Da Edle Wedel-Jarlsberg, f. Rosenørn-Lehn (1860-1921) konverterte, var det i første omgang til bestyrtelse for familien – i annen omgang til inspirasjon. For så konverterte både hennes mor og hennes søstre – og den siste av dem var den yngste, Erikke Rosenørn-Lehn (1871-1945), som siden ble et aktivt medlem av den fransiskanske tredje-orden i Danmark og katolsk skribent. Denne konversjonsberetningen om sin storesøster publiserte hun i Credo – katolsk tidskrift 1929, s. 128-132 og 156-160.

I.

Da jeg første Gang som Katolik besøgte min nu afdøde Søster Edle i hendes Hjem i Rom og med Interesse saa paa Genstande og Billeder, der fandtes paa Borde og Vægge, og som jeg forhen kun havde kastet sky, protesterende Blikke paa, fæstede min Opmærksomhed sig ved et smukt Portræt af en Prælat. Jeg beundrede de fine, karakteristiske Træk og det kloge Blik.

»Det er Kardinal Mermillod«, sagde min Søster; »han er vor Families aandelige Stamfader«, føjede hun spøgefuldt til, »for det var ham, der konverterede Wilhelm og mig som de første af Slægten.« Wilhelm Wedel-Jarlsberg, yngre Søn fra Bogstad i Norge, var hendes Mand, og efter at de to i 1881 var blevne Katolikker, fulgte efterhaanden min Moder og flere andre af Familien. Selv om nogle er gaaet bort i Aarenes Løb, er vi dog nu tolv Katolikker i Slægten.

Edle Wedel-Jarlsberg har i sin Tid paa Tilskyndelse af Kardinal Mermillod nedskrevet sin Konversionshistorie. Den er formet som et Brev til Kardinalen og udgivet sammen med andre Artikler og Afhandlinger i en Piece, trykt i Fribourg, Schweitz; saavidt jeg kan skønne, var Udgiverne de fribourgske Jesuitter.

Hele den lille Skildring er i Sprog og Stil typisk for den unge Forfatterinde, syvogtyve Aar gammel da hun skrev den — og typisk for hende, som hun var og blev ved at være hele sit Liv.

Den er præget af Livsglæde og sprudlende Humor, der som Solstraaler spiller hen over en Baggrund af dyb religiøs Alvor. Maaske tjente hendes lange, intime Samliv med den romerske Befolkning til netop at bevare og udvikle disse Træk hos hende.

Paa Herregaarden Hvidkilde i Sydfyn voksede Edle op, selvsjette af en Søsterflok. Hjemmet og dets hele Atmosfære har jeg beskrevet i »Min Vandrebog« og skal derfor ikke komme med Gentagelser her. Nitten Aar gammel blev Edle gift og ombyttede det stille, tilbagetrukne, ret strengt ledede Liv i Barndomshjemmet med en ubunden Frihed.

Aaret efter Bryllupet rejste hun med sin Mand til Syden for hans Helbreds Skyld. De tog til Korsika. Hun skildrer selv sin aandelige Personlighed paa det Tidspunkt som rettroende protestantisk, fyldt til Randen med alle gængse Usandheder og Vrangforestillinger om den katolske Kirke, om – »den spanske Inkvisition, om Jesuitternes Intriger, om Gregor VII’s Brutalitet, da han lod den ædle Henrik IV forkøle sig ved Kanossa«. Naar man forklarede hende, »at Præsternes Immoralitet, Munkenes Uvidenhed og det almindelige Forfald inden for Katolicismen snart vilde faa hele den romerske Kirkebygning fil at styrte i Grus, saa følte jeg mig lettet, og jeg ønskede brændende, at den skønne Dag vilde oprinde, da Civilisationen skulde trænge frem overalt i det rene Evangeliums Fodspor, hvor Biblen endelig skulde blive gengivet den under det katolske Aag kuede Menneskehed, og hvor man skulde synge Luthers Salmer i Peterskirken, efter at man først havde sendt alle Afgudsbillederne, der nu besudlede den, til Opbevarelse paa Museerne. Kort sagdt drømte jeg om en Gentagelse af, vad der var foregaaet i Danmark paa Reformationstiden.«

Edle nærede en ubestemt Skræk for Katolikker, skønt hun aldrig havde set en saadan. »Jeg havde en saadan Angst for dem, at jeg var ved at faa ondt, den første Gang jeg i en Jernbanekupe i Tyskland kom til at sidde lige over for en katolsk Præst. «

Hun fortsætter: »Forfatteren til Kristi Efterfølgelse siger et Steds, at de, der rejser meget, skal have ondt ved at helliggøre sig. Men disse Ord kan ikke henvendes til Nordens Folk; dem kan man ikke noksom tilraade at rejse, at forlade de Lande, hvor Katolicismen kun eksisterer som et fjernt Minde, at gennemstrejfe katolske Egne og se med egne. Øjne, hvorledes man har ført dem bag Lyset ved at fortælle dem om de katolske Præsters Uvidenhed og Perversitet og om den romerske Kirkes Grufuldheder og Misbrug. Gud var saa naadig at lade mig gøre Erfaringen.«

Det første Skridt paa denne Erfaringens Vej var hendes hyppige Smaabesøg i de altid aabne katolske Kirker i Ajaccio. Paa Bunden af sin Kuffert havde hun ganske vist medbragt en mægtig Bibel, men man faar ikke Indtrykket af, at hun var synderlig hengiven hverken til Brugen af den eller til andre Andagtsovelser. Heller ikke ved sine Besøg i Kirkerne bad hun, »men jeg fornam en vis Sødme i min Sjæl, naar jeg knælede paa det hvide Marmorgulv; jeg følte mig lykkelig, og mit Hjerte var fyldt af Fred, naar jeg havde tilbragt nogle Øjeblikke saaledes. Jeg gentog disse Kirkebesøg saa ofte, at min Mand blev bange og forbød mig dem. Det var en luthersk Præst, M. Courvoisier fra Chaux-de-Fonds, som lagde sig imellem og gjorde min Mand opmærksom paa, at mine Kirkebesøg var ganske ufarlige, han behøvede aldeles ikke at forbyde mig dem. Vedkommende Præst indestod for min lutherske Rettroenhed (jeg disputerede ofte med hans Hustru, som var Kalvinist) og saa fik jeg da Lov at gøre, som jeg vilde.

Paa dette Tidspunkt besøgte jeg det store Nonnekloster, som ligger paa Cours-Grandval. Det var den pureste Nysgerrighed, der førte mig derhen. Jeg ringede paa ved Gitterporten og saa den gode Portnersøster komme mig i Møde for at spørge om mit Ærinde; hun viste mig Klostrets smukke Haver, bugnende af Roser og Liljer, saa førte hun mig ind i Taleværelset og spurgte mig der, om jeg var Katolik.

Den Forfærdelse, som mit benægtende Svar voldte hende, og den Medynk, hun ytrede over for mig, saarede i høj Grad min Forfængelighed. Jeg fortalte hende, at jeg kom fra et Land, hvor man i tre Aarhundreder havde klaret sig uden Katolicismen, og da afløstes hendes Medlidenhed af en saadan Modbydelighed, at hun kun daarligt formaaede at skjule den for mig. Jeg begyndte at føle mig ilde til Mode og sagde hende farvel; hun lovede mig sin Forbøn, en Venlighed jeg skøttede saare lidet om, og glad var jeg, da Gitterporten lukkede sig bag mig.

Mine Venner paa Hotellet havde intet anet om min lille Afstikker og modtog mig ved min Hjemkomst med en Strøm af Bebrejdelser for min Uforsigtighed. ’Tak De Deres Gud, at han har beskærmet Dem’, sagde en anglikansk Præst, og en Kalvinist tilføjede: ‘Hvor kunde det dog falde Dem ind at gøre noget saadant uden vort Vidende! Man kunde jo have ladet Dem forsvinde med det samme!’ En tredie fortsatte: ’De vilde ikke have været det første Offer. Ved De virkelig ikke, at der i de katolske Klostre er vidtstrakte underjordiske Rum? Jeg har personlig kendt flere Mennesker, der som De nu i Dag har vovet sig ind paa slige Steder og der er blevet holdt tilbage i fugtige og kolde Fængsler. Man aftvang dem paa denne Maade ved Sult og ilde Behandling et Frafald fra deres Religion.’

Jeg lyttede ganske lamslaaet til disse erfarne Personers Skrøner og vovede mig ikke oftere alene ind i Klostrene. Jeg blev endogsaa temmelig ligegyldig over for Katolicismen; min Nyfigenhed var tilfredsstillet, og jeg beskæftigede mig kun med den katolske Religion for at gøre Nar ad den, naar Lejlighed gaves. Det lidet, jeg havde set, havde givet mig den Forvisning, at jeg kendte den til Bunds, og at min overlegne Oplysthed gjorde den til en for mig saare ufarlig Modstander. Saadan var mine Følelser, da jeg i 1881 tilbragte Somren i Schweitz.

Der er dem, som i Ensomheden og Betragtningsbønnen bereder sig til at høre Guds Røst; for mit Ved-kommende var Forholdene anderledes. Vi boede paa det smukke Hotel de Russie lige for Saint-Pierre. Taarnene, Søen og Mont-Blanc; Genève var som altid Mødestedet for de Mennesker. Ved det store Table d’hôte saas Englændere, Amerikanere, Spaniere og Tyrker Side om Side. Min Plads var ved Siden af en polsk Familie, som viste mig en virkelig rørende Godhed. Grevinde Mülinen, som jeg nu kalder for min kære Gudmoder, var en ivrig Katolik, men hun talte altid hensynsfuldt om mine religiøse Synspunkter og prøvede aldrig at øve Indflydelse paa mig til Fordel for sin egen Tro. Vi talte altid om Religion sammen, naar Herrerne om Aftenen trak sig tilbage til Rygeværelset, for jeg har stedse været i Besiddelse af en stor Videbegærlighed, og jeg elskede at høre Grevinden fortælle og forklare. Hun var ikke blot overordentlig kundskabsrig men ogsaa meget aandfuld, forstandig og dertil en fuldendt Verdensdame. Hun undgik alt, hvad der kunde have skurret i mine protestantiske Ører. Hendes Godhed, Mildhed og Elskværdighed var allerede i sig selv en veltalende Prædiken for mig til Gunst for hendes Religion.

Hendes Søn, den unge Mülinen, var mindre overbærende og tilbageholdende. Han vred sig af Latter, naar jeg fremkom med de Uhyrligheder, man havde lært mig om Katolikkerne, deres Paver, Præster og Institutioner. Jeg ser ham endnu briste i en rungende Latter, da jeg fortalte en, jeg maa indrømme det, noget fantastisk Historie om nogle Nonner, der ved Synet af en Papirsdrage, som svævede oppe i Luften, havde givet sig til at bede i den Tro, at det var den Helligaand. Han gjorde tykt Nar ad min Lettroenhed og betragtede mig tydeligt nok som grumme enfoldig. Jeg blev nu og da lidt vred paa ham, men jeg kunde ikke lade være at beundre hans fromhed og hans Overbevisnings Varme, og vi blev ved at være gode Venner.

Det var ved Foraarstid i samme Aar, at De, Monseigneur, havde foretaget Deres store apostoliske Rejse i Skandinavien, og De var lige vendt tilbage til Monthoux. Grevinde Mülinen havde allerede forlængst opfordret mig til at ledsage hende, naar hun skulde tage hen for at hilse paa Dem, og en skøn Dag sagde hun til mig, at De ventede hende Dagen efter. ‘Monseigneur vil være meget glad ved at se Dem’, føjede hun til; ’han har udtrykkelig paalagt mig at sige det til dem.’ Jeg maa tilstaa, at jeg blev bange, og at jeg hellere havde givet Afkald paa dette Møde. Jeg gjorde mig ikke nogen klar Forestilling om, hvordan vel en katolsk Biskop kunde se ud, og jeg tøvede virkelig noget, før jeg tog imod Grevindens Indbydelse. Havde jeg anet min Skytsengels Tilværelse, vilde jeg muligvis have anbefalet mig til hans Varetægt, men jeg stod ganske fremmed over for Kirkens trøsterige Tro. I Mangel deraf søgte jeg at overvinde min Angstfølelse ved Fornuftgrunde: ’Naa, denne Biskop kan vel næppe være frygteligere end de korsikanske Røvere, som jeg aflagde Besøg hos sidste Vinter’, sagde jeg til mig selv. ’Saa ved jo desuden min Mand, hvor jeg er taget hen, og kan altsaa om fornødent komme mig til Undsætning. Og for Resten er Grevinde Mülinen ansvarlig for mit Foretagende.’

Næste Dag gik Turen saa til Monthoux, Vi kørte gennem Genèves frodige Omegn, hvor man ved hver Drejning av Vejen faar et nyt Udsyn over den blaa Sø. Vi kom over den schweitziske Grænse, og oppe paa en af Højderne fik jeg Øje paa Kirken og Slottet Monthoux, halvt skjulte mellem Træernes Grønne. Grevinde Mülinen fortalte mig den sørgelige Historie om Religionsforfølgelsen i Genéve, om hvorledes Regeringen havde bemægtiget sig alle Kantonens katolske Kirker (først og fremmest den smukke Vor Frue Kirke) og givet dem til Gammelkatolikkerne; hvorledes Gendarmerne var trængt ind i Vor Frue Præstebolig, havde lagt Haand paa Biskoppens hellige Person og havde ført ham ud over Landegrænsen og ind paa fransk Territorium. Først bosatte Mgr. Mermillod sig som landsforvist i Fernex, Voltaires gamle Opholdssted; men senere tilbød en from Dame, Grevinde Elisa de Montailleur, ham sit Slot Monthoux, et Tilbud, som Biskoppen tog imod; saa det er nu hans Bolig, fortalte Grevinde Mülinen videre og tilføjede, at Monseigneur desuden ofte var paa Rejser, især i Frankrig. Disse Rejser havde dels Prædikevirksomhed til Formaal, da Biskoppen var en af vor Tids kendte Talere; dels foretog han dem for at indsamle Penge til sine Præster, der var stedte i haard Nød, efter at Regeringen havde berøvet dem deres Kirker og Underhold.

Medens vi talte sammen om all dette, kørte Vognen ind gennem den store Gitterport, Gruset knasede under Hjulene, og vi holdt for Døren til et henrivende Herresæde, hvis Mure var helt overgroede med Roser og grønne Slyngplanter, og som var omgivet af den yndigste Have, som mindede mig om Klosterhaven i Ajaccio.» —

II.

Det første Møde med Monseigneur Mermillod gjorde et meget dybt Indtryk paa Edle. Hans Godhed gav hende straks en Tryghedsfølelsc, som gjorde Samtalen let og fængslende for hende. Han fortalte om sin Rejse i Skandinavien og bad hende oversætte forskellige danske Avisartikler for ham, hvori Begivenheder paa Rejsen stod omtalt. Men ved de første Ord om Religion var hun straks paa sin Post og gjorde Biskoppen opmærksom paa, at han kunde spare sig ethvert Forsøg paa at omvende hende, da det var hen des faste Beslutning aldrig at blive Katolik.

Jeg giver atter Ordet til Edle selv:

»Siden mit Bryllup havde jeg levet et ret overfladisk og adspredende Liv, optaget af Rejser, Dagdriveri og let Lekture. Da jeg nu hørte Dem tale om de evige Sandheder, dem, som De vidste, at ogsaa Protestanterne anerkender, saa følte jeg Alvoren vaagne i mig; jeg kom til at tænke paa min Barndom og paa min fromme Moder, og De vandt den Dag min Tillid og min ærbødige Hengivenhed.

Nogle Dage efter dette første Møde kom Deres Sekretær, den gode Kannik Guillermin, for at hente de omtalte Oversættelser hos mig. Vi boede da i Veyrier-sous-Salève, da den overvældende Varme havde tvunget os til for en Tid at forlade Genève. Jeg var ikke hjemme, saa Præsten traf min Mand alene; jeg tror, dette var en Styrelse af Vorherre, for at lette min Mands Kon-version. Han kunde nemlig under fire Øjne af Hjertens Lyst skændes med den ærværdige Præst og sige ham alle de Ubehageligheder om Katolikkerne, som han havde paa Lager. Det var først paa et langt senere Tidspunkt, at min Mand lod sig overtale til at aflægge Dem et Besøg i Monthoux; derimod lod han mig have fuld Frihed til at tale med Dem, hvad jeg benyttede mig af.

De var saa god at laane mig katolske Bøger, og da jeg ikke havde andet at bestille, og Varmen hindrede mig i at færdes ude om Dagen, saa tilbragte jeg al min Tid med at læse. For mig blev det en Rejse gennem hidtil ukendte Lande. Nye Synsvidder aabnede sig for mig. Med hver Dag, der gik, blev det mig mere og mere klart, at jeg ikke blot havde ganske forkerte Anskuelser om mange Ting, men at jeg i Grunden ingenting vidste, hverken paa Religionens, Filosofiens, Moralens eller Historiens Omraade. Jeg begyndte saa smaat at angre, at jeg saa lidt havde beskylt Katolikkerne for Uvidenhed og Afgudsdyrkelse. Jeg talte med smaa Børn fra Landsbyen og prøvede at bevise dem, at de tilbad den hellige Jomfru; de lo mig lige op i Ansigtet og gjorde mig Rede for deres Tro med en Fasthed og Sikkerhed, som jeg langtfra var i Besiddelse af over for den protestantiske Lære — da særligt ikke i den sidste Tid.

Trods alt det her fortalte, faldt det mig ikke med en Tanke ind at blive Katolik. Jeg tog med Begærlighed imod alt, hvad jeg lærte, men det var for mig som en hvilken som helst anden Videnskab, f. Eks. Naturhistorie; det havde kun Interesse for Forstanden men ikke for Sjæl og Hjerte.

Kannik Guillermin besøgte os ofte. Al den Tid, han kunde afse, ofrede han paa at undervise os, uden at vi gjorde os det klart; vi betragtede ham kun som en god Bekendt, med hvem man gerne taler om, hvad der interesserer ham. Vi holdt meget af ham, og jeg morede mig storartet ved disse teologiske Diskussioner, der for Resten altid endte med et Nederlag for mig. Gud havde skænket ham en særlig Færdighed til dette Stykke Arbejde: han tog Dogmerne for eet for eet og gik skaanselsløst til Værks imod os. Min Mand begyndte i Reglen med at erklære over for den gode Kannik, at hvad han sagde var forkert og latterligt; forskrækket over hans Aabenhjertighed skyndte jeg mig saa at tage Præstens Parti, skønt den katolske Læres Overlegenhed for øvrigt gjorde min Beskyttelse overflødig.

Men alt imedens jeg indrømmede hans Forklaringers Rigtighed,saa kom jeg dog stadig med mit Omkvæd: ’Jeg deler ganske Deres Mening, Hr. Kannik, men paa en fuldstændig objektiv Maade. Personlig vil jeg aldrig blive Katolik’. Lidt efter lidt gentog jeg dette Omkvæd for at staalsætte mig selv imod mit eget Hjerte, der begyndte at elske Katolicismen. Først blev det mig klart, at jeg følte en hemmelig Glæde ved at blive slaaet af Marken; jeg kunde nemlig virkelig ikke finde flere Indvendinger at gøre imod Kanniken. Jeg følte kort sagt, at mit Hjertelag var bleven forandret, og at jeg ikke kunde lade være med at elske Katolicismen, elske den lige saa højt, som jeg beundrede den.

De maa ikke forlange af mig, Monseigneur, at jeg skal gøre Dem Rede for mine vrange Anskuelser om de forskellige omstridte Dogmer. Min katolske Tro har allerede i saa mange Aar været min største Lykke, mit eet og alt, saa jeg knap kan huske den Tid, da jeg stod uden for Kirken og desværre var i Modstrid med den og latterliggjorde dens Institutioner og Love. Nu kan jeg slet ikke fatte, at man kan tvivle om Skærsilden og om de helliges Samfund eller betegne vor Tillid og barnlige Kærlighed til Guds Moder som Afgudsdyrkelse; at man kan revoltere sig ved Tanken om Pavens Ufejlbarhed, nægte at der er syv Sakramenter og forhaane og foragte selve Alterens Sakramente. I alle disse Vildfarelser var jeg hildet, men jeg maa gentage: jeg husker det ikke mere.»

Da der var gaaet nogen Tid, følte Edle sig alligevel urolig og mente, hun burde tale med en luthersk Præst og forelægge ham sine Tvivl. Hun vilde aabne sit Hjerte for ham. bede ham om paa ny at tænde den protestantiske Ild derinde og »samtidigt agere Brandmand og slukke den katolske Ildebrand» hos hende.

Hun skildrer sin Modtagelse:

»Det var Præstefruen, ledsaget af en Flok henrivende smaa Lutheranere i alle Aldre, som aabnede Døren. Hun førte mig ind i Dagligstuen og udsendte nogle af Børnene i forskellige Retninger for at søge efter deres Fader. De kom tilbage uden ham, men hun var saa elskværdig at tilbyde mig, at hun skulde overbringe sin Mand mit Ærinde; Børnene flokkedes om mig for ogsaa at faa Del i, hvad jeg havde paa Hjerte. Men jeg var saa grebet af Tanken om det katolske Skriftemaal; at jeg ikke følte Lyst til at gøre Brug af det venlige Tilbud. »

Det lykkedes ikke den lutherske Præst ved sine paafolgende Samtaler med Edle at nedsætte Katolicismen i hendes Omdømme eller yde hende nogen sikker Vejledning. Jo mere hun bad Gud om Lys og Klarhed, des inderligere kom hun til at elske Katolicismen. Det var hendes Fryd at tale om Religionen, at gaa ind i Kirkerne, at betragte Skriftestolene men især at gaa Pilegrimsgang til Monthoux, hvor Biskop Mermillod altid tog imod hende med en Faders Godhed og trods sine mange Bekymringer og Embedsbyrder fandt Tid til at tale med hende. Hun gik altid styrket og med nyt Mod hjem fra disse Samtaler. Hendes Mand begyndte ogsaa at give sig ind under Naadens Indflydelse, men ingen af dem tænkte i Grunden paa at blive Katolikker — de mente, at den nærværende Tingenes Tilstand kunde blive ved i een Uendelighed.

Midt i deres Tvivl besluttede Edle og hendes Mand at bede den lutherske Præst om at tage dem til Alters. Der var nok kun Altergang een Gang om Maaneden i hans Kirke. Præsten gjorde imidlertid en Del Vanskeligheder, da han jo vidste Besked med Ægteparrets Tvivl. Han sagde endogsaa, at det var hans Pligt at afslaa deres Begæring. »Ja-ja, Hr. Pastor», svarede Edle, »vi vil nu til Alters enten paa den ene eller den anden Maade, og hvis De nægter os det, saa gaar vi til Mgr. Mermillod; De kan være rolig for, at han ikke afslaar vor Bøn.» Den arme Præst syntes vel ikke, at han ligefrem selv kunde jage dem ud af den protestantiske Kirke, saa han gik da omsider ind paa deres Ønske og fastsatte deres Altergang til den førstkommende Søndagaften. Efter en bedre Middag paa Hotellet forbavsede de da deres katolske Venner ved at tage Afsked med dem for at begive sig til Aftengudstjeneste og Altergang.

Her var nu ikke Tale om det i Danmark brugelige saakaldte »Skriftemaal», hvor Folk ganske vist ikke skrifter men dog modtager noget, Præsten udgiver for Syndsforladelse. Denne Ceremoni, havde Præstefruen i Genéve sagt, var umoderne. Man havde ogsaa fundet det mere formaalstjenligt, mere »moderne», at afskaffe Knæfaldet, og de troende modtog Kommunionen staaende foran Præsten, der sad paa en lille Taburet og rakte Brødet og Kalken til hver enkelt. —

»Det blev sidste Gang, jeg satte mine Ben i en protestantisk Kirke. Hvis jeg hidtil havde været i Tvivl, saa var jeg nu paa det rene med, hvad jeg skulde tro. Jeg havde faael Vished for, at Sandheden ikke findes i den protestantiske Religion — og den saligste Vished for at den findes i den katolske Kirke, hvor Paven vaager over, at der ikke indsniger sig nymodens Skikke; den Kirke, som er Helgenernes og Martyrernes; den, som giver sine Børn Brød og ikke Stene; Jesu Kristi Kirke.

Vi gik tavse hjemad mod Hotellet. Det var sent; Maanen stod op bag Mont-Blanc og kastede et Sølvskær over Træerne paa Rousseaus Ø. Midt paa den smukke Mont-Blanc Bro stod min Mand stille og pegede i Retning af Monthoux. ’Se saa’, sagde han, ’nu kan det være nok! Vi kan dog ikke fortabe vore Sjæle af Hensyn til vore Familier, og jeg vil ikke længere modstaa Naaden under Paaskud af at overveje Sagen nøjere. Jeg har klart nok set, hvilken der er Vorherres sande Kirke, og den Kirke vil jeg tilhøre. Hvis du synes som jeg, saa tager du endnu den Dag i Morgen til Monthoux og beder Monseigneur om at optage os.’ Om jeg syntes som han!! Jeg saa jo mit mest brændende Ønske gaa i Opfyldelse — uden Vanskeligheder og uden mindste Anstrengelse fra min Side. Jeg saa, at jeg ikke blot selv uhindret kunde gaa ind i Kirkens Faarefold, men at min kære Mand gik med mig og forud for mig. Saa meget havde jeg aldrig turdet haabe.

Dagen efter fortalte vi vore gode Venner om den Beslutning, vi havde taget. Jeg bruger med Vilje Ordet Beslutning, for jeg var endnu saa protestantisk, at jeg ikke forstod at fatte og vurdere, hvor umaadelig stor en Naade det var, Gud vilde skænke os.» —

Den 26de Oktober optog Biskop Mermillod Ægteparret i Kirken, gav dem den første hellige Kommunion og meddelte dem Firmelsens Sakramente.

Rom blev senere deres Hjem. Wedel-Jarlsberg knyttedes til Pavehof-fet som Geheimekammerherre. I Rom blev deres eneste Datter, Carmen, født; hun blev døbt i Peterskirken og voksede op som fuldblods Romerinde. Hun ægtede den genovesiske Jurist og Politiker Antonio Boggiano Pico.

Foruden at være den mest selv-forglemmende Hustru og Moder deltog Edle sammen med sin Mand i den romerske fine Verdens Selskabelighed. Hun havde en egen Evne til at finde Mennesket endogsaa bag det mest prangende Selskabstoilette, saa hun vandt sig Venner for Livet overalt. Hjemme syslede hun med alvorlige Studier. Hun har saaledes udgivet en Bog om Dominikanernes Ordensprovins Dacia i den katolske Middelalder. Bogen omfatter Klostre og Personer i alle de nordiske Lande. I det hele stod hun Dominikanerordnen nær og var i tredive Aar Skriftebarn af den i Helligheds Ry afdøde Pater Cormier O. P.

Kort efter Datterens Bryllup døde Wedel-Jarlsberg under et Ophold ved sit kære Valfartssted Einsiedeln i Schweitz. Det var i Efteraaret 1909.

Havde det wedel-jarlsbergske Hus i Rom været ført selskabeligt og været et Samlingssted for Skandinaver, baade Katolikker og Protestanter, der alle fandt gæstfri Modtagelse og Hjælpsomhed af enhver Art, saa maa det siges, at Edle efter sin Mands Død bestræbte sig for at leve som det, Skt. Paulus kalder en sand Enke.

I de tretten Aar, hun overlevede sin Ægtefælle, savnede hun ham bitterligt. Jeg besøgte hende i Foraaret 1914, og vi kom en Dag til at tale om ham, men da Sindsbevægelsen var ved at overvælde hende, brød hun pludselig af med de Ord: »Nej, jeg maa hellere lade være at tale om Wilhelm, for saa kan jeg ikke bære Savnet og Sorgen; og jeg vil bære mit Kors, ikke segne under det».

Hun ofrede sig fuldstændigt i det kristelige Barmhjertighedsarbejde i Roms Fattigkvarterer.

Allerede fra Barn af havde hun haft en udpræget Sympati for de fattige, ulykkelige, forurettede; at den stive Herskabskusk hjemme paa Hvidkilde ikke tillod farende Haandværkssvende at sætte sig op at køre paa Landauerens bræt, fandt hun altid urimeligt og haardt. En sygelig og frastødende fattig Pige, Drankerbarn og selv fordrukken, glædede den lille Edle altid med smaa Opmærksomheder, et nyt Forklæde el. l. købt for Edles faa Lommepenge. Den Kærlighed til de smaa i Samfundet tog til med Aarene; hun elskede Frelserens Ord: »Jeg ynkes over Folket». Engang paa en Køretur uden for Rom, da en Skare fattige og Børn paatrængende løb efter Vognen, sagde hun: »Jeg tænker altid paa, at det var den Slags Mennesker, der gik efter Jesus og fulgte ham paa Vejene».

Som Præsident for de kvindelige Vincentskonferensers Centralbestyrelse i Rom fik hun rig Lejlighed til at virke i de folkerigeste og elendigste Sogne. Her kan ikke gaas i Enkeltheder, det vilde være ganske umuligt. Kun skal nævnes hendes Arbejde for at grundlægge en katolsk Mission med Kirke, Asyl og Kloster for Barmhjertige Søstre i det frygtelige, saa godt som hedenske Kvarter Valle d’Inferno — Navnet taler for sig selv. Pave Benedikt XV holdt i høj Grad sin Haand over denne Mission, der blev Udgangspunktet for et vidtforgrenet Apostolat.

Selv satte Edle sin Person ind i Arbejdet, hun sparede sig aldrig. Ved sin ejegode, smilende Venlighed og Ligefremhed naaede hun langt hos sine fattige; disse trænger jo saa ofte mere endnu til Kærlighed end til Almisse. De Børn, hun fik døbt, de Ægteskaber, hun fik bragt Orden i, kan vist ikke tælles. St. Vincent de Paul var hendes ideale Helgen; som han tiggede hun dristigt til sine aandeligt og timeligt nødlidende, og som han holdt hun paa, at den, der trængte, skulde hjælpes uden altfor nøjeregnende en Undersøgelse af Værdighed. »Vi er jo dog alle, uværdige Tiggere over for Vorherre.»

Hun ansaa det som en særlig Naade og et Vink fra St. Vincent om at gøre sig rede til at forlade denne Verden, at hun netop paa hans Festdag i 1921 blev ramt af den Sygdom, der Aa ret efter skulde gøre Ende paa hendes Liv. i hendes Breve kunde man stadig læse mellem Linierne, al hun holdt sig parat og afventende.

I Slutningen af Juni 1922 fik hun et nyt Sygdomsanfald der hurtigt viste sig at føre mod Døden. Da hun laa paa sit Yderste, sendte Benedikt XV Monsignor Nasalli Rocca til hende med sin apostoliske Velsignelse og med Hæderstegnet Pro Eccesia et Pontifice i Guld. Monsignore var i Tvivl om, hvorvidt den døende havde forstaaet, hvad det var, han bragte hende, men paa hendes Datters Spørgsmaal derom svarede hun med et taknemmeligt Smil.

Lørdag d. 2den Juli kaldte Gud hendes elskelige Sjæl hjem til sig — den Dag, da Messens Liturgi rummer de skønne Ord: »staa op, skynd dig, min Veninde, min Due, min skønne, og kom! Ti nu er Vinteren forbi. Regnen er holdt op og draget bort. Blomstrene er kommet frem i vort Land …»

De sidste Blomster her fra Jorden, hun holdt i sin døende Haand, var en lille Buket blodrøde Nelliker af dem, som havde smykket Skt. Peters Gravkrypt paa Apostelfesten faa Dage forinden, og som en trofast norsk Ven havde bragt hende. Intet kunde være mere betegnende for den Petri ægte aandelige Datter, som hun var. Hun og hendes Mand, hviler nu Side om Side saa al sige »i Skyggen af Peterskirken» — nemlig paa den tyske Kirkegaard (il cimetero Teutonico), der skal være den ældste kristne Kirkegaard i Rom og nu umiddelbart støder op til den nye lille Pavestat.

R. I. P.