Legdominikaner

H. D. T. Kiærulff: St. Dominikus’ tredie Orden (del 3 av 3)

Ogsaa om Tertiarerne i St. Dominikus’ Orden gælder det, at deres Betragtning er Troens Uddybelse for den guddommelige Sandheds egen Skyld. Tertiarerne er ikke allesammen udpræget intellektuelle, selv om det i ikke ringe Grad er netop de intellektuelle Naturer, som 3. Orden tiltrækker. Men det fælles dominikanske Træk i deres Bønsliv er alligevel Sansen for at søge Vej til Gud gennem Resultaterne af den katolske Tænkning.

Tredie Orden kaldes ogsaa en Bodsorden. Ikke alene fordi der maa gøres Bod for vore og Verdens Synder. I Bodskravene, som Reglen nærmere bestemmer, maa man tillige se de Fuldkommenhedsmidler, der for Tertiaren træder i Stedet for Kravene om Fattigdom, Kyskhed og Lydighed. Rettere talt er det ikke Krav, der træder i Stedet for Klosterkravene, men det er de samme Krav i en Udformning, som passer for den, der lever i Verden, erhverver Ejendom, tager til Ægte og er sin egen Herre. Bodskravene maa opfattes som Krav, der hindrer vort Hjerte i at hænge ved de Ting, der bliver vore, Krav, som søger at fjerne os fra det, der er Kødets Lyst og baade vort Ordenslivs og vort Ægteskabs Fjende, og Krav, som paalægger os Viljens Underkastelse under vore foresatte i Kirke og Orden. I samme Grad som Tertiaren forstaar, at han har sin Plads indenfor Kirkens religiøse Stand, vil han være utilbøjelig til at lempe og fortolke Reglens Bodskrav. De kendetegner ham netop som Ordensmand.

Den daglige Officiebøn kendetegner ogsaa Tertiaren som Ordensmand. Den indvier hver af Døgnets Tider til Gud og fører os med Kirkens egne Ord til Betragtning af Gud. Men ved Siden af denne liturgiske Bøn maa der i Tertiarlivet være rigelig Plads til den personlige Bøn, til stille Betragtningsstunder og ikke mindst til Rosenkransen, der er Ordenens Hæder. Den Bøn kan bedes overalt, i alle slags Stemninger, af trætte som af friske, af febersyge som af den klareste Aand. Efter St. Thomas’ Lære kan Bønnens Opmærksomhed enten være rettet mod blot at bede de rette Ord paa rette maade, og det er sand Bøn, eller mod Ordenes Tankevæld, hva der er en højere Grad af Bøn, eller højest af alt, den kan glemme Ordene og Tankerne bag dem og fortabe sig helt i Gud, mens Ordene uænsede bevæger Læberne. Rosenkransen kan bedes paa alle tre Maader og har en egen Kraft til at højne vor Bøn til Opmærksomhed om sin højeste Genstand.

Om Dominikanertertiarens Apostolat behøver man ikke mange Ord. Det er den modne Frugt af et Samfundsliv med Gud. Det kender derfor Maal og Midler. Det bærer et Præg af det vide Udsyn, vundet i Gudsbetragtningen. Det er paa Grund af sit Udspring indstillet paa baade at belære Tankerne og at ruske Viljerne. Derfor har det ogsaa en egen Respekt for Menneskers Frihed, saa sandt som Tanken ikke kan tvinges, men kun ad Frihedens Veje formaas til Medtænken.

Dominikanertertiaren er en Ordensmand, der lever i Verden, d. v. s. i sit Hjem, i sit Sogn og i sit Samfund. Den fuldkomne Kærlighed, som hans Liv skal strømme over med, skal komme disse til Gode. Vil han se, om Jesu Sind afspejler sig i hans, skal han ikke raadspørge sine egne fromme Stemninger, men sine nærmeste, især sin nære Familie. Vel gives der uerkendte Helgener, men ingen, der selv regner sig for saadan. I sit Hjem skal man ikke prædike med Ord, men med Hverdagens Sind; det er sværest, men ogsaa mest ægte. »Veritas« er Ordenens Motto: Sandhed i Gerning som i Ord.

Sit Sogn er Tertiaren en trofast, uærgerrig Hjælper. Sit Samfund skylder han først sit Arbejde paa den Plads, han er sat. Men dernæst ogsaa efter Evne et positivt Arbejde for kristen Moral i Handel og Vandel, i sociale Spørgsmaal, i Kunst og Videnskab, i Fornøjelser, i Politik, d. v. s. overalt, hvor den moderne Verden har glemt den Herre, som for Tertiaren er den første og eneste.