed med ikke så lidt militær lederevne. Hun var hele sit liv aktiv inden for den katolske kirke, hvor hun også påtog sig oversættelsesarbejde af religiøse tekster.

[1] Kærlighed er tjeneste : søster Benedicte Ramsing – en biografi / Susanne Malchau. – Aarhus : Danmarks Sygeplejerskehøjskole, 1998.

[2] A Dominican way / Roland Potter O.P. – London, Blackfriars, 1958. Sitatet er fra side 6.

Mange takk – nok en gang – til bibliotekaren ved Sankt Andreas Bibliotek for vennlig assistanse.

Written by Jordanus

04.12.2010 kl. 12:00

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s

%d bloggere like this: